Bæredygtighed Blødende bilindustri foran kolossal omstillingsproces Finanskrise og klimakrav skaber helt nye konkurrencevilkår Benzinslugerne er sat på ophørsudsalg Den globale bilindustri styrtbløder, og regeringer i USA og Europa diskuterer i disse dage milliardstore hjælpepakker, der skal redde de største producenter fra afgrundens rand og bane vej for en mere bæredygtig bilindustri. Imens bombarderer Toyota verdens største bilmarked, det amerikanske, med landsdækkende tv-spots for klassiske benzinslugere til spotpriser. Det er ikke et varsel om benzinbilens renæssance, men er tværtimod et desperat forsøg på at rydde hylderne for gårsdagens teknologi, hvor salget styrtdykker. Det vurderer en af verdens førende bilforskere, dr. Paul Nieuwenhuis fra Cardiff Business School over for Ugebrevet. “Alle redningsplaner i virksomhederne og fra regeringerne sættes nu ind på at accelerere en bæredygtig udvikling, ” siger han. En ny generation af innovative selskaber som Tesla Motors, norske Think Global og Project Better Place er på vej til at nytænke køretøjets funktion og design, og deres bud på klimarigtige biler kan blive rygraden i det 21. århundredes bilindustri. Finanskrisen, klimakrisen og det økonomiske magtskifte fra USA til de nye vækstøkonomier i Kina og Rusland vil i de kommende år vende op og ned på konkurrencevilkårene i bilindustrien og få fornyelsen til at accelerere, viser Mandag Morgens analyse af markedet.