Arbejderbørn får kun en lille del af uddannelseskagen

I denne måned starter knap 65.000 unge på en videregående uddannelse. Langt de fleste har forældre, der i forvejen har en uddannelse. Hvis flere arbejderbørn skal have en videregående uddannelse, skal indsatsen i daginstitutioner og folkeskole styrkes, mener to forskere.

Foto: Henrik Bagger / Ritzau Scanpix
Klaus Dalgas

En af det danske velfærdssamfunds centrale værdier er, at alle skal have lige muligheder for at gennemføre en videregående uddannelse uanset social baggrund og forældrenes pengepung. Det er baggrunden for, at vi har skabt et uddannelsessystem, hvor undervisningen er gratis, og hvor der er et tilknyttet forsørgelsesgrundlag i form af SU.

Men udgifterne til uddannelsessystemet er store, og især udgifterne til SU er stigende. Mens selve undervisningen på de videregående uddannelser koster skatteyderne omkring 15 mia. kr. om året, så løber udgifterne til SU op i næsten 20 mia. kr.

Der er et stort politisk fokus på at holde udgifterne til uddannelsessystemet nede. De videregående uddannelser skal spare to pct. på budgettet hvert år som følge af det meget omtalte omprioriteringsbidrag, og i løbet af efteråret vil regeringen fremlægge et forslag om begrænsninger i SU’en, så udgifterne ikke fortsætter med at stige.

Et centralt spørgsmål er derfor, om den danske uddannelsesmodel virker. Giver den rent faktisk arbejderbørnene bedre muligheder for at få en videregående uddannelse end uddannelsessystemet i andre lande, hvor man skal betale for at få en uddannelse og må låne sig til underhold, mens man studerer?

Svaret er et rungende ’måske’.

Forskerne er nemlig langt fra enige om, hvorvidt den danske model sammenlignet med andre modeller er bedre til at sikre uddannelsesmobilitet, så unge med ufaglærte forældre faktisk får en uddannelse.

Ingen forskelle – store forskelle

Rockwool Fondens Forskningsenhed præsenterede for to år siden et forskningsprojekt af seniorforsker Rasmus Landersø i samarbejde med den tidligere nobelprismodtager i økonomi ved University of Chicago James Heckman. I dette studie dokumenterede forskerne, at tilbøjeligheden til at bryde den sociale arv i uddannelse ikke er væsentligt forskellig i USA og i Danmark, på trods af at der er ret markante forskelle i måden at indrette uddannelsessystemet på i de to lande.

Resultaterne fik ganske stor omtale både herhjemme og i udlandet på grund af hovedkonklusionen – ingen forskelle. Har den danske og nordiske velfærdsmodel dermed spillet fallit, når det handler om at skabe lige vilkår og muligheder for alle, hvad angår uddannelse?

Nej, mener seniorforsker Jens-Peter Thomsen fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE. Han har i mange år forsket i uddannelsesmobilitet, og hans forskning peger i den stik modsatte retning, hvilket han sammen med sin kollega Stefan B. Andrade sidste år udgav en forskningsartikel om.

Hovedkonklusionen er, at Danmark og de øvrige nordiske lande er langt bedre til at sikre lighed i uddannelseschancer for alle unge end f.eks. USA. Faktisk viser tal fra OECD ifølge Jens-Peter Thomsen, at uddannelsesmobiliteten i Danmark er dobbelt så stor som i USA.

Hvis man spørger de to forskere, om de i dag har nærmet sig hinanden i dette spørgsmål, er svaret nej. Hver for sig fastholder de fortsat deres modsatrettede synspunkter.

Akademikerbørn dominerer

Derimod er de enige om, at der er store udfordringer i den danske model, hvis målsætningen om fri og lige uddannelse for alle fuldt ud skal indfries. Det er nemlig fortsat sådan, at det helt generelt er børn af veluddannede forældre, der får en videregående uddannelse.

Rockwool Fondens undersøgelser viser, at hvis faderen har under 12 års uddannelse inkl. folkeskolen, er der ’kun’ godt 18 pct. sandsynlighed for, at datteren eller sønnen får en lang videregående uddannelse. Har faderen mellem 12 og 15 års uddannelse, stiger sandsynligheden for, at datteren får en lang videregående uddannelse, til 30 pct., mens det samme gælder for knap 60 pct. af de børn, hvis far selv har en lang, videregående uddannelse. Se figur 1.

