Blå triumf og rødt chok

Det dårligste kommunalvalg…igen

Socialdemokratiet. Av, av, av, Mette Frederiksen. Det var ventet, at Socialdemokratiet ville gå tilbage og miste nogle af sine 44 borgmesterposter. Men at nederlaget skulle blive så stort – og partiet tabe så mange borgmesterposter – er overraskende og må give statsministeren dybe panderynker forud for næste års valg til Folketinget.

Vælgerflugten i de store byer begyndte allerede ved seneste kommunalvalg. Den er fortsat ved dette valg, men rammer nu også hårdt i de mindre og mellemstore provinsbyer og landdistrikter, hvor partiet er gået tilbage.

Det er Socialdemokratiets dårligste kommunalvalg for anden gang i træk. Det kommer oven i partiets hidtil dårligste valg nogensinde til Europa-Parlamentet sidste år. Og samtidig bløder partiet vælgere efter dannelsen af SVM-regeringen i 2022.

I takt med at de trofaste S-kernevælgerne fra 68-generationen dør ud og partiet notorisk har svært ved at få fat i de unge vælgere – som i stedet søger over til SF, Enhedslisten og Liberal Alliance – giver valgresultatet anledning til dyb selvransagelse i S-toppen.

Socialdemokratiets største ydmygelse er naturligvis det nærmest episke nederlag i København, hvor partiet for første gang i over 100 år taber overborgmesterposten. Det rammer Mette Frederiksen ekstra hårdt, da hun også har investeret stor personlig kapital ved at sætte sin tætte veninde Pernille Rosenkrantz-Theil ind som spidskandidat.

Men også tabet af borgmesterposter i store byer og traditionelle fæstninger som S-næstformanden Marie Stærke i Køge, Fredericia, Randers, Frederikshavn og Gladsaxe samt formandsposten i Region Midtjylland svider langt ind i den socialdemokratiske sjæl.

Der er få lyspunkter. Anders Winnerskjold i Aarhus og Christina Krzyrosiak Hansen i Holbæk er to af dem.

Men siden Mette Frederiksen overtog formandsposten i Socialdemokratiet for 10 år siden, har ingen sat spørgsmålstegn ved hendes lederskab. Det har været fuldstændig uantastet. For man skifter naturligvis ikke en statsminister. Men snakken i baglandet om tiden efter Mette Frederiksen bliver nu intensiveret.

Overraskende triumf

Venstre. Det kom ikke som den store overraskelse, at Venstre gik tilbage ved kommunalvalget. Det er fjerde kommunalvalg i træk med tilbagegang.

Efter opdelingen af Venstre i tre partier – med Lars Løkke Rasmussens Moderaterne og Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne som de nye spillere på banen – lå det ligesom i kortene, at partiet ville gå tilbage.

Men at det alligevel skulle lykkes at blive det største borgmesterparti, øge antallet af borgmesterposter markant til foreløbig 39 styks og måske sætte sig på alle formandsposter i de tre regioner vest for Storebælt er overraskende og en triumf for Venstres to topfolk – Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose.

De kan prise sig lykkelige for de mange stærke lokale partiorganisationer med stor erfaring i det politiske magtspil ved nattens konstitueringer. Det banede vej for en række magtskift rundt omkring – som i Fredericia, Frederikshavn, Kolding, Vejen, Næstved, Furesø, Vordingborg og på Bornholm.

Troels Lund Poulsen havde en meget beskeden ambition om, at Venstre fortsat skal være det største borgerlige parti efter valget. Det lykkedes. Ikke overraskende. Men nu er det også blevet det største borgmesterparti.

Når valgfesten er forbi og champagnen drukket, så bør Venstres strateger dog nok også nærlæse valgresultatet. For vælgermæssigt fik partiet trods alt et historisk dårligt kommunalvalg. Og i takt med at Venstre taber vælgere ved valg efter valg bliver det sværere og sværere at bevare de mange borgmesterposter.

Derfor bør valget også give selvransagelse hos Venstre forud for det kommende folketingsvalg, og hvor det står til et endnu større nederlag. Trods den imponerende borgmesterfangst.

