Bag kulisserne i det store klimamagtspil

Imens klimaforhandlerne frem mod COP21 i Paris i december arbejder med at lægge byggestenene til et klimaregime post 2020, udfolder der sig en global armlægning blandt verdens lande. Det er den globale vækstkage, der skal skæres, men hvordan kommer det til at foregå?

Klimaforhandlingerne har deres egen logik, og forhandlerne deres eget sprog, som blot de indviede forstår. Især forhandlingssproget synes til tider fjernt fra den virkelige verden og sært utidssvarende set i lyset af de seneste 20 års globale udvikling og fordeling i vækst og forbrugsmønstre. Derfor er det på nuværende tidspunkt også svært at se konturerne af en kommende klimaaftale ud fra de næsten 90 siders udkast til en aftaletekst med indviklet terminologi og forkortelser, der er blevet sendt i cirkulation. Men den mulige aftale ligger lige under teksten, og den er i det fælles forståelsesrum, som forhandlerne baserer forhandlingerne på.

Uden for forhandlingsrummet gennemføres der i disse måneder en armlægning blandt verdens lande, der ikke kun handler om at redde kloden. Den handler mindst lige så meget om handelsbalancer, tilgang til verdens ressourcer, konkurrenceevne, beskæftigelse og vækst. Og så handler den også om, hvordan man træffer beslutninger globalt, og hvem, der skal bestemme hvad.

For nok forhandles der i et globalt system etableret i efterkrigstiden af de daværende stormagter. Men verden ændrer sig. Klimaforhandlingen er en bold, der ruller mod et nyt globalt beslutningssystem, som bl.a. er determineret af de velfærdsforskydninger og historiske opbrud, som har fundet sted de seneste 60 år begyndende med dekolonialiseringen.

Flere af de store udviklingsøkonomier som Kina og Indien står for en stadig større del af den globale økonomiske aktivitet og globale drivhusgasudledninger. Begge lande argumenterer for, at deres udledninger er en nødvendig konsekvens af bestræbelserne på at sikre fortsat vækst og reduktion af fattigdom i deres befolkninger, ikke mindst i de fattige landregioner. Den vækst er afgørende ikke blot for fattige menneskers tarv, men også for sammenhængskraften i et stort land som Kina.

Omvendt har industrilandene haft store udledninger af drivhusgasser siden 2. Verdenskrig, og de kæmper nu for at bevare arbejdspladser i den globale konkurrence. Her har billig arbejdskraft i udviklingslandene skabt et skift i de globale produktionsmønstre, som særlig skaber et pres på de lavest uddannede i industrilandene.

Alt imens kæmper de fattigste og mest udsatte i Industrilandene for blot at overleve, vel vidende at klimaændringerne vil få vidtstrakte konsekvenser for dem, også selvom der kommer en effektiv aftale post 2020.

Banen er dermed kridtet op mellem udviklingslandene organiseret i G77 på den ene side og EU, en række industrilande og en mindre mellemgruppe med bl.a. Mexico og Schweiz på den anden. Og så er der USA, der er ligningens ubekendte.

Men hvem sikrer fremdrift og ambition?

Intern splid trods fælles fodslag udadtil

EU har traditionelt været en vigtig drivkraft i forsøget på at tøjle klimaforandringerne. Det er EU stadig, men den interne fragmentering er måske mere udpræget nu end tidligere. Nok forhandler EU som samlet blok, men internt er det svært at opnå fælles fodslag.

[quote align="left" author=""]Men der er grænser for det pres, der kan lægges på USA, der jo som global supermagt er en kernespiller i sikkerhedssamarbejde over hele kloden.[/quote]

Hvor Storbritannien har stærke bånd til USA, er Frankrig og Tyskland mere forbeholdne. For Europas to store industriøkonomier handler klimaforhandlingerne også om deres egen nationale industriproduktion og dermed deres eksportmuligheder til ikke mindst det voksende asiatiske marked.

