Bag kulisserne i det store klimamagtspil

Imens klimaforhandlerne frem mod COP21 i Paris i december arbejder med at lægge byggestenene til et klimaregime post 2020, udfolder der sig en global armlægning blandt verdens lande. Det er den globale vækstkage, der skal skæres, men hvordan kommer det til at foregå?

Klimaforhandlingerne har deres egen logik, og forhandlerne deres eget sprog, som blot de indviede forstår. Især forhandlingssproget synes til tider fjernt fra den virkelige verden og sært utidssvarende set i lyset af de seneste 20 års globale udvikling og fordeling i vækst og forbrugsmønstre. Derfor er det på nuværende tidspunkt også svært at se konturerne af en kommende klimaaftale ud fra de næsten 90 siders udkast til en aftaletekst med indviklet terminologi og forkortelser, der er blevet sendt i cirkulation. Men den mulige aftale ligger lige under teksten, og den er i det fælles forståelsesrum, som forhandlerne baserer forhandlingerne på.

Uden for forhandlingsrummet gennemføres der i disse måneder en armlægning blandt verdens lande, der ikke kun handler om at redde kloden. Den handler mindst lige så meget om handelsbalancer, tilgang til verdens ressourcer, konkurrenceevne, beskæftigelse og vækst. Og så handler den også om, hvordan man træffer beslutninger globalt, og hvem, der skal bestemme hvad.

For nok forhandles der i et globalt system etableret i efterkrigstiden af de daværende stormagter. Men verden ændrer sig. Klimaforhandlingen er en bold, der ruller mod et nyt globalt beslutningssystem, som bl.a. er determineret af de velfærdsforskydninger og historiske opbrud, som har fundet sted de seneste 60 år begyndende med dekolonialiseringen.

Flere af de store udviklingsøkonomier som Kina og Indien står for en stadig større del af den globale økonomiske aktivitet og globale drivhusgasudledninger. Begge lande argumenterer for, at deres udledninger er en nødvendig konsekvens af bestræbelserne på at sikre fortsat vækst og reduktion af fattigdom i deres befolkninger, ikke mindst i de fattige landregioner. Den vækst er afgørende ikke blot for fattige menneskers tarv, men også for sammenhængskraften i et stort land som Kina.

Omvendt har industrilandene haft store udledninger af drivhusgasser siden 2. Verdenskrig, og de kæmper nu for at bevare arbejdspladser i den globale konkurrence. Her har billig arbejdskraft i udviklingslandene skabt et skift i de globale produktionsmønstre, som særlig skaber et pres på de lavest uddannede i industrilandene.

Alt imens kæmper de fattigste og mest udsatte i Industrilandene for blot at overleve, vel vidende at klimaændringerne vil få vidtstrakte konsekvenser for dem, også selvom der kommer en effektiv aftale post 2020.

Banen er dermed kridtet op mellem udviklingslandene organiseret i G77 på den ene side og EU, en række industrilande og en mindre mellemgruppe med bl.a. Mexico og Schweiz på den anden. Og så er der USA, der er ligningens ubekendte.

Men hvem sikrer fremdrift og ambition?

Intern splid trods fælles fodslag udadtil

EU har traditionelt været en vigtig drivkraft i forsøget på at tøjle klimaforandringerne. Det er EU stadig, men den interne fragmentering er måske mere udpræget nu end tidligere. Nok forhandler EU som samlet blok, men internt er det svært at opnå fælles fodslag.

[quote align="left" author=""]Men der er grænser for det pres, der kan lægges på USA, der jo som global supermagt er en kernespiller i sikkerhedssamarbejde over hele kloden.[/quote]

Hvor Storbritannien har stærke bånd til USA, er Frankrig og Tyskland mere forbeholdne. For Europas to store industriøkonomier handler klimaforhandlingerne også om deres egen nationale industriproduktion og dermed deres eksportmuligheder til ikke mindst det voksende asiatiske marked.