Nederlag forklædt som sejr

De Konservative. Som en af de eneste partiledere havde De Konservatives Mona Juul sat et meget ambitiøst succeskriterium for dette valg. Partiet skulle have mindst 14 borgmesterposter ligesom ved seneste valg.

Det grinede mange af. Men det lykkedes. Endda over al forventning. Foreløbig med 16 borgmesterposter.

Efter at partiets fik sit bedste valg i flere årtier tilbage i 2021 med 15,2 procent af stemmerne – det var på toppen af Søren Pape Poulsen-bølgen – gik det ikke overraskende lidt tilbage til 12,7 procent ved dette valg.

Men endnu engang beviste De Konservative, at de mestrer konstitueringerne som få.

Partiet forsvarede sine stærke højborge som Sofia Osmani i Lyngby-Taarbæk, Michael Fenger i Gentofte og Michael Ziegler i Høje-Taastrup. Men det lykkedes ikke at generobre Frederiksberg.

Andre K-borgmestre som Morten Slotved i Hørsholm, Jan Riber Jakobsen i Aabenraa og Kenneth Gøtterup i Dragør kan også se frem til fire år mere på tronen. 

Samtidig erobrede partiet nye bastioner i Egedal og på Læsø.

Valget har styrket Mona Juul, og hun kan nu fokusere fuldt ud på det kommende folketingsvalg og mulige minister-taburetter.

Syvende valgsejr i træk

SF. Pia Olsen Dyhr og SF fik som ventet et rigtigt godt valg.

Det er ikke lige så godt som Villy Søvndahls jordskredsvalg i 2009 med 14,5 procent af stemmerne. Men tæt på. Og med 11,1 procent var det en pæn fremgang på 3,5 procentpoint i forhold til sidst.

Valget store historie er naturligvis overborgmesterposten i København, hvor Sisse Marie Welling snupper posten for næsen af Enhedslistens Line Barfod og Socialdemokratiets Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det er en kæmpe triumf for Pia Olsen Dyhr. Og selvfølgelig også for Sisse Marie Welling.

Men også borgmesterposterne i Hvidovre, Gladsaxe og Randers er gode sejre for partiet. Og i Lejre kuppede SF endda borgmesterposten på trods af et borgerligt flertal.

SF er traditionelt et byparti. Det fik stor fremgang i storbyer som København, Aarhus, Odense og Aalborg og andre af landets største byer. Men også i de mindre byer og landområder har SF høstet nye mandatgevinster.

Det er Pia Olsens Dyhrs syvende valgsejr i træk på tværs af folketings-, kommunal- og Europa-valg. Det er ganske imponerende. Det giver selvtillid til et parti, som ikke længere ønsker blot at stå i skyggen af Socialdemokratiet. Det viser, at SF kan favne bredt. Og med sejren er kursen nu sat mod mulig regeringsdeltagelse ved næste valg.

Kommunalt gennembrud

Danmarksdemokraterne. Inger Støjbergs partisoldater stormede som ventet ind i mange byråd og kommunalbestyrelser især i det jyske.

Partiets hårdnakkede modstand mod jernmarker og vindmøller, og dets klare udmeldinger om vækst i udkantsområder og stram udlændingepolitik, taler til taler mange vælgere.

Det var Danmarksdemokraternes debut ved et kommunal- og regionsvalg og partiet endte med at få 4,7 procent af stemmerne.

Partiformand Inger Støjberg forsøgte ganske vist at nedtone forventningerne til, at partiet også ville erobre en eller flere borgmesterposter. Det var måske meget klogt. Det gør Mads Fuglede kanonvalg i Ringkøbing-Skjern og erobringen af partiets første borgmesterpost endnu større.

Støjberg kan glæde sig over, at partiet deltager i rigtig mange konstitueringer mange steder i landet og nu kan se frem til øget indflydelse de kommende fire år.

Sejr.. og nu videre

Liberal Alliance. Den massive nationale medvind til Alex Vanopslagh og Liberal Alliance slog kun delvist igennem ved valget.

Ganske vist fik partiet en flot fremgang fra de beskedne 1,4 procent ved seneste valg og kun ni mandater til nu 5,5 procent. Men det er langt fra de cirka 12 procent, som partiet står til ved de nationale meningsmålinger og som gør det til det største parti i blå blok.

Liberal Alliance har aldrig helt rimet på kommunalvalg. Og partiets relativt svage kommunale lokale organisering, sammenlignet med andre magtpartier, kom atter til udtryk ved dette valg.

Det stillede denne gang op med dobbelt så mange kandidater som ved seneste valg. Det er også med i mange konstitueringer rundt omkring i landet.

Mikkel Dams overraskende borgmesterpost i Faxe, med en bred aftale lige fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti – og uden Venstre og Socialdemokratiet – er naturligvis en stor triumf. I flere kommuner fik partiet tocifrede stemmeandele. Og partiets første borgmester nogensinde, Emil Blücher i Solrød, ser også ud til at kunne forsvare sin post.

Nu kan Alex Vanopslagh skrive en ny valgsejr på sit i forvejen succesfulde politiske CV – og dermed rette sit fulde fokus på hans næste store politiske mål: Folketingsvalget i 2026.

Tæt på og så alligevel…

Enhedslisten. Det var tæt på. Endnu engang blev Enhedslisten det største parti i København. Men trods partiets fantastiske valg ser Line Barfod ud til at tabe slaget til SF’s Sisse Marie Welling om overborgmesterposten.

Allerede ved seneste valg bragede Enhedslisten igennem på Bornholm, Frederiksberg og i København og blev alle tre steder større end Socialdemokratiet. Men dengang blev partiets samlede fremgang på landsplan trukket af flotte valg i få kommuner.

Ved dette valg ser partiet ud til at have bidt sig mere fast. Det opnår stort set samme resultat som ved seneste valg. Men det helt store scoop, overborgmesterposten i København, udeblev.

Ramte bølgen

Dansk Folkeparti. Politik handler ofte om at ramme den rigtige bølge. Det må man sige Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti gjorde ved dette valg.

Vi skal ikke mange måneder tilbage i tiden, før Morten Messerschmidt blev dømt ude af mange kommentatorer. Men han har trodset enhver modstand og har på kort tid formået at genrejse Dansk Folkeparti.

Det slog også i gennem ved dette valg. Partiet fik med 5,9 procent af stemmerne – en fremgang på 1,8 procentpoint – sin første sejr ved et kommunalvalg i 12 år og er en del af konstitueringen mange steder i landet.

Nu ser det heller ikke denne gang ud til, at Dansk Folkeparti får en borgmesterpost. Det var der heller ikke mange, der havde forventet. Men valget har vist, at Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti er en mand og et parti i fremdrift.

Status quo

De Radikale. Det blev et okay valg for Martin Lidegaard og De Radikale. Partiet fik stort set lige så mange stemmer som ved valget for fire år siden, selv om flere målinger havde spået en tilbagegang.

Frank Jensen bevarede borgmesterposten på Fanø. Med lidt mere held i sprøjten ved nattens konstitueringer kunne partiet måske også have få en eller to borgmesterposter mere. Men sådan skulle det ikke går.

Nu kan Matin Lidegaard sætte fuld fokus på næste års valg til Folketinget.

Ingen nåde for debutanterne

Moderaterne. Det blev næppe den debut for Moderaterne, som Lars Løkke Rasmussen havde håbet. Mens en anden debutant – Danmarksdemokraterne – bragede ind i byrådene mange steder med stor succes, fik Moderaterne blot 1,3 procent af stemmerne.

Partiets manglede lokale forankring blev udstillet, og trods Lars Løkkes imponerende evner som campaigner i en valgkamp, formåede han ikke at løfte partiet for alvor.

Størst gevinst er der måske i Helsingør, hvor Løkkes søn, Bergur Løkke Rasmussen, netop fik det 13. og afgørende mandat og banede vej for et magtskifte.

Moderaterne er i høj grad et enmandsparti. Det er båret af Lars Løkke. Og klarer han ikke spærregrænsen ved det kommende folketingsvalg, risikerer de nyvalgte seks mandater på tværs af landet at få en meget svær valgperiode.