Og så er der de nye transitionsøkonomier i øst, der har svært ved at acceptere, at de nu skal være med til at levere mere end lande som Israel og Singapore. Med optagelsen i EU gik de fra at være transitionsøkonomier med særlig status til at være industrilande, hvilket betyder, at de nu er underlagt et udledningsloft.

På trods af de interne stridigheder er det lykkedes EU at nå til enighed om at spille ambitiøst ind på udledningsreduktion på baggrund af den seneste klima- og energipakke. Men EU bliver hurtigt en usmidig spiller i forhandlingerne, når man insisterer på, at unionens autonomt vedtagne reform skal modsvares af andre store kernespillere. Samme strategi forsøgte EU sig med i Doha-handelsrundeforhandlingerne, som lanceredes i 2001, hvor vanskelige reformer i den europæiske landbrugspolitik med begrænset succes stadig bliver forlangt modsvaret af særlig USA.

Hvor EU tidligere har kunnet regne med støtte fra andre store industrilande, placerer disse sig nu forsigtigt. Japan har tidligere brændt sig på sit værtskab for Kyoto-protokollen, som førte til omfattende forpligtelser for japansk industri, alt imens USA, Kina og Sydkorea stod udenfor. Derfor er det nu det stærke japanske industriministerium, som sidder i forhandlingsstolen.

Canada tilsluttede sig også protokollen, da den blev vedtaget tilbage i 1997, men har haft svært ved at overholde den. Samtidig medfører udvindingen af olie fra sand, at Canada vil have svært ved at overholde en fremtidig aftale, hvis væsentlige mængder af energien og den canadiske konkurrencekraft samtidig skal sikres.

Australien er afvisende og kæmper med udledninger fra deres landbrugseksport og kuludvinding. New Zealand støtter op, men er en smule afventende og vil næppe kunne vende hele industrilandegruppen.

Speget spil i G77

Udviklingslandene er den anden store og meget centrale blok, der traditionelt har stået stærkt over for industrilandene via deres samarbejde i G77. Men udviklingen i den globale økonomi, drivhusgasudledninger og forskydninger i globale magtstrukturer betyder, at lande som Kina, Brasilien, Indien og Sydafrika er blevet markante spillere, som forventes at bidrage reelt til en aftale.

[graph title="COP21: Den globale armlægning om klimaet" caption="Figur 1" align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/c907e-thomas_figur01.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/c5c2e-thomas_figur01.png" text="Den aktuelle armlægning handler dybest set om, hvordan og hvem der træffer fremtidens globale beslutninger. I 2050 vil Indien og Kina have verdens to største økonomier, USA vil være nummer tre, mens ingen europæiske lande forventes at være med i top-10. Den udvikling afspejles ikke i det nuværende beslutningssystem."]Kilde: Mandag Morgen.[/graph]

Da de fattigste og mest udsatte lande har sværest ved at tackle de fremtidige klimaudfordringer og også står over for den største byrde, kunne det synes indlysende, at de hænger på, for at sikre at de store udviklingslande bidrager for derved at mindske effekten af klimaændringerne.

Men sådan hænger FN-verdenen ikke sammen. De fattigste udviklingslande har også brug for de store udviklingslande som Brasilien og Kina til at fremme deres synspunkter, og skønt gruppen tæller lande som Singapore og Saudi-Arabien, som har langt højere BNP end flere lande i Europa, så betyder limen fra det historiske partnerskab i G77, at presset derfra bliver mindre end det, som ville være naturligt.

I 2011 i Durban ved COP17 lykkedes det EU og de fattigste og mest udsatte lande at holde sammen under sydafrikansk lederskab og få lanceret en forhandling frem mod Paris, hvor alle lande bidrager i samme system uden skelen til udviklingsstatus. Men hvor langt udviklingslandene vil presse Kina og andre store udledende udviklingslande, er det helt centrale spørgsmål.