Og så er der de nye transitionsøkonomier i øst, der har svært ved at acceptere, at de nu skal være med til at levere mere end lande som Israel og Singapore. Med optagelsen i EU gik de fra at være transitionsøkonomier med særlig status til at være industrilande, hvilket betyder, at de nu er underlagt et udledningsloft.

På trods af de interne stridigheder er det lykkedes EU at nå til enighed om at spille ambitiøst ind på udledningsreduktion på baggrund af den seneste klima- og energipakke. Men EU bliver hurtigt en usmidig spiller i forhandlingerne, når man insisterer på, at unionens autonomt vedtagne reform skal modsvares af andre store kernespillere. Samme strategi forsøgte EU sig med i Doha-handelsrundeforhandlingerne, som lanceredes i 2001, hvor vanskelige reformer i den europæiske landbrugspolitik med begrænset succes stadig bliver forlangt modsvaret af særlig USA.

Hvor EU tidligere har kunnet regne med støtte fra andre store industrilande, placerer disse sig nu forsigtigt. Japan har tidligere brændt sig på sit værtskab for Kyoto-protokollen, som førte til omfattende forpligtelser for japansk industri, alt imens USA, Kina og Sydkorea stod udenfor. Derfor er det nu det stærke japanske industriministerium, som sidder i forhandlingsstolen.

Canada tilsluttede sig også protokollen, da den blev vedtaget tilbage i 1997, men har haft svært ved at overholde den. Samtidig medfører udvindingen af olie fra sand, at Canada vil have svært ved at overholde en fremtidig aftale, hvis væsentlige mængder af energien og den canadiske konkurrencekraft samtidig skal sikres.

Australien er afvisende og kæmper med udledninger fra deres landbrugseksport og kuludvinding. New Zealand støtter op, men er en smule afventende og vil næppe kunne vende hele industrilandegruppen.

Speget spil i G77

Udviklingslandene er den anden store og meget centrale blok, der traditionelt har stået stærkt over for industrilandene via deres samarbejde i G77. Men udviklingen i den globale økonomi, drivhusgasudledninger og forskydninger i globale magtstrukturer betyder, at lande som Kina, Brasilien, Indien og Sydafrika er blevet markante spillere, som forventes at bidrage reelt til en aftale.

[graph title="COP21: Den globale armlægning om klimaet" caption="Figur 1" align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/c907e-thomas_figur01.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/c5c2e-thomas_figur01.png" text="Den aktuelle armlægning handler dybest set om, hvordan og hvem der træffer fremtidens globale beslutninger. I 2050 vil Indien og Kina have verdens to største økonomier, USA vil være nummer tre, mens ingen europæiske lande forventes at være med i top-10. Den udvikling afspejles ikke i det nuværende beslutningssystem."]Kilde: Mandag Morgen.[/graph]

Da de fattigste og mest udsatte lande har sværest ved at tackle de fremtidige klimaudfordringer og også står over for den største byrde, kunne det synes indlysende, at de hænger på, for at sikre at de store udviklingslande bidrager for derved at mindske effekten af klimaændringerne.

Men sådan hænger FN-verdenen ikke sammen. De fattigste udviklingslande har også brug for de store udviklingslande som Brasilien og Kina til at fremme deres synspunkter, og skønt gruppen tæller lande som Singapore og Saudi-Arabien, som har langt højere BNP end flere lande i Europa, så betyder limen fra det historiske partnerskab i G77, at presset derfra bliver mindre end det, som ville være naturligt.

I 2011 i Durban ved COP17 lykkedes det EU og de fattigste og mest udsatte lande at holde sammen under sydafrikansk lederskab og få lanceret en forhandling frem mod Paris, hvor alle lande bidrager i samme system uden skelen til udviklingsstatus. Men hvor langt udviklingslandene vil presse Kina og andre store udledende udviklingslande, er det helt centrale spørgsmål.

