Blog COP15 Dag 10: Guide til den indre COP-logik

Når COP15 i de sidste tre dage forvandles fra et klimamøde til et topmøde med ankomsten af mere end 100 statsoverhoveder, så indebærer det en række fordele - men også mange uforudsigelige risikomomenter. Præsidenterne og statsminstrene kan risikere at vælte rundt i forhandlings-logikken som elefanter i en glasbutik.

COP’er er normalt miljøministrenes territorium. Det er helt usædvanligt at præsidenter og statsministre blander sig i selve forhandlingerne, og det skaber en ny og for klimatopmøder helt ukendt dynamik i de kommende dage i Bella Center. En dynamik som skaber nervøsitet langt ind i formandskabet og delegationerne.

Statsoverhoveder har mange styrker i en forhandling om et geo-politisk spørgsmål som klima. Men de har også en række mangler, som kan skabe masser af uro i den sidste fase af forhandlingerne – og som det danske formandskab efter bedste evner prøver at dæmme op for.

Statsoverhoveder kender i mange tilfælde ikke den historiske kontekst omkring klimaforhandlingerne, som har stået på i 15 år og derfor har udviklet sin helt egen COP-logik. Hvis man ikke forstår denne logik, så risikerer man nemt at skabe flere problemer end løsninger. Der til kommer at alene de tekniske og juridiske forhold omkring COP’erne er ekstremt komplicerede.

I slutfasen afleveres stafetten i forhandlingerne fra miljøministrene og deres omfattende delegationer af eksperter til regeringscheferne, som ofte foretrækker at tage deres egne klima-ambassadører med ind til bordet. De færrest statsoverhoveder vil have deres miljøminister siddende ved deres side, og dermed stilles der ekstremt store krav til regeringschefernes evner og situationsfornemmelse - og til den briefing, de får´af miljøministrene. At det kan gå galt er der masser af eksempler på.

Tunge etiske, moralske og historiske forhold spiller en hovedrolle under COP’er, og det er derfor vi allerede nu har set delegationslederen fra Tuvalu græde i plenarforsamlingen, dramatiske udbrud fra G77-landenes ledere og Den Afrikanske Union samt meget stærk retorik fra bl.a. USA. Nogle af de særlige COP-logikker er:

• Skyld og gæld: De klimaforandringer, vi ser nu og vil se i årtier, skyldes historisk set udledninger der relaterer sig til den industrielle revolution og dermed den vestlige verdens nuværende velstand. Derfor taler mange u-lande om den rige verdens ”klimagæld” og historiske, globale skyldsspørgsmål. Noget som b.la. amerikanerne afviser blankt.
• (U)Retfærdighed: Paradokset er at klimaændringer først og fremmest rammer de fattige regioner, dvs Afrika, Asien og de lavtliggende østater, som ikke er ”skyldige” i de nuværende problemer. Og det er voldsomme kræfter, der er på spil. Det handler om adgang til drikkevand, oversvømmelser, ringere afgrøder og vækst i sygdomme som malaria. I nord – f.eks. i Danmark – har global opvarmning faktisk en række positive konsekvenser.
• De sammenhængende kriser: Global opvarmning er ikke én krise, men en fundamental krise, som er snævert forbundet med de øvrige globale kriser vedrørende fødevarer, sikkerhed, energiforsyning, ressourcer, fattigdom og sundhed. Klimakrisen er på mange måder ”alle krisers moder” og kan kun løses ud fra en holistisk tilgang.
• Fortid vs fremtid: Hvem har det største ansvar – og skal dermed pålægges de største byrder? Dem, der historisk har haft de største udledninger, nemlig USA, Japan og EU? Eller dem, der får de største udledninger fremover, nemlig Kina, Indien, Brasilien og Mexico?
• Tillid vs mistro: Nord og syd står stejlt overfor hinanden, når det gælder forpligtelser. U-landene fastholder at i-landene skal forpligtes juridisk på at nedbringe deres udledninger, ligesom det skete med Kyoto-protokollen. Samtidig mener mange af dem ikke, at de selv skal forpligtes - i hvert fald ikke i første fase (se ”Skyld og gæld”). I-landene vil have i hvert fald de store udviklingslande – bl.a Kina, Indien – forpligtet til at handle så hurtigt som muligt.

Et skoleeksempel på, at statsoverhoveder ikke nødvendigvis forstår ovenstående var ”Den danske tekst”, som var udarbejdet i Statsministeriet, og som skabte ravage i den første uge. Den respekterede ikke tilstrækkeligt COP-logikken, og blev derfor anledning til bandbuller fra u-landene og en tumultarisk start på COP’en. Først og fremmest fordi den ikke refererede til Kyoto-protokollen eller andre juridiske mekanismer, som pt er u-landenes garanti for at de ikke bliver kørt over af u-landene. Enhver ”COP-minister” ville have kunne forudse dette.

U-landenes reaktion giver endnu en særlig COP-forhindring: En klimaaftale skal have opbakning fra alle verdens lande for at virke. Kina og USA kan ikke bare blive enige om løsningerne i enerum, selvom de står for 40% af de globale udledninger, da det bl.a. vil medføre konkurrenceforvridning, hindre at der sættes en global pris på udledninger og dermed kan skabes et globalt kvotemarked. Det vil ligeledes medføre risiko for  ”CO2-lækage”, hvor udledningerne flytter til sektorer og regioner, der ikke er omfattet af regelsættene.

[quote align="right" author="USA's chefforhandler Todd Stern om G77s udvandringer"]Vi har ikke meget tid, ok? Uret tikker, det er et timeglas, der er ved at løbe ud. Alt den tid, der mistes, er ikke hjælpsom. Jeg mener, det har en pris[/quote]

Og dermed er vi lige vidt, da CO2 indvirker på vores fælles atmosfære og ikke kun f.eks. USA og Kina.
Efter nogle dages nedtur vandt COP’en ny vind tirsdag ved en usædvanlig åben og direkte pressekonference med Connie Hedegaard og Yvo de Boer.

De to førerhunde noterede sig, at ”man kan trække hesten til truget, men ikke tvinge den til at drikke”, og at landene nu må vise tilstrækkeligt lederskab til at enes på 5 centrale områder, der er blevet opridset på denne blog mange gange: Udviklingslandenes CO2-reduktioner (under Kyoto), langsigtet finansering af tlpasning og reduktioner i u-landene, 2050 målet for udledninger, udviklingslandenes reduktioner og handels spørgsmål, særligt forslaget om en global afgift på skibsbrændstof.

De to gjorde det klart, at der ikke er tid til svinkeærinder. Ministrene skal arbejde målrettet for at nå det. Yvo de Boer:  ”Der er stadigvæk en enorm mængde arbejde foran os, hvis vi skal levere det som befolkningerne rundt omkring i verden forventer, at vi leverer […] Hvis verdens ledere skal være i stand til at rejse hjem til dem, der valgte dem, og sige, at de gjorde, hvad de skulle”.

Dagens nyhed var at Japan tilbød at betale 1/3 af de 10 milliarder dollar i opstartshjælp til u-landene (samme beløb som EU). Dermed ligger presset på USA, som forventes at komme med deres bud en af de nærmeste dage. 

Dagens konflikt er, at Kinas forhandlingsleder i et interview med Financial Times har sagt, at Kina ikke under nogen omstændigheder vil tillade, at udefrakommende institutioner tjekker de kinesiske tal for udledninger. Det er en stor torn i øjet på USA, hvor senatet ikke kunne drømme om at indgå en aftale, hvor de ikke kan tjekke om Kina rent faktisk reducerer deres udledninger, som de siger de gør. Der er ikke meget tillid mellem de to at bygge på.