Bæredygtige kraftværker forklædt som kunst

Vi vil gerne have flere vindmøller og solceller, men ingen vil have dem i baghaven. Den udfordring har det amerikanske arkitek tog kunstnerægtepar Robert Ferry og Elizabeth Monoian taget op. De drømmer om en sammensmeltning af Apple-æstetik og Vestas-teknologi, der kan fremme kunstværker, der skaber debat om klimakrisen og strøm til vores stikkontakter – på en gang. I forrige uge var København vært for deres tredje internationale konkurrence The Land Art Generator Initiative Competition, der skal sætte problemerne til debat og give helt konkrete bud på løsninger. ”Hvis du ikke vil have vindmøller i baghaven, må vi finde ud af, hvordan vi kan gøre dem så interessante og smukke, at du får lyst til at stille dem i forhaven i stedet,” siger Monoian. The Land Art Generator Initiative Competition blev afholdt første gang i Dubai i 2010, i New York to år senere, og i år kom turen altså til København. Her var det afgående klimakommissær Connie Hedegaard, der løftede sløret for vinderskulpturen: The Solar Hourglass, der er en timeglasformet skulptur, der ved hjælp af allerede velafprøvet solcelleteknologi kan generere strøm til 1.000 danske hjem. Værkerne lever typisk videre efter konkurrencen er slut. Det er naturligvis en sejr. Men mest af alt måler Ferry og Monoian deres succes på, at konkurrencen siden starten har fået flere og flere deltagere. I København dystede over 300 værker.

Tiden er ved at løbe ud. Sådan kan man i hvert fald fortolke det enorme timeglasformede installationsværk, der måske en dag bliver sat op på Refshaleøen i København. Man kan også se det som et symbol på, at energi er flygtig. Det valgte afgående klimakommissær Connie Hedegaard at gøre, da hun forleden overrakte værket førsteprisen i den internationale konkurrence Land Art Generator Initiative.

[quote align="right" author="Robert Ferry"]Vi har et fremmedgjort forhold til energi i dag: Vi vil have strøm i stikkontakten og lys i lampen over spisebordet, men vi vil helst ikke se, hvordan vi producerer den.[/quote]

Begge dele er rigtigt, mener konkurrencens ophavsmænd, amerikanerne Robert Ferry og Elizabeth Monoian. For det overdimensionerede timeglas er ikke kun et kunstværk, men også et kraftværk, der kan levere strøm til 1.000 hjem. Og ikke et hvilket som helst kraftværk, men et soldrevet et af slagsen. Det er humlen i projektet og konkurrencen Land Art Generator, og det er indbegrebet af, hvad arkitekten Ferry og kunstneren Monoian står for. Duoen vil skabe kunstkraftværker, der på en og samme tid pryder landskabet, får folk til at diskutere klimaforandringerne og leverer vedvarende energi. De vil sætte problemerne til debat og give helt konkrete bud på løsninger.

Idéen er i sig selv et svar på et problem, Perry og Monoian ikke kan få øjnene fra. Alle vil have flere vindmøller og solceller, men ingen vil have dem i baghaven. Hvis man spørger, om vi skal bygge flere anlæg til at producere vedvarende energi, er svaret ja. Hvis man spørger, om man må bygge dem i nærheden, er svaret nej. Solceller er noget, de andre må glo på, og vindmøller stjæler udsigten.

”Måske sviner de ikke miljøet, men de forurener æstetikken,” siger Robert Perry. Elizabeth Monoian supplerer:

”Hvis du ikke vil have vindmøller i baghaven, må vi finde ud af, hvordan vi kan gøre dem så interessante og smukke, at du får lyst til at stille dem i forhaven i stedet.”

Apple og Vestas skal have kunstkraftværker

Det hele begyndte i Dubai. Et år efter at Robert Ferry og Elizabeth Monoian havde mødt hinanden og forelsket sig, flyttede de i 2006 til emiratstaten, hvor Elizabeth Monoian havde fået et professorat, mens Robert Ferry arbejdede som rejsende arkitekt.