Og selvom man kan tænke på G77 som en elefant på lerfødder, så er den største elefant fortsat USA, for det er notorisk svært at lave klimapolitik i USA, også selvom det er lykkedes Obama at gennemføre klimatiltag gennem anvendelse af de præsidentielle beføjelser. Kyoto-protokollen blev i sin tid afvist af Senatet, og en ny global aftale bliver svær at få igennem den republikansk dominerede kongres med de fornødne to tredjedele af stemmerne. Den amerikanske administration har prøvet at skabe en ventil i form af liberalisering af handel med miljøvenlige produkter. Det er aftalt i samarbejdsorganisationen for Asien og Stillehavet, APEC. Nu presser USA og EU på for det samme i Verdenshandelsorganisationen, WTO. De industrirestriktioner, som indføres gennem klimatiltag, skal opvejes af nye markedsmuligheder.

USA og Kina i samme sandkasse

USA har det traditionelt svært med FN og multilateralt samarbejde. Men i den konkrete sag handler det ikke mindst om job og amerikansk livsstil og den skæve amerikanske handelsbalance i forhold til Kina, som USA kræver underlagt samme forpligtelser.

Det har især Kina svært ved at acceptere – det har de øvrige udviklingsøkonomier også – men det har de fattigste lande også. De forventer, at USA går forrest. Og det er svært for EU og andre industrilande ikke at kræve det samme over for et land, som de seneste mange år har udledt mest og samtidig holdt sig selv uden for det globale samarbejde med klare økonomisk horisontale mål for reduktion af drivhusgasser.

Men der er grænser for det pres, der kan lægges på USA, der jo som global supermagt er en kernespiller i sikkerhedssamarbejde over hele kloden, og som samtidig finansierer en række store udviklingsaktiviteter i netop de fattigste og mest udsatte lande på kloden. Samtidig er USA ledende i Verdensbanken og andre klimafinansieringsfora, hvor omfanget af finansiering oftest etableres på baggrund af en første indmelding fra USA, som resten af donorlandene så lægger sig i forlængelse af.

Med forhandlingsmandatet fra COP17 i Durban ophørte opdelingen af verdens lande i en industrilandegruppe og en udviklingslandegruppe. Det betyder, at Kina og USA nu er i samme sandkasse. Spørgsmålet er så, hvad det betyder i forhold til reduktionen af de globale drivhusgasudledninger, hvor meget det vil ændre forhandlingsdynamikken, og dermed hvor let eller svært, alt efter øjnene der ser, det bliver at skabe fælles fodslag.

De reduktioner, som indmeldes fra verdens lande på baggrund af deres nuværende indsatser, vil akkumuleret ikke være tilstrækkeligt til at nå det fælles, globale mål.

Vil det lykkes EU og verdens fattigste og mest udsatte lande at presse industrilandene og de store udviklingsøkonomier til at løfte ambitionsniveauet? Kan man lave en aftalekonstruktion, som USA vil kunne ratificere, og som alle andre vil synes er ambitiøst nok?

Det handler selvfølgelig først og fremmest om mål for reduktion af drivhusgasser, men også om overholdelse, rapportering og måling og nok endnu vigtigere om at finde den mekanisme, der kan levere endnu flere reduktioner for at nå det fælles, globale mål.

Det er det springende punkt, vi nu spændt venter på, at klimaforhandlerne skal blive enige om frem mod COP21 i Paris.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Forrige artikel Tre strategier, der tegner fremtidens journalistik Næste artikel Den fremragende lærer fortjener hyldest
Pisk til 15-årig gjorde Europas menneskeret dynamisk

Pisk til 15-årig gjorde Europas menneskeret dynamisk

ANALYSE: Den omdiskuterede såkaldte ’dynamiske fortolkning’ af menneskeretten har fundet sted så længe, at de fleste har glemt, hvordan den opstod. Mandag Morgens Europaredaktør tager dig fire årtier tilbage til en sag om en 15-årig britisk skoledreng, der blev dømt til korporlig afstraffelse i Storbritannien.

Socialministeriets regnemodeller er ikke retvisende

Socialministeriets regnemodeller er ikke retvisende

KOMMENTAR: Hvis investeringer i sociale indsatser skal give allerstørst gevinst, så er det de yngste børn og tidlig indsats i familierne, der skal satses på. Derfor er det også bekymrende, at netop de investeringer nedtones i Socialstyrelsens nye regnemodel, som kan blive afgørende for, hvor det offentlige fremover lægger pengene.

Kinas rivende udvikling kræver nye svar fra Danmark

Kinas rivende udvikling kræver nye svar fra Danmark

Danmark er nødt til at reagere offensivt på, at Kina lige nu tager stormskridt på den teknologiske front, siger topforskere, der er tilknyttet Akademiet for Tekniske Videnskaber. Vi kan begynde med et opgør med den kollektive blinde vinkel mod Kina, lyder et bud.

Medicinrådet blåstempler ny medicin for millioner

Medicinrådet blåstempler ny medicin for millioner

Efter det første års arbejde har Medicinrådet anbefalet 25 af 35 undersøgte lægemidler som standardbehandling på sygehusene. De 15 af anbefalingerne skaber dog ingen eller kun lille merværdi for patienterne. For "gavmildt" lyder kritikken fra sundhedsøkonom, der efterlyser nyt grundlag for Medicinrådets vurderinger.

Ny analyse: Iværksættere giver erhvervsikonerne baghjul

Ny analyse: Iværksættere giver erhvervsikonerne baghjul

Virksomheder, der er under 20 år gamle, tegner sig for 50 pct. af værdiskabelsen i Danmark, viser ny analyse fra DI, som selv kalder undersøgelsen en mytedræber. Nye virksomheder har mere fleksibilitet og er bedre til at innovere, siger forsker.

Analyse af gener åbner for personlige diagnoser

Analyse af gener åbner for personlige diagnoser

Stærkt specialiserede virksomheder tilbyder nu så omfattende analyser af det enkelte menneskes genom, at de kan sætter navn på de gener, der forårsager bestemte sygdomme. Prisen for analyser af genomet og diagnose svinger mellem 20.000 og 30.000 kr. per patient.

Tysk virksomhed: Skræddersyet medicin er fremtiden

Tysk virksomhed: Skræddersyet medicin er fremtiden

I dag kan ordet cancer være et forvarsel om en tidlig død. Om 20 år vil kun de færreste dø af kræft. Sådan lyder visionen fra en af verdens største farmaceutiske virksomheder, Roche. Gensekventering og big data er nøglen.

Stram så op på etikken

Stram så op på etikken

KOMMENTAR: Danske virksomheder er ikke så hvidskurede, som vi gik og troede. Når nogen præsterer en kynisk forretningsmoral, bryder de tilliden og samfundskontrakten her til lands.

Er det snart slut med de absurde gyldne håndtryk?

Er det snart slut med de absurde gyldne håndtryk?

ANALYSE: Topchef efter topchef forlader virksomheder med gyldne håndtryk, selv om de er ansvarlige for skandaløs ageren. Google er slået ind på en ny kurs, og det kan der være gode økonomiske grunde til. I Danmark er spørgsmålet, hvordan Danske Bank vil vise, at de har forstået alvoren.

Andelstanken er en spændetrøje for landbrugets grønne omstilling

Andelstanken er en spændetrøje for landbrugets grønne omstilling

ANALYSE: Mens globale frontløbere i fødevareindustrien investerer i udvikling af kunstigt kød og plantebaserede alternativer til produkter fra dyr, tøver Danish Crown og Arla. Det er kun naturligt, når nu ejerne lever af at opdrætte dyr til fødevareproduktion. Men det kan blive et problem.

