”Det, vi ikke har magtet at gøre gennem en generation, kan vi ikke løse efter tre timers møde på Marienborg.”

Lars Løkke Rasmussen formulerede den forestående mission meget præcist efter det ene af sidste uges to store topmøder om flygtningekrisen – statsministerens eget civilsamfundstopmøde på Marienborg torsdag og EU-topmødet i Bruxelles aftenen i forvejen.

Og han har fuldstændig ret. I tre årtier har vi diskuteret integration, ligesom skiftende regeringer har lanceret talrige planer for at skaffe flere flygtninge og indvandrere i arbejde, for at få flere nydanskere til at tage en uddannelse og for at bekæmpe de massive problemer i ghettolignende boligområder. Alligevel er det ikke lykkedes at få bugt med de mange problemer.

Under halvdelen af indvandrerne i Danmark fra ikke-vestlige lande som Somalia, Irak og Syrien har et arbejde i dag. Knap halvdelen af førstegenerationsindvandrerne forlader fortsat skolen uden nogen af de mest basale kompetencer til at kunne tage en ungdomsuddannelse eller begå sig på arbejdsmarkedet. Der er stadig massive problemer i mange af landets udsatte boligområder, så unge efterkommere bliver fastholdt i et mønster præget af arbejdsløshed, kriminalitet og fejlslagen social kontrol.

[quote align="right" author=""]Der er milliarder at hente, hvis vi kan forbedre det danske samfunds evne til at integrere nydanskerne på arbejdsmarkedet.[/quote]

Ud over de bedrøvelige menneskelige omkostninger ved et liv på sidelinjen, koster den mislykkede integration samfundet milliarder af kroner. Dermed står det også klart, at rummet for forbedringer er markant. Der er milliarder at hente, hvis vi kan forbedre det danske samfunds evne til at integrere nydanskerne på arbejdsmarkedet.

Lars Løkke Rasmussen fortjener derfor al mulig ros for at tage initiativ til det store civilsamfundsmøde på Marienborg i sidste uge. Ikke siden Anders Fogh Rasmussen indkaldte til et topmøde om integration i 2004, har en dansk statsminister stået i spidsen for et tilsvarende projekt.

At topmødet foregik på et bagtæppe af løftebrud og massiv kritik af regeringens nye lave integrationsydelse fra mange af de parter, som var inviteret med på Marienborg, er en påmindelse om, at statsministeren først for ganske nylig har besindet sig på, at integrationen skal lykkes. Løkkes løfter fra valgkampen om straksopbremsning af asylsøgere og klare afvisning af en europæisk løsning på flygtninge- og migrantkrisen klinger hult i disse dage. Men det må ikke få ham til at slingre væk fra sin nyudstukne kurs – for Danmark har brug for offensiv integrationsindsats.

Nu må vi så se, hvor mange af forslagene fra topmødet på Marienborg, regeringen agter at føre ud livet. Men torsdagens topmøde giver alt andet lige grund til optimisme, fordi Danmark har et stort behov for en ny fælles forståelse og et nationalt kompromis om at styrke integrationen. Udgangspunktet skal være klart: I stedet for at se på flygtninge og indvandrere som en byrde, bør de betragtes som en ressource.

Som Mandag Morgen skriver i denne uge, er der allerede en stribe virksomheder og kommuner, der har vist fremragende integrationsresultater, som andre kan lade sig inspirere af. Servicegiganten ISS har vist, at mangfoldighed på arbejdspladsen kan føre til bedre resultater på bundlinjen. Busselskabet Arriva er et andet eksempel. Og hos den succesrige fynske møbelfabrikant Carl Hansen & Søn glæder man sig over, at syrere udfylder de jobs, som man ikke kan finde danske medarbejdere til.

[quote align="left" author=""]I dag synes det integrationssystem, flygtninge skal igennem, nærmest at være indrettet på at gøre flygtninge til klienter.[/quote]

På den kommunale front kan landets kommuner med fordel lade sig inspirere af Vejle Kommunes erfaringer med såkaldte branchepakker og af Furesø Kommunes ambitiøse, konkrete målsætninger og gode resultater på området.

Men der skal meget mere til. I dag synes det integrationssystem, flygtninge skal igennem, nærmest at være indrettet på at gøre flygtninge til klienter.

Når en asylansøger har fået et positivt svar på sin ansøgning om asyl, skal borgeren ikke længere bo på et asylcenter, men i en af Danmarks 98 kommuner. På samme måde som enkelte kommuner arbejder med at skabe et match mellem flygtninge og eksisterende jobåbninger på det lokale arbejdsmarked, burde Udlændingestyrelsen arbejde for at skabe et match mellem flygtningenes kompetencer og arbejdsmarkedets behov, når de fordeler flygtningene til de enkelte kommuner. Det sker desværre ikke.

Rigsrevisionens stikprøvekontrol af fordelingen af flygtninge viser, at Udlændingestyrelsen kun i en af stikprøvens 66 sager tillagde job og uddannelse betydning. Det er en falliterklæring i en tid, hvor der er et stigende behov for arbejdskraft rundt omkring i landet.

I Region Hovedstaden er der eksempelvis mangel på tømrere, mens det ikke er tilfældet i Region Sydjylland. Ud fra den viden giver det ingen mening at sende håndværkere til Sydjylland, når der er brug for dem i Hovedstaden.