Robert Ferry og Elizabeth Monoian

  • 2005: Arkitekten Ferry og kunstneren Monoian møder hinanden i forbindelse med et arkitekturprojekt, som Monoian har sat i søen gennem sin nonprofit-organisation Society for Cultural Exchange.
  • 2006: Det nygifte par flytter til Dubai, hvor Elizabeth Monoian bliver ansat som designprofessor på Dubai Universitet.
  • 2008: De udtænker konceptet bag Land Art Generator Initiative i forbindelse med en legatansøgning. De får ikke legatet.
  • 2009: Offentliggør projektet og annoncerer deres første kunstkraftværkskonkurrence, som skal løbe af stablen året efter i deres daværende hjemby Dubai.
  • 2010: Næsten 200 bud fra mere end 40 lande deltager i konkurrencen. Samme år etablerer Ferry og Monoian virksomheden Studied Impact, som leverer bæredygtig arkitektur og design.
  • 2011: Vinderen af den første konkurrence bliver afsløret den 19. januar på verdens største konference for vedvarende energi World Future Energy Summit i Abu Dhabi.
  • 2012: De holder den anden konkurrence i New York. Modtager nu over 200 forslag til kunstværker, der også kan producere vedvarende energi.
  • 2013: Staten Pennsylvania, Carnegie Museum og Pittsburgh Universitet annoncerer, at de som de første går sammen om at opføre et af de store installationsværker, som var med i konkurrencen i 2010. Det skal levere strøm til museet og universitetet.
  • 2014: De holder tredje konkurrence i København og modtager over 300 forslag fra 55 lande. Vinderen blev afsløret fredag den 3. oktober på Dansk Design Center.

Der var høj sol året rundt og høje skorstene i horisonten, for oliestaten fyrede selvsagt op med olie. Det var både dumt og grimt, mente parret.

”Uden for byen har man nogle kæmpe kraftværker, som forurener både miljøet og landskabet,” forklarer Robert Ferry.

For de to klimabekymrede tilflyttere gav det ingen mening, men der skulle gå to år, før et økonomisk skub fik dem til at gøre noget ved det.

Dubai Universitet, hvor Monoian arbejdede, tilbød et legat ”i den højere ende”, som parret formulerer det i dag. Legatet var tiltænkt et projekt, der kunne bidrage med nye energiløsninger i landet, og Ferry og Monoian udtænkte konceptet bag Land Art Generator: små kunstkraftværker, der kan forskønne og levere strøm til lokalområderne. Det er en god ide, lød meldingen fra dommerkomiteen, men ikke god nok, så de gav legatet til en anden. Men idéen var født, og den voksede.

Året efter legatjagten præsenterede parret deres nye projekt for verden. De ville have kunstnere, arkitekter, forskere, ingeniører, byplanlæggere og entreprenører til at gå sammen om at skabe kunstkraftværker, som skulle kunne skabe energi til alt fra hele bydele til enkelte virksomheder.

”Vi ville og vil stadig have virksomheder som Apple eller Vestas til at se mulighederne i at få deres egne, unikke kunstinstallationer til at levere CO2-neutral strøm døgnet rundt. Og vi vil have byer som New York eller Pennsylvania, hvor vi bor i dag, til at tænke kunsten i byrummet sammen med energiproduktionen,” siger Elizabeth Monoian.

For at komme i gang lancerede de den internationale konkurrence The Land Art Generator Initiative Competition. Den blev afholdt første gang i Dubai og Abu Dhabi  i 2010, i New York to år senere, og i år kom turen til København. Det første år vandt en installation, hvor ni solcellepyramider sammen bliver et moderne og gigantisk solur. I New York vandt værket Scene Sensor, som er skabt til Freshkills Park i Staten Island. Værket er en stor glasbro i flere etager. Den går over en flod, der løber igennem parken, og kan både udnytte vinden i parken og skabe energi, når folk går over den eller rundt inde i den.