Og selvom man kan tænke på G77 som en elefant på lerfødder, så er den største elefant fortsat USA, for det er notorisk svært at lave klimapolitik i USA, også selvom det er lykkedes Obama at gennemføre klimatiltag gennem anvendelse af de præsidentielle beføjelser. Kyoto-protokollen blev i sin tid afvist af Senatet, og en ny global aftale bliver svær at få igennem den republikansk dominerede kongres med de fornødne to tredjedele af stemmerne. Den amerikanske administration har prøvet at skabe en ventil i form af liberalisering af handel med miljøvenlige produkter. Det er aftalt i samarbejdsorganisationen for Asien og Stillehavet, APEC. Nu presser USA og EU på for det samme i Verdenshandelsorganisationen, WTO. De industrirestriktioner, som indføres gennem klimatiltag, skal opvejes af nye markedsmuligheder.

USA og Kina i samme sandkasse

USA har det traditionelt svært med FN og multilateralt samarbejde. Men i den konkrete sag handler det ikke mindst om job og amerikansk livsstil og den skæve amerikanske handelsbalance i forhold til Kina, som USA kræver underlagt samme forpligtelser.

Det har især Kina svært ved at acceptere – det har de øvrige udviklingsøkonomier også – men det har de fattigste lande også. De forventer, at USA går forrest. Og det er svært for EU og andre industrilande ikke at kræve det samme over for et land, som de seneste mange år har udledt mest og samtidig holdt sig selv uden for det globale samarbejde med klare økonomisk horisontale mål for reduktion af drivhusgasser.

Men der er grænser for det pres, der kan lægges på USA, der jo som global supermagt er en kernespiller i sikkerhedssamarbejde over hele kloden, og som samtidig finansierer en række store udviklingsaktiviteter i netop de fattigste og mest udsatte lande på kloden. Samtidig er USA ledende i Verdensbanken og andre klimafinansieringsfora, hvor omfanget af finansiering oftest etableres på baggrund af en første indmelding fra USA, som resten af donorlandene så lægger sig i forlængelse af.

Med forhandlingsmandatet fra COP17 i Durban ophørte opdelingen af verdens lande i en industrilandegruppe og en udviklingslandegruppe. Det betyder, at Kina og USA nu er i samme sandkasse. Spørgsmålet er så, hvad det betyder i forhold til reduktionen af de globale drivhusgasudledninger, hvor meget det vil ændre forhandlingsdynamikken, og dermed hvor let eller svært, alt efter øjnene der ser, det bliver at skabe fælles fodslag.

De reduktioner, som indmeldes fra verdens lande på baggrund af deres nuværende indsatser, vil akkumuleret ikke være tilstrækkeligt til at nå det fælles, globale mål.

Vil det lykkes EU og verdens fattigste og mest udsatte lande at presse industrilandene og de store udviklingsøkonomier til at løfte ambitionsniveauet? Kan man lave en aftalekonstruktion, som USA vil kunne ratificere, og som alle andre vil synes er ambitiøst nok?

Det handler selvfølgelig først og fremmest om mål for reduktion af drivhusgasser, men også om overholdelse, rapportering og måling og nok endnu vigtigere om at finde den mekanisme, der kan levere endnu flere reduktioner for at nå det fælles, globale mål.

Det er det springende punkt, vi nu spændt venter på, at klimaforhandlerne skal blive enige om frem mod COP21 i Paris.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Forrige artikel Tre strategier, der tegner fremtidens journalistik Næste artikel Den fremragende lærer fortjener hyldest

Javel, fru statsminister

Javel, fru statsminister

ANALYSE: Mette Frederiksen vil ruske op i embedsværket, hvis hun vinder valget. Hun vil styrke Statsministeriet og tage stærkere politisk styring på prioriterede områder som børn. Men strategien er risikabel, og møgsager kan hobe sig op på hendes bord.

Brug verdensmålene effektivt til forretningsudvikling

Brug verdensmålene effektivt til forretningsudvikling

KOMMENTAR: Hvordan tager man som virksomhed verdensmålene til sig og bruger dem konkret i forretningsudviklingen? 13 danske virksomheder har fundet svarene gennem FN’s Udviklingsprogram SDG Accelerator. Lederen af programmet giver her et bud på, hvad andre kan lære af det.

Så meget fylder den private velfærd i din kommune

Så meget fylder den private velfærd i din kommune

Danmark oplever i disse år en gradvis privatisering af velfærden. Her kan du se andelen af private daginstitutioner, andelen af elever i private skoler og antallet af private plejeboliger i din kommune.

Politisk aristokrati A/S

Politisk aristokrati A/S

Den postpræsidentielle klubs p.t. største stjerne, Michelle Obama, sælger millioner af bøger og taler for fulde huse. Et fragmenteret mediebillede gør, at folk hungrer efter en koncentreret aften i selskab med fascinerende mennesker, mener dansk festival-direktør. Det er blevet en millionforretning for ekspolitikere og deres fruer.

Europas gamle stormagter er i en elendig demokratisk forfatning

Europas gamle stormagter er i en elendig demokratisk forfatning

ANALYSE: Frankrigs demokrati er lige så sygt som det britiske. Hverken i Paris eller London er parlamenterne i stand til at skabe folkelig konsensus om nødvendige politikker. Theresa Mays håndtering af Brexit vil sætte dybe spor i årtier. Præsident Macron overlever kun takket være Frankrigs autoritære system.

Den stille privatisering: Dansk velfærd træder ind i en ny epoke

Den stille privatisering: Dansk velfærd træder ind i en ny epoke

Hver syvende nye plejebolig drives af private. Antallet af fri- og privatskoler er højere end nogensinde. Antallet af børn i privatinstitutioner er tredoblet på få år. Danmark er på vej ind i en ny epoke, hvor den private velfærd vil fylde mere, forudser professor.

Over 30.000 børn bliver passet af private

Over 30.000 børn bliver passet af private

Private vuggestuer og børnehaver skyder frem over hele landet i disse år. Hver syvende daginstitution er i dag privat. I nogle kommuner er det op mod halvdelen. Eksperter forudser, at antallet vokser, i takt med at der skal oprettes op imod 6.000 flere pladser årligt.

Flere private plejeboliger til ældre aflaster kommunerne

Flere private plejeboliger til ældre aflaster kommunerne

Hver syvende nye plejebolig i Danmark bygges for private penge og skal drives af private operatører. Det stigende antal ældre er også blevet et marked for millioninvesteringer i private velfærdstjenester. Borgmestre i en stor og en lille kommune hilser de nye byggerier velkommen.

Set, læst og hørt: Rasmus Kjeldahl

Set, læst og hørt: Rasmus Kjeldahl

Mandag Morgen har bedt Rasmus Kjeldahl om tre kulturanbefalinger. Med musik fra unge, upcoming bands, en bog om Europas tilstand og et teaterstykke om parforholdet er der lidt for enhver smag.

Storhedstid for departementschefer

Storhedstid for departementschefer

Hvis en departementschef kan få en for departementet vigtig sag med i et regeringsgrundlag, er det en næsten-garanti for, at en ny minister vil tage sagen videre. Derfor bruger topembedsmændene tiden lige op til et folketingsvalg på at gennemgå såvel skuffesager som organisation.

Tag et opgør med de anonyme donationer

Tag et opgør med de anonyme donationer

KOMMENTAR: Politikere modtager mere offentlig støtte end nogensinde, men alligevel føler flere partier sig berettigede til at skjule deres private donorer. Det er demokratisk betænkeligt.

Regnearksledelsen har fejlet

Regnearksledelsen har fejlet

KOMMENTAR: Problemerne i Skat er et symptom på mange års fejlbehæftet tænkning i den offentlige sektor, hvor regneark udarbejdet af konsulenthuse har fået lov at diktere alt for meget alt for længe. Der er brug for færre konsulenter og mere ledelse.

Endnu en lærerreform, der svigter børn og unge med særlige behov

Endnu en lærerreform, der svigter børn og unge med særlige behov

KOMMENTAR: Uddannelsesministeren har nedsat en kommission, der skal komme med udspil til en ny læreruddannelse. Men der er ikke en eneste ekspert med forstand på specialpædagogik med ved bordet. Et signal om, at ministeren overser et af folkeskolens grundlæggende problemer.

