Turismens fyrtårne: Biodiversitet skal gøre Randers til turistmagnet
Med 60.000 indbyggere, en beliggenhed lidt uden for Århus og en lang historie som industri- og handelsby er der ikke meget, der gør Randers til en oplagt international turistdestination.
Det er ikke desto mindre, hvad Randers Regnskov har ambitioner om at blive. Under navnet Planet Randers er planen at skabe verdens største zoologiske have med et naturområde på mere end 750 hektar og et indendørs udstillingsareal svarende til 10 fodboldbaner. Forhåbningen er at tiltrække ca. 1 millioner besøgende hvert år. Det vil ikke bare styrke turismen i Region Midtjylland, men også den generelle vækst i området. Alene anlægsfasen forudses at skabe 1.600 arbejdspladser, mens byggeriet står på.
- Forventet årligt besøgstal: 909.000 personer
- Forventede anlægsudgifter: 1.568 millioner kr.
- Forventet årlig omsætning: 285 millioner kr.
- Forventede indtægter (regionalt): 230 millioner kr.
- Forventet overskud pr. år: 24 millioner kr.
Finansiering:
- Lån: 785 millioner kr.
- Privat og offentlig funding: 783 millioner kr.
I virkeligheden er zoologisk have en misvisende betegnelse for det projekt, der er på tegnebrættet. Tanken er at skabe en naturbaseret aktivitets- og oplevelsespark, hvor der også er konferencefaciliteter, spise- og overnatningsmuligheder samt en lang række aktivitetsmuligheder – f.eks. et badeland i direkte øjenhøjde med delfiner og krokodiller.
Samlet set skal det enorme naturområde skal formidle Danmarks landskab og biodiversitet fra istiden til fremtiden. Det sker i en række scenarier, hvor uddøende dyrearter og plantesorter ”vækkes til live”. Gamle husdyrracer, europæiske bisoner og asiatiske elefanter – nære slægtninge til de oprindelige europæiske skovelefanter – vil være blandt de dyr, fremtidens turister kan se græsse i deres “naturlige” element. Dyrene skal ikke blot være til skue, men vil spille en aktiv rolle i områdets fødevareproduktion og naturpleje.
Naturområdet skal bl.a. vise, hvordan Danmark havde set ud, hvis naturen aldrig var blevet påvirket af mennesker. ”Jeg er ikke vild med udtrykket zoologisk have, hvor dyr løsrives fra deres naturlige element. Jeg vil hellere bringe dyrenes natur og kultur med til Randers,” siger direktør for Randers Regnskov, Henrik Herold.
Centralt i projektet er en enorm ellipseformet bygning, der får navnet World Dome. Den vil blive opbygget som et ”verdenskort”, hvor de besøgende vil kunne opleve biodiversitet fra alle klodens klimazoner.
Nye alliancer
Henrik Herold ser først og fremmest projektet som et erhvervsudviklingsprojekt med oplevelsesøkonomi og bæredygtighed som de drivende kræfter.
Det kan også bane vej for nye samarbejdsalliancer. Han forestiller sig f.eks. et samarbejde med Friland A/S og Dyrenes Beskyttelse om at formidle bæredygtig produktion af kød. En forskningsfrilandsgård og et bryggeri er også del af planerne.
”Det er et projekt for alle os, der går op i biodiversitet. Folk er inviteret til at deltage med deres specielle kompetencer. På den måde bliver mulighederne uendelige,” siger Henrik Herold.
Randers Kommune og Region Midtjylland ser et stort potentiale i Planet Randers. En turismeanalyse viser, at Regionen samlet set sakker bagud med turismen.
"Vi skal derfor have en række fyrtårne, hvor Planet Randers bliver et af dem," sagde regionsrådsformand Bent Hansen, da regionen besluttede at støtte Planet Randers med 10 millioner kr. Også den naturbevarende Aage V. Jensens Naturfond, der ejer en stor del af projektområdet i Gudenådalen, har allerede støttet Planet Randers ved at stille jord til rådighed for bisonprojektet. Der er dog endnu lang vej til de 1,6 milliarder kr., som projektet samlet er budgetteret til.
Frem til Turismens vækstkonference d. 30. maj offentliggør Mandag Morgen i samarbejde med partnerne i projektet Destination Danmark en række bud på nye innovative fyrtårnsprojekter, der har potentialet til at skabe fornyet vækst i turisterhvervet. På konferencen, som du stadigvæk kan tilmelde dig, overrækkes en pris til det bedste projekt.
Projekterne vurderes bl.a. ud fra parametrene som:
- Vækstpotentiale
- Indflydelse på regional udvikling
- Innovationsniveau
- Realiserbarhed
- Uniqueness og "reason to go"
Du har muligheden for at kommentere projektet i kommentarfeltet herunder, hvor du også kan komme med dine forslag til, hvad der skal til, for at projektet kan udvikles til en driver for ny vækst.
Rambøll Management, der har analyseret de økonomiske potentialer og forudsætninger, anbefaler at faseopdele projektet, da det vil give personerne bag Planet Randers bedre arbejdsvilkår til at udvikle koncepterne og iværksætte løsningerne, efterhånden som finansieringen kommer på plads.
”Det er svært at få udviklet det perfekt fra start. Vi har et hav af ideer, men det vil tage rigtig mange år at få dem udført,” siger Henrik Herold.
Udviklingen af udendørsarealet er allerede i gang. Første fase er udført med aktiviteter på 130 hektar, hvor bl.a. de europæiske bisoner græsser. Lige nu arbejder Planet Randers på en ny stor udstilling – ”Tidsrejsen” – en oplevelsesportal til området, som højst sandsynligt åbner næste år.
World Dome vil formentlig blive inddelt i flere byggefaser. Tidspunkterne for disse faser vil være afhængig af finansieringen. Randers Regnskov arbejder gennem de næste tre år på at færdigudvikle projektet og modne det yderligere til fundraising.