”De er gode eksempler på værker, der fortæller en historie om klimaet omkring os, og som samtidig bidrager til den omstilling til vedvarende energi, vi har brug for,” forklarer Robert Ferry.

Hvert år har flere meldt sig til konkurrencen, og år for år er flere arkitektskoler, designuddannelser, kunstakademier og universiteter begyndt at bruge de mange indstillede værker i deres undervisning. Netop det er den største succeshistorie, mener Robert Ferry og Elizabeth Monoian.

”Det er dejligt, at nogle af værkerne fra konkurrencerne bliver eller er ved at blive opført rundt omkring, men den største sejr er, at fremtidens designere, arkitekter, forskere og kunstnere får tankegangen ind med modermælken,” siger Monoian.

Vi har et fremmedgjort forhold til energi

Den tankegang, som Elizabeth Monoian taler om, kombinerer den nyeste vedvarende energiteknologi med et stærkt kunstnerisk udtryk. Derfor skal f.eks. kunstnere, ingeniører og arkitekter arbejde sammen. I dag deler vi disciplinerne skarpt op, og det har konsekvenser: Vi fortrænger, hvor energien kommer fra, selvom vi aldrig har været mere afhængige af den.

Københavnerkonkurrencen

Den tredje udgave af Land Art Generator Initiative blev i år holdt i København. Konkurrencen ”bygger bro mellem arkitektur, kunst, design og ingeniørvidenskab for at styrke kreativ teknologiudvikling og forbedre implementeringen af vedvarende energianlæg”.

Forrige fredag løftede afgående klimakommissær Connie Hedegaard sløret for vinderen. The Solar Hourglass af den argentinske kunstner Santiago Muros Cortés er en timeglasformet skulptur, der ved hjælp af allerede velafprøvet solcelleteknologi kan generere strøm til 1.000 danske hjem. 

Konkurrencen er lavet i samarbejde med Region Hovedstaden, Dreyers Fond, ITU, Refshaleøen Holding, Alexandra Instituttet på Aarhus Universitet, Green Cities-netværket og Dansk Design Center.

”Vi har et fremmedgjort forhold til energi i dag: Vi vil have strøm i stikkontakten og lys i lampen over spisebordet, men vi vil helst ikke se, hvordan vi producerer den energi, vi bruger,” forklarer Robert Ferry.

Ligesom i Dubai gemmer vi kraftværkerne væk i udkanterne og på ødemarkerne. Kolosser, der leverer strøm til nationer, men som nationerne har mistet berøringen med. Det er en af de ting, parret vil gøre op med.

”Når vi laver kunstværker, der kan levere vedvarende energi, tjener det også det formål, at vi bliver bevidste om, hvor strømmen kommer fra. Du kan stå og kigge på et værk på torvet og sige: Denne kunst har skabt strømmen, som min mobil kører på lige nu,” siger Elizabeth Monoian.

Hvis vi tager lokalt ejerskab over energien, tror parret også, at vi vil tage ansvar lokalt. Men de ved også godt, at værkerne ikke er i nærheden af at kunne erstatte de klassiske kraftværker. De producerer ganske enkelt for lidt strøm, som det ser ud nu. Men de kan supplere den traditionelle strømforsyning, og lige så vigtigt kan de rykke ved folks syn på klimaforandringerne, mener de.

”Man kan snige budskaber ind af bagdøren. Man kan få folk til forstå, hvad klimaforandringerne betyder, ikke kun hvordan de ser ud på grafer. Og i stedet for at værkerne skriger, at du skal holde op med at udlede CO2, viser de dig hvordan,” som Robert Ferry udtrykker det.

Så når Københavns borgmester engang i fremtiden klipper det røde bånd over og indvier det timeglasformede kunstkraftværk på Refshaleøen, er værket måske ikke længere kun et billede på, at tiden er ved at løbe ud, men også på at tiderne er ved at forandre sig.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu