Annonce

Bank til bonusordninger

1. februar 2010 kl. 11.04

Direktører og bestyrelsesmedlemmer i banker kan se frem til mere regulering af deres bonus- og aktieordninger. Det er den internationale trend, og den er også nået til Danmark.

Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen kom i sidste uge med et regeringsudspil om “forsvarlig aflønning” i den finansielle sektor. Hun foreslår, at bonus og aktieoptioner tilsammen kun må udgøre op til halvdelen af den samlede lønudbetaling. Dansk Folkeparti vil sætte andelen ned til 30, mens Socialdemokraterne vil helt ned på 20 pct.

Reaktionen er forventelig, fordi netop bonusordninger og aktieoptioner i offentlighedens øjne er lysende klare eksempler på grådighedskulturen i bankverdenen. Men uanset om et endeligt kompromis vil tillade bonus og optioner på 30,35 eller 40 pct., skal indgrebet først og fremmest tilfredsstille offentlighedens krav om mådehold.

To andre elementer i forslaget er langt vigtigere. Dels skal mindst 60 pct. af bonus - udbetalingene gøres afhængige af indtjeningen over tre år frem for som nu et enkelt. Dels skal banker fremover oplyse kunderne om det, hvis deres medarbejderes løn afhænger af salgets omfang.

Bankerne og Finansrådet vil helst være fri for stramme bindinger, og Nordea har meddelt, at man på grund af den internationale konkurrence vil udbetale 2,8 milliarder kr. i bonusser. Det er dog tvivlsomt, at bankerne kan holde sig fri af regulering.

Lene Espersens forslag er kun et forvarsel om den regulering, der venter bankerne i de kommende år. I forbindelse med Nationalbankens screening af danske bankers sundhedstilstand, pegede nationalbankdirektør Nils Bernstein på behovet for en fremtidig regulering, der stiller krav til både egenkapitalens størrelse og ikke mindst dens kvalitet.

Internationalt er de nye Basel-regler omsider på vej. Konsolideringen under og efter krisen har dog gjort flere banker så store, at et sammenbrud i én bank stadig kan sende chokbølger gennem den globale finansverden. I USA er præsident Obamas modtræk et forslag om tvungen opsplitning i mindre, muligvis regionale enheder.

Og forleden gav selv den engelske centralbankchef Mervyn King sin opbakning til radikale bankreformer. Så måske er den moralsk drevne bonusdebat blot et forspil til mere systemiske indgreb?

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026