”Uanset tvisten om mobiliteten i Danmark og andre lande så har vi faktisk en markant stor ulighed i uddannelse herhjemme. Og denne ulighed har ikke ændret sig de seneste 30-40 år, faktisk er den blevet en smule større,” siger Rasmus Landersø fra Rockwool Fonden.

Jens-Peter Thomsen fra VIVE er enig:

”Der er en konstant høj social ulighed, i forhold til hvem der læser en universitetsuddannelse. Børn fra ressourcestærke hjem får fortsat langt mere uddannelse end børn fra ressourcesvage hjem, og faktisk er det siden 1990’erne blevet mindre sandsynligt, at børn af ufaglærte forældre gennemfører en uddannelse ud over grundskolen,” siger Jens-Peter Thomsen.

Rasmus Landersø mener, at vi i Danmark på dette område nærmer os det, man på forskersprog kalder for Matthæuseffekten, som kort fortalt er en selvforstærkende proces, hvor den, der i forvejen har en fordel, vil opnå ekstra fordele.

”Alle har formelt set de samme muligheder, men reelt set er det oftest de ressourcestærke, der er bedst til at udnytte mulighederne. Derfor kan vi ende med at løfte børn med de bedste forudsætninger mest, hvilket jo ikke er målsætningen i vores samfund. Udviklingen indikerer, at man måske skal gøre tingene på en anden måde, hvis man ønsker at bryde det mønster,” siger Jens-Peter Thomsen.

Lav økonomisk gevinst

Rasmus Landersø peger på en anden mekanisme, der også kan påvirke uddannelsesmobiliteten, og det er de relativt beskedne økonomiske incitamenter til at tage en lang uddannelse herhjemme. Det økonomiske afkast ved at tage en videregående uddannelse i Danmark er nemlig ganske beskedent sammenlignet med andre lande.

En OECD-opgørelse fra sidste år viser, at afkastet i Danmark er det tredje laveste blandt OECD-landene. Se figur 2.

En dansk kvinde får i gennemsnit ’kun’ forøget sin livsindkomst med 77.200 dollar (knap en halv mio. kr.) ved at tage en videregående uddannelse i stedet for kun en ungdomsuddannelse eller en faglært uddannelse. En dansk mand får tilsvarende øget sin livsindkomst med 159.000 dollar (godt én mio. kr.) ved at tage en lang videregående uddannelse.

Til sammenligning får en amerikansk kvinde øget sin livsindkomst med 272.700 dollar (ca. 1,7 mio. kr.) ved at tage en videregående uddannelse, mens en amerikansk mand kan hente ekstra 468.200 dollar (godt tre mio. kroner) ved at uddanne sig.

”Lønspredningen er lille i Danmark, og derfor er afkastet ved at uddanne sig også beskedent. Det økonomiske incitament til at tage en uddannelse er altså væsentligt større i USA end i Danmark,” siger Rasmus Landersø.

Jens-Peter Thomsen anerkender, at de økonomiske incitamenter i et eller andet omfang har en betydning for uddannelsesmobiliteten i Danmark.

”Men der er mange andre grunde til at ville uddanne sig end det økonomiske. Vi kan således se, at der er rigtig mange i Danmark, der i dag tager en uddannelse, selv om den økonomiske gevinst er mindre end i mere ulige lande som USA og England. Det tyder på, at det økonomiske incitament kun er en blandt mange faktorer, såsom at ville bidrage til samfundet, få mening i tilværelsen, værdier i opvæksten mv.,” siger han.

Det synspunkt er Rasmus Landersø enig i. 

Styrk skole og dagtilbud

Jens-Peter Thomsen mener, at hvis ambitionen om, at alle børn og unge skal have lige muligheder for uddannelse, så skal samfundet holde fast i den høje kvalitet i dagtilbud, skoler og øvrige uddannelsesinstitutioner.

