Blog COP15 Dag 11: Mytteri på Titanic

Torsdag morgen, mens disse linier skrives, er klimatopmødet i dyb krise. Hvis ikke der hen over natten er opnået en række afgørende kompromisser mellem først og fremmest det danske formandskab og u-landene, som gør det muligt at få en reel forhandling i gang, sejler COP15 som et Titanic mod isbjerget. De sidste 24 timer har der været optræk til mytteri, eftersom u-landene nægter at acceptere den kurs, som kaptajnen – Lars Løkke Rasmussen – har udstukket.

Sus gennem pressecenteret

Journalisterne i COP15-mediecenteret havde en festdag i går. Fra morgenstunden var der dramatiske historier at sende hjem til redaktionen, og det fortsatte hele dagen, mens topmødet balancerede på kanten af krise. Først ramte ikke-nyheden om at Connie Hedegaard trådte tilbage og overlod formandskabet til Lars Løkke Rasmussen. Den skabte et sus i pressecenteret, hvor erfarne, danske miljøjournalister rejste sig op og løb i retning mod plenarforsamlingen. Det gik dog langsomt op for pressen, at der var tale om ren procedure.

Dernæst blev  den nye COP-formand, Lars Løkke Rasmussen, forhindret af plenarforsamlingen i at holde sin åbningstale. Brasilien og derefter en række andre lande krævede procedure-spørgsmål taget op. Det danske formandskab havde proklameret fra morgenstunden at et nyt udkast til en aftale ville blive præsenteret, hvilket fik en række lande til – højst uortodokst – at protestere. De mente at en dansk tekst var utidig, og at der i stedet burde diskuteres ud fra de bestående tekster fra de to forhandlingsspor – som enhver ved aldrig kan blive til en aftale om et par dage. Læs onsdagens forløb udførligt beskrevet i Justin Gerdes daglige Brief fra COP15.

Knald eller fald

Atmosfæren i Bella Center var elektrisk med rygter, og i kulissen stormede Connie Hedegaard – der nu ikke er låst til formandsstolen – rundt og forsøgte at overbevise Kina, Mexico, Brasilien, Sudan og en række andre lande om at det papir, Danmark vil lægge frem, reflekterer de to forhandlingsspor – inklusive Kyoto-protokollen, som u-landene klynger sig til – men at der er brug for et nyt grundlag at snakke ud fra.

Samtidig gjorde formandskabet det klart, at der ikke er tid til at diskutere procedure. Der skal forhandles.

Danmark tilbageholder stadigvæk klogelig kompromisforslaget - indtil der er rimelig garanti for, at det ikke vil resultere i endnu en procedure-diskussion. Det er knald eller fald – teksten skal modtages konstruktivt. Ellers er det destruktivt for mulighederne for at nå et reelt resultat.

Forløbet afspejler at det ellers så roste danske formandskab er røget ind i en massiv tillidskrise. En række af parterne kritiserer Danmark – og især statsministeren – for ikke at kunne håndtere processen.  Helt ind i de europæiske delegationer er der uro over at Danmark ikke har formået at lægge en klar proces frem.

Bag det hele ligger en efterhånden 10 dage gammel historie, nemlig den lækkede såkaldte ”Danske tekst”, som Guardians spraglet klædte klimajournalist, John Vidal, skrev om  første gang på COP’ens dag 1. Teksten rider formandskabet som en mare, fordi den er blevet et symbol på at det danske formandskab ikke respekterer forhandlingernes historik.

Her til morgen lød der signaler fra Kina om at en reel aftale er ude af sigte pga striden med u-landene.

Den danske tekst og deraf følgende kritik af formandskabet er blevet u-landenes trumfkort, og den bruges til at markere meget tydeligt at prisen for at u-landene accepterer et kompromis bliver meget, meget høj. Her snakker vi om den såkaldt langsigtede finansiering, dvs de penge, som u-landene fik lovning på på COP13 på Bali fremt il 2020.

Det er aftalt at pengene er forpligtende, sikre og er ”additionelle”, dvs kommer oveni andre penge, f.eks. udviklingsbistand. Et forslag er f.eks. at en procentdel af de penge, der handles i et kvotesystem automatisk overføres til u-landene via FN.

Og det bliver formentlig i sidste ende pengene, der kommer til at afgøre det hele. Hvis i-landene er villige til at lægge betydelige pengebeløb på bordet, så vil det formentlig virke fremmende på u-landenes pragmatisme i forhold til i-landenes forpligtelser.

I løbet af aftenen og natten udviklede der sig da også en snigende enighed mellem EU, Japan og medlemmerne af Den Afrikanske Union med Etiopien i spidsen om netop penge. EU har meldt ud at 100 milliarder dollars om året i 2020 er målet, og det har den etiopiske forhandlingsleder overraskende signaleret er OK. På trods af at beløbet er ca. 4 gange mindre end hvad Afrika hidtil har krævet. Også Japan ser ud til at være villig til at yde deres.

Det er den slags kompromisser, som der er desperat brug for torsdag - og som også er mulige med Wen Jiabao, Obama, Singh, Lula, Merkel og Medvedev rundt om bordet.