Annonce

Arabisk opstand truer vestlig indflydelse

21. februar 2011 kl. 22.14

USA og Europas strategiske interesser i Mellemøsten er direkte truet, efter at de folkelige opstande har nået det lille kongedømme Bahrain samt Yemen og Libyen. I alle tre lande blev et stort antal demonstranter torsdag og fredag dræbt af sikkerhedsstyrker.

Umiddelbart er det opstanden i Bahrain, der er alvorligst for Vestens sikkerhedsinteresser. Ø-staten, der tæller 1,2 millioner indbyggere, er hjemsted for USAs Femte Flåde og ligger klemt inde i Den Persiske Bugt mellem USAs tætteste allierede i regionen, det sunnimuslimske Saudi-Arabien, og dets værste fjende, det shiamuslimske Iran.

Oprøret i Bahrain anføres af det shiamuslimske befolkningsflertal, der i årevis er blevet undertrykt af landets udemokratiske regent, den sunnimuslimske kong Hamad bin Isa Al Khalifa. Shiamuslimske imamer fordømte fredag myndighedernes “massakrer” på demonstranterne.

Ifølge Mellemøsteksperten Michael Rubin fra American Enterprise Institute er den Femte Flåde USAs vigtigste strategiske aktiv i regionen. Ud over at holde præstestyret i Teheran i skak benyttes basens amerikanske jagerfly til militære operationer i
Afghanistan og Irak.

USAs regering har i kraftige vendinger opfordret regimet i Bahrain til at afstå fra vold over for demonstranterne, som fredag kom på gaden i tusindtal.

I Libyen har den mangeårige diktator Muammar al-Gaddafis sikkerhedsstyrker ifølge vestlige menneskeretsorganisationer dræbt op imod 50 demonstranter.

Uroen i Nordafrika og Mellemøsten har fået titusinder af mennesker til at søge over Middelhavet til blandt andet Italien.

Det fik fredag landets udenrigsminister Franco Frattini til at appellere EU-landene om meget hurtigt at vedtage omfattende økonomisk og politisk assistance til Egypten og Tunesien, hvor folkelige opstande har tvunget despotiske ledere fra magten.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026