”For alle børn bør skolen være et sted med social trivsel, klare faglige og pædagogiske rammer og høj faglig kvalitet. Men der bør også være et særligt fokus på familien. Forskningen viser, at gode læringsmiljøer i hjemmet samt forældreinvolvering i barnets dannelse og skolegang understøtter uddannelsesmobilitet i en positiv retning,” siger Jens-Peter Thomsen.

”Og så skal vi se på det uudnyttede potentiale hos børn med ufaglærte og faglærte forældre. Mange børn fra sådanne hjem har evnerne til at tage en uddannelse, men får ikke gjort det, fordi de ikke får det kærlige puf fra forældrene i den retning. Hvis det kan lykkes os at udnytte dette potentiale, vil vores uddannelsesmobilitet stige,” siger han.

Jens Peter Thomsen peger endvidere på, at vi har en stor udfordring med de cirka 20 pct. af en ungdomsårgang, der aldrig får mere end en grundskoleuddannelse med 9. eller 10 klasse som det højeste.

”Restgruppen udgør et stort problem både for samfundet og for det enkelte individ. Her skal der sættes ekstra ind for at hæve uddannelsesmobiliteten,” siger han.

Rasmus Landersø mener ligeledes, at uddannelsesmobiliteten grundlægges langt tidligere end ved starten af en ungdomsuddannelse.

”Det grundlægges allerede i de første skoleår, hvilken retning det enkelte barn vælger. Måske endda før. Derfor skal der sættes ind meget tidligt, hvis vi vil have ændret på uddannelsesmobiliteten,” siger han.

Rasmus Landersø mener, at man med fordel kunne bruge de mange uddannelsesmilliarder på en anden måde, hvis man ønsker at hæve uddannelsesmobiliteten i Danmark.

”I dag er der gratis uddannelse og SU til alle. Men en mulig vej kunne være, at man målrettede ydelser og tilbud mod de mennesker, der har det største behov. Eksempelvis kunne ydelserne i højere grad være trangsbestemte end i dag, hvor det er universalydelser,” siger Ramus Landersø.

En anden vej er at sætte ind med en ekstra indsats meget tidligere.

”Det kunne være ekstra understøttelse eller ekstra familiestøtte i en tidlig alder for børnene. Hvis man øger den tidlige indsats, vil man kunne hæve uddannelsesmobiliteten og dermed komme nærmere på målsætningen om reelt set at skabe en fri og lige uddannelse for alle,” siger Ramus Langesø.

Skal SU’en laves om?

Et af de steder, hvor både politikere og forskere i øjeblikket retter blikket hen, er statens uddannelsesstøtte. Regeringen har som er erklæret mål at reformere SU’en, udgifterne til hvilken er vokset fra 10 mia. kr. til 20 mia. kr. de seneste år. Der ventes et udspil fra regeringen i dette efterår, og De Økonomiske Vismænd har allerede i deres forårsrapport foreslået en reform af SU’en, således at studerende på kandidatdelen må låne sig til statsstøtten på favorable vilkår i stedet for som i dag at få støttebeløb sat ind på kontoen hver måned.

”Det er jo et princip, vi kender fra de øvrige nordiske lande, og som ikke har modvirket uddannelsesmobiliteten i nogen særlig grad der. Så fra et forskningssynspunkt, tror jeg ikke, at det vil have nogen stor negativ effekt,” siger Jens-Peter Thomsen fra VIVE.

Vismændenes forslag har foreløbigt fået den kolde skulder af de studerende, der mener, at en mere lånebaseret ordning vil få social slagside. Hovedorganisationen Akademikerne mener, at forslaget vil sætte den sociale mobilitet over styr, og Enhedslisten kalder forslaget uddannelsesfjendsk.

”Men i forhold til andre lande er vores SU-system generøst, og det vil næppe have nogen mærkbar effekt på uddannelsesmobiliteten at øge lånefinansieringen på kandidatdelen, hvis der ellers kan findes en god model for sådan en ordning. Her er jeg på linje med vismændene,” siger Jens-Peter Thomsen, der selv er uddannet sociolog.

Rasmus Landersø, der er økonom i Rockwool Fonden, vil ikke komme med politiske anbefalinger.

”Men man kan måske sige, at når det gælder SU’en, vil der formentlig være et større afkast ved at give støtten på et andet sted og på en anden måde. Men det er jo et politisk valg.”


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu