Hverken regeringen eller VK-blokken har indtil videre fundet de valgtemaer, der flytter stemmer. Det vurderer professor Jørgen Goul Andersen, Aalborg Universitet, bl.a. med udgangspunkt i en lang række undersøgelser af vælgernes reaktionsmønstre. Samtidig identificeres de temaer, som antagelig kunne styrke chancerne hos begge fløje. De seks bløde velfærdfærdstemaer, som Poul Nyrup Rasmussen anslog med sin erklæring i torsdags, vil samlet set hverken skade regeringen eller hjælpe den til at fastholde magten. Især velfærdstemaerne vurderer Goul Andersen, “er ilde valgt”. Regeringen kan næppe få vælgerne til at tro, at den kan skaffe plads til alle på arbejdsmarkedet, og tankerne om børnefamilierne lyder dyre og luftige. Nyrups bedste chance ligger derimod i at portrættere sig selv som garanten for en fortsættelse af gode økonomiske tider - samt at Danmark i modsætning til en række andre lande er i stand til at kombinere velfærd og stærk velstand. De borgerliges naturlige mærkesager passer også dårligt med de almindelige vælgeres oplevelse af samfundets aktuelle problemer. Derimod har de borgerlige fået en stor chance med Marianne Jelveds planer om en ny skattereform, der er egnet til at skabe utryghed i almindelighed og blandt husejere i særdeleshed. Også voldstemaet kan sandsynligvis anvendes til at underbygge et borgerligt tema gående på utrygheden ved Nyrup. Ugebrevet Mandag Morgen afdækker samtidig optakten til de socialdemokratiske velfærdsudspil - udspil, der er forberedt igennem længere tid. Problemet er blot, at de tilsyneladende ikke er færdigudviklede.