Effektivt bureaukrati kan være langt vigtigere end lave skatter og medlemskab af Euroland, når man skal tiltrække investeringer fra store internationale koncerner. Det er den umiddelbare lære af en af de hidtil største udenlandske investeringer i Danmark - Biogens beslutning om etablering af en stor biotekvirksomhed ved Hillerød. Ifølge Biogens direktør, Paul J. Coleman, var det først og fremmest stor effektivitet og gejst hos danske myndigheder og Copenhagen Capacity, der sikrede Danmark sejren over syv andre kandidatlande. “Danskerne var hver gang ekstremt hurtige. Deres oplysninger var relevante og detaljerede trods meget snævre tidsfrister. Og så var de, nok så væsentligt, til at stole på,” siger Paul J. Coleman. “Hvis det er standarden, så får I mange udenlandske investeringer,” fastslår han og afkræfter dermed udbredte teorier om, hvad der gavner og skader Danmarks evne til at tiltrække investeringer: Hverken skatten, euroen eller udlændingedebatten spillede nogen rolle i praksis.