Den demokratiske samtale med politikeren som cybersherif

Den demokratiske samtale med politikeren som cybersherif

En stor del af den politiske debat herhjemme begynder og foregår i dag på politikernes egne profiler på de sociale medier, og dermed er det også i politikernes magt at blokere de brugere, de ikke ønsker, skal blande sig i den demokratiske samtale.

Set, læst og hørt: Marie-Louise Boisen Lendal

Set, læst og hørt: Marie-Louise Boisen Lendal

Mandag Morgen har bedt Marie-Louise Boisen Lendal om tre kulturanbefalinger. Som direktør i den fødevarepolitiske tænketank Frej er hun dybt optaget af bæredygtighed, og det skinner igennem i anbefalingerne, der rummer tanker om kapitalisme, klimakamp og grøn virksomhedsledelse.

Start med at evaluere dig selv som mødeleder

Start med at evaluere dig selv som mødeleder

KOMMENTAR: En vej til at blive en bedre mødeleder er at evaluere sine egne møder på en systematisk måde, mener en af dem, der underviser kommende mødeledere. Det er i foreningen af teori og praksis, at guldet ligger.

Dampen er gået af privatiseringstoget

Dampen er gået af privatiseringstoget

Regeringen drømte for få år siden om at sælge el-, vand- og varmeværker for milliarder. Nu er privatiseringsbølgen bremset op i Danmark og mange andre steder i Europa. Det handler både om politik og økonomi.

Lilleholt: Målet var aldrig at sælge forsyningssektoren til en udenlandsk kapitalfond

Lilleholt: Målet var aldrig at sælge forsyningssektoren til en udenlandsk kapitalfond

Forsyningssektoren skal gøres mindre afhængig af tilskud og mere båret af markedskræfter. Men regeringen har ikke som mål, at der skal sælges ud af sektorens aktiver, fastslår energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt. "Jeg har som minister – og det gælder også regeringen – ingen planer om at blande mig i ejerskabet."

Dueller på analyse og tal afgør forsyningssektorens fremtid

Dueller på analyse og tal afgør forsyningssektorens fremtid

Tænketanke, analyseinstitutter og interessenter på tværs af det politiske spektrum har de senere år bidraget til debatten om forsyningssektorens fremtid med argumenter for og imod involvering af private kræfter. Mandag Morgen kortlægger argumenterne fra et bredt felt af aktører.

Forbrugerejet fjernvarme kan blive centralt for Danmarks grønne omstilling

Forbrugerejet fjernvarme kan blive centralt for Danmarks grønne omstilling

Næsten to ud af tre boliger bliver varmet op af fjernvarme. Det nærmer sig europæisk rekord. Nu opfordrer dansk topekspert til, at vi for alvor bruger fjernvarmen i den grønne omstilling. ”Det bliver dyrere at lade være,” siger Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

Nyt job: Torben Möger Pedersen bliver formand for CBS

Nyt job: Torben Möger Pedersen bliver formand for CBS

Som ny bestyrelsesformand på Copenhagen Business School skal Torben Möger Pedersen i samarbejde med rektor Nikolaj Malchow-Møller forsøge at sikre universitetet en plads blandt verdens bedste erhvervsuniversiteter.

"Den største fare ved maskinerne er at vi bliver som dem"

INTERVIEW: Teknologien byder på enorme gevinster, og hvis ikke vi kaster os ind i udviklingen, bliver vi udkonkurreret af dem, der gør. Men jo mere vores samfund og vi selv præges af teknologien, des mere mister vi af det, som gør os til mennesker og giver mening for os, advarer den tyske fremtidsforsker Gerd Leonhard.

Global topfeminist: Danmark sakker bagud på ligestilling

Global topfeminist: Danmark sakker bagud på ligestilling

INTERVIEW: Verden bliver rigere, sundere og mere sikker, hvis alle regeringer prioriterer ligestilling højere, mener Katja Iversen, leder af ngo'en Women Deliver. Hun skoser Danmark for at svigte ligestilling og for at have misset #MeToo-debatten.

Mødes I – eller holder I bare møder?

Mødes I – eller holder I bare møder?