Sådan knuste 'Tropernes Trump' sandheden i det brasilianske valg

Sådan knuste 'Tropernes Trump' sandheden i det brasilianske valg

KOMMENTAR: Den nyvalgte brasilianske præsident Jair Bolsonaros valgkamp formåede at fabrikere sin egen virkelighed gennem velkoordineret brug af sociale medier til at misinformere offentligheden for at vinde valget - et valg, der blev et eksempel på, hvordan politiske sejre opnås gennem viralitet.

Dansk startup: Lad medarbejderne stille diagnosen i din virksomhed

Dansk startup: Lad medarbejderne stille diagnosen i din virksomhed

Det lyder næsten for letkøbt. Lad medarbejderne stille spørgsmål til hinanden og øg sandsynligheden for din strategi bliver gennemført. Men bag det, der umiddelbart virker banalt, ligger en dyb viden om spørgsmålets natur, som ny virksomhed efter millionindsprøjtning satser på at udbrede.

Til svinekongres med fremmedgjorte landmænd på rente-coke

Til svinekongres med fremmedgjorte landmænd på rente-coke

REPORTAGE: Bæredygtighed skal løfte danske svineproducenter ud af mudderet. Men en dyb afhængighed af lave flexrenter og en voksende fremmedgørelse truer det stolte danske erhverv. ”Landbrugskulturen er død,” mener en svineproducent. Mandag Morgen har været på svinekongres i Herning.

Dansk landbrug melder pas på kødrevolutionen

Dansk landbrug melder pas på kødrevolutionen

Danmarks animalske fødevareindustri er produktiv, men den er ikke bæredygtig i klimamæssig forstand. Og spørgsmålet er, hvor længe den er det i økonomisk forstand. En gigant som Danish Crown risikerer at misse kapløbet om fremtidens fødevarer.

Laboratorie-bøffer har kurs mod verdens kølediske

Laboratorie-bøffer har kurs mod verdens kølediske

Hollænderen Mark Post præsenterede i 2013 verdens første laboratoriefremstillede hakkebøf. Nu har store tyske og schweiziske koncerner investeret godt 55 mio. kr. i selskabet Mosa Meat, der i 2021 sender de første reagensglasbøffer i handlen.

Hvad skal landbruget nu leve af?

Hvad skal landbruget nu leve af?

Klimaforandringerne truer en række erhverv på deres eksistens, bl.a. hele kødindustrien. Det kan tvinge dansk landbrug til at nytænke, hvad det skal leve af i fremtiden. Danish Crown har taget udfordringen op og kan blive rollemodel.

Kommunerne råder over 3.500 sengepladser til syge

Kommunerne råder over 3.500 sengepladser til syge

Syge danskere ender stadig oftere i en kommunal sygeseng. Faktisk råder landets borgmestre nu over flere sengepladser, end der står på samtlige sygehuse i en typisk dansk region. For en del af patienterne betyder det brugerbetaling og dårligere kontrol med kvaliteten af behandlingen. 

Topmødet for dem der tror på eksponentielle teknologier

Topmødet for dem der tror på eksponentielle teknologier

REPORTAGE: Ved Singularity University Summit i Stockholm i sidste uge blev deltagerne bombarderet med præsentationer om de nyeste teknologier, og hvordan de radikalt vil forandre tilværelsen på kloden – og i rummet – lige om lidt. Men der var også plads til indlæg og diskussion om de sociale og politiske konsekvenser.

Briterne vil indføre en skat på digitale giganters omsætning

Briterne vil indføre en skat på digitale giganters omsætning

Briterne vil nu indføre en indføre en skat, som direkte er møntet på de globale digitale giganter. Danmark var sidste efterår med til at bremse et lignende forslag fra EU-kommissionen, men selvom EU-forslaget har flere mangler, er det dog bedre end ikke at gøre noget, mener både SF’s Lisbeth Bech Poulsen og Mellemfolkeligt Samvirke.