Der er med andre ord brug for en ny tilgang til, hvordan flygtninge skal fordeles, så Udlændingestyrelsen i langt højere grad end i dag bygger fordelingen på en nødvendig afklaring af flygtningenes kompetencer og ønsker og så matcher den med lokale jobåbninger.

Kompetenceafklaringen kunne med fordel allerede ske på asylcentret. Opgaven kan være kompliceret, da det langt fra sikkert, at den enkelte flygtning har fået sit uddannelsesbevis med i tasken. Kompetenceafklaringen bør derfor omfatte konkrete og praktiske test af hver enkelt flygtnings kompetencer, så man ved, hvad de kan.

[quote align="right" author=""]Kun hvis vi på forhånd opfatter flygtninge som ressourcer, kan vi sige, at vi har designet systemet rigtigt.[/quote]

Forudsætningen er, at vi ikke opfatter en flygtning som et problem eller en byrde, men som en ressource – en person med et uforløst potentiale. Kun hvis vi på forhånd opfatter flygtninge som ressourcer, kan vi sige, at vi har designet systemet rigtigt.

Som det er i dag, tager vi ikke udgangspunkt i deres kompetencer men udelukkende i problemet med at finde en bolig til dem. På den måde spilder systemet en masse talent og påfører dermed samfundet betydelige fremtidig omkostninger. Og det sker på et tidspunkt, hvor man kan notere sig, at Danmark er afhængig af indvandring for at opretholde befolkningstallet. Borgere af dansk oprindelse er ikke længere i stand til – eller villige til – at reproducere sig selv, og samtidig betyder den længere levetid, at stadig større grupper af danskere ikke er aktive på arbejdsmarkedet.

Danmark skal designe et system, der sender flygtninge i arbejde. Nu må det være op til Folketinget at følge op med de love og bekendtgørelser, der understøtter integrationen – i stedet for at modarbejde den.

I Finland har Dansk Folkepartis søsterparti Finnernes Parti accepteret, at de kommende års integration af et stort antal flygtninge har en pris. Partiet sidder med i landets liberal-konservative regering, og det har sagt ja til både at sænke grænsen for, hvornår der skal betales topskat og at øge topskatteprocenten. Skattestigningerne betegnes som midlertidige og gælder for to år, men det viser en pragmatisme, man kunne savne herhjemme.

Også andre steder i Europa bød sidste uge på optakten til en ny begyndelse. Den kom, da det luxemburgske EU-formandskab i samråd med EU’s polske præsident Donald Tusk med stor beslutsomhed gennemtvang en afstemning blandt EU-landene om en kollektiv fordeling af 120.000 flygtninge, der allerede er i Europa. Fire østeuropæiske lande – Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Rumænien – blev nedstemt, hvilket på den ene side er helt efter reglerne i Lissabontraktaten, men også er en klar markering af, at en kollektiv løsning af Europas flygtningekrise kommer til at gå via overførsel af national suverænitet fra de nationale hovedstæder til Bruxelles.

[quote align="left" author=""]Fordelingen af 120.000 flygtninge er kun er et lille skridt i den rigtige retning. Med de nuværende flygtningestrømme skal der langt mere til. [/quote]

Også der burde det være åbenlyst, at fordelingen af 120.000 flygtninge kun er et lille skridt i den rigtige retning. Med de nuværende flygtningestrømme skal der langt mere til. Men nu er vi da begyndt.

Ved onsdagens topmøde i Bruxelles vedtog de 28 EU-lande samtidig en række tiltag, hvoraf flere var direkte rettet mod den håbløse situation, der hersker i de såkaldte ”nærområder” omkring det borgerkrigshærgede Syrien. Her lider Libanon, Jordan, Irak og Tyrkiet under presset fra flere end fire millioner syriske flygtninge.

Danmark, Tyskland og en række andre EU-lande har netop i år beskåret deres finansielle bidrag til fødehjælpen kraftigt, selvom alle eksperter har gjort det klart, at der er brug for det stik modsatte. I artiklen på side 12 retter fire eksperter en hård kritik mod de politiske sværmerier for at fastholde flygtningene i nærområderne uden samtidig at ville give tilstrækkelig økonomisk hjælp. Politikerne aner ikke, hvad de taler om, når de snakker om nærområder, lyder det eksempelvis fra Søren Jessen-Petersen, tidligere vicehøjkommissær i FN’s flygtningeorganisation UNHCR.

Den akutte fødevarehjælp er kun en lille del af den massive økonomiske støtte, Europa bliver nødt til at yde Libanon, Jordan og Tyrkiet, hvis man vil gøre sig håb om at holde flygtningene i nærområderne. Der bliver brug for massiv støtte til udbygning af infrastruktur som skoler, sundhedsvæsen og meget andet i de berørte lande, fordi flygtningene skal være aktive borgere i de lande, hvor de skal tilbringe år, indtil krigen i Syrien forhåbentlig får en ende.

Det positive er, at politikere i både Danmark og Europa i sidste uge tog de første små skridt i den rigtige retning. EU-landene er for alvor begyndt at søge kollektive løsninger. Og i Danmark har statsministeren valgt at gå i dialog med de mange samfundsaktører, der i årevis har talt for en styrket integrationsindsats. Vi mangler fortsat at se, at Venstre lukker helt ned for den menneskeforagtende og økonomisk uholdbare løsning, Dansk Folkeparti foreslår: indespærring af flygtninge i lejre i årevis. Det vil gøre flygtninge til passive og nedbrudte klienter i flere generationer. Integration er løsningen, og selvom der er lang vej endnu, er vi i det mindste begyndt.