KOMMENTAR: Møder er et nødvendigt, men ofte også udskældt element på mange arbejdspladser. Som leder er det din opgave at undgå, at subtile udelukkelsesmekanismer, alliancer og snævert fokus på egne agendaer blokerer for, at deltagerne kan samles om en fælles sag.

Ældres ensomhed kan også bygges væk

Ældres ensomhed kan også bygges væk

KOMMENTAR: Hvordan kan velfærdssamfundet bruge filantropiske fonde som en del af løsningen på presserende problemer? Udviklingen af seniorbofællesskaber er et godt eksempel på en opgave, hvor det giver god mening, og på en helt ny form for filantropi.

Et lille job har også ret

Et lille job har også ret

REPORTAGE: Aalborg Kommune inviterede sammen med Fokus Folkeoplysning lokale virksomheder og en håndfuld kontanthjælpsmodtagere på middag hos den socialøkonomiske restaurant Kaffefair. ’Et måltid med mening’ hed aftenen, der gik ud på at finde små deltidsjob til kommunens borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

Politikere er blevet deres egne massemedier

Politikere er blevet deres egne massemedier

Højere partistøtte giver nye kommunikationsmuligheder hos danske politikere, som søsætter egne medier som aldrig før. Det har ændret nyhedernes fødekæde og vil give mere støj ved det kommende folketingsvalg. Måske bliver 2019 valgåret, hvor de traditionelle medier mister magten over dagsordenen.

Europas politikere er trætte af uafhængige journalister

Europas politikere er trætte af uafhængige journalister

Det tyske parti AfD er ved at oprette sit eget mediemæssige war room, hvorfra 20 journalister skal lave partiets egen 'dækning' af livet i Forbundsdagen. I Spanien kan journalisterne ikke længere stille spørgsmål til premierministeren. Uafhængige medier har det svært i mange EU-lande.

Med i maskinrummet: Sådan styrer politikerne dagsordenen

Med i maskinrummet: Sådan styrer politikerne dagsordenen

Danske vælgere foretrækker muligvis stadig tv-mediet i en valgkamp, men det er det, der foregår på politikernes egne kanaler, der afgør debatten, lyder det fra politisk strateg. Når partierne sætter tryk på, kan de dreje dagsordenen i deres retning, og det kan give taletid i medierne.

Mediecheferne: Vi vil sikre transparens

Mediecheferne: Vi vil sikre transparens

Mediernes opgave ved det kommende valg er vigtigere end nogensinde før. Det mærker man ude på redaktionerne, hvor mandskabet oprustes, og øjnene rettes mod sociale medier og risikoen for misinformation.

Set, læst og hørt: Margrethe Vestager

Set, læst og hørt: Margrethe Vestager

Margrethe Vestager serverer tre kulturanbefalinger til Mandag Morgens læsere. Hun kommer blandt andet omkring en oldgræsk tragedie, som hun har genlæst for første gang siden gymnasiet, og en illusionskunstner på Netflix.

Nyt job: Christian Harsløf er ny KL-direktør

Nyt job: Christian Harsløf er ny KL-direktør

Christian Harsløf havner i et af de største og mest betændte politiske brændpunkter, når han tiltræder som direktør for digitalisering og teknologi samt sundheds- og ældreområdet i KL.

Udkantslæge: Her behandler vi ikke patienterne ens

Udkantslæge: Her behandler vi ikke patienterne ens

KOMMENTAR: En læge i Grenaa og en læge i Århus midtby får den samme betaling for at tage sig godt af deres patienter. Men hvis de skal have lige god behandling, kræver det en meget forskellig indsats. Et lægefællesskab i Grenaa har taget konsekvensen og lavet deres egen udligningsordning mellem de stærkeste og de svageste patienter.

Danmark har fået et nyt parti: Velfærdspartiet

Danmark har fået et nyt parti: Velfærdspartiet

KOMMENTAR: Kommunernes Landsforening er blevet så stor en organisation, at den er mere slagkraftig end de fleste politiske partier. Det er ikke nødvendigvis sundt for den demokratiske samtale.