”Verdens lykkeligste organisation! Har I tabt sutten?”

”Verdens lykkeligste organisation! Har I tabt sutten?”

KOMMENTAR: Hvis du vil udvikle din organisation, er du nødt til at hjælpe medarbejderne med at styrke deres selvbevidsthed og velvære. Det er på én gang den vanskeligste, mest komplekse og mest givende ledelsesudfordring, du vil møde.

Gode råd til nye iværksættere fra en gammel hund

Gode råd til nye iværksættere fra en gammel hund

LARS THINGGAARD: I løbet af efteråret har jeg oplevet en imponerende dristighed og frygtløshed blandt iværksættere i danske universitetsmiljøer. Men jeg tror også, de kan lære et par ting af en gammel hund. Her er mine råd til tidens fremadstormende kuld af millennial-iværksættere.

Apple er oplagt køber af Tesla

Apple er oplagt køber af Tesla

KOMMENTAR: Efter en tur i rutschebanen kan det ende med, at Tesla bliver en del af noget større. For måske venter Apple i kulissen. Et opkøb vil være en god løsning på mange af Apples udfordringer med udviklingen af en elektrisk bil.

Klog brug af data gør Amazon stærk

Klog brug af data gør Amazon stærk

KOMMENTAR: Amazon har gennem en nærmest manisk fokus på at gøre livet nemmere for kunden, udviklet sig fra at være verdens største boghandler til verdens største detailhandelsplatform.

Velfærdsfesten er forbi

Velfærdsfesten er forbi

Politikere fra både røde og blå partier kæmper om at love mere og bedre velfærd. Men væksten i velfærdsudgifterne målt pr. indbygger har ligget på et stort rundt 0 siden 2010. Intet tyder på, at det bliver meget anderledes de kommende år.

Løkke mangler 16 milliarder til velfærd

Løkke mangler 16 milliarder til velfærd

Et stigende antal børn og ældre de kommende år parret med borgernes forventninger til velfærd vil udløse en kæmpe milliardregning og sluge hele Løkkes økonomiske råderum. KL’s formand efterlyser debat om, hvordan Danmark skal indrette sit velfærdssamfund fremover.

Sundhed er politikernes darling – og vi får mere for pengene

Sundhed er politikernes darling – og vi får mere for pengene

Partierne i både rød og blå blok prioriterer sundhed højt. Og det kan ses på udgifterne. Hver eneste dansker betaler nu i snit 19.300 kr. om året for at finansiere landets sundhedsvæsen. Det er over 1.500 kr. mere end for bare 10 år siden. Men vi får også mere sundhed for pengene.

Ældreboom giver større udgifter men mindre hjælp

Ældreboom giver større udgifter men mindre hjælp

Selv om antallet af ældre stiger, er der nu på årsbasis skåret 6,4 millioner hjemmehjælpstimer væk siden 2008. På få år er udgifterne faldet med 6.000 kr. pr. ældre trods politikernes løfter om værdighedsmilliarder og bedre hjemmehjælp.

Skoleelever og studerende betaler velfærdsregningen

Skoleelever og studerende betaler velfærdsregningen

Siden folketingsvalget i 2015 har sundhed fået 4 mio. kr., og gymnasierne mistet 1 mio. – hver dag. År for år bliver der afsat færre penge pr. elev i folkeskoler og gymnasier samt pr. studerende på universiteter og professionshøjskoler. Ingen ved dog, om det påvirker kvaliteten.

Ledelseskonsulent: Alle firmaer bør have to direktører

Ledelseskonsulent: Alle firmaer bør have to direktører

En af verdens førende ledelseskonsulenter, Alex Osterwalder, forsøger i ny bog at opklare, hvordan etablerede firmaer bliver ved med at forny sig. En del af løsningen kan være en todelt ledelse samt modet til at begå masser af fejl.