Blog COP15 Dag 12: Det muliges kunst

Verdenssamfundet holder vejret, mens 119 statsoverhoveder i dag parkerer deres flåde af limousiner udenfor Bella Center. Der er kun ét punkt på dagsordenen: Den sidste dags forhandlinger skal levere en ny, global aftale, der bremser global opvarmning og sætter verden på en bæredygtig kurs.

Aftenen og natten igennem har en række arbejdsgrupper under Connie Hedegaards koordinering forsøgt at gøre næsten det samme som to års forhandlinger siden COP13 på Bali ikke er lykkedes med: At sy de væsentligste, indbyrdes afhængige elementer fra de to forhandlingsspor sammen til et kludetæppe, som kan udgøre en meningsfuld, politisk ramme.

Opgaven er monumental, men det er uhyre væsentligt at konstatere at den er mulig. Det kan lade sig gøre.

Hvis alle statsoverhoveder går til øvelsen med pragmatisk sind og indgår få og svære, men vigtige kompromiser, så er en Copenhagen Accord, der sigter mod et 2 graders mål, indenfor rækkevidde.

Dagens blog vil fokusere på mulighedsrummet. Læs et udførligt referat af torsdagens højdramatiske forløb på Justin Gerdes daglige nyhedsresume.

Mulighedsrum 1: Flere analyser, bl.a. fra IEA, det Internationale Energi Agentur, har onsdag og torsdag peget på, at de mest positive tal, der lige nu er på bordet, samlet reducerer  verdens CO2-udledninger i 2020 med 40 gigaton. Det videnskaber siger, at vi skal nå, er 44.5 gigaton. Der mangler altså ca. 10%, men det er altafgørende 10%. De udgør forskellen på et 2 graders scenarie og et 3 graders scenarie i en ikke fjern fremtid. Og 3 grader er en global naturkatastrofe af uoverskuelige dimensioner.

Hvis EU øger sit tilbud om reduktioner fra 2%0 til 30%, hvis USA og de øvrige rige lande yder lidt mere og  hvis Brasilien, Indien, Kina og Mexico indvilliger i at være mere mere ambitiøse mht at energieffektivisere deres vækst – så er vi i mål på det vigtigste parameter.

Mulighedsrum 2: Den anden helt afgørende knast er finansiering, især den langsigtede finansiering i 2020 og frem, hvor der skal rejses betydelige milliardbeløb. Og der viste Dag 11 sig at være et godt eksempel på forhandlingens uforudsigelige dynamik. Hele verden har sukket efter, at USA hev tegnebogen frem - og i går skete det højst overraskende.

Hillary Clinton meddelte at USA er med på sin broderpart af 100 milliarder dollars årligt i 2020, hvilket fik de amerikanske journalister i pressecenteret i Bella til at gispe efter vejret. Kritik var der forventeligt masser af, men her taler vi altså om et land, der er lammet af økonomisk krise og arbejdsløshed – og som alligevel leverer. Dermed er et kompromis muligt, eftersom den afrikanske union har signaleret at de er villige til at overveje lavere beløb and dette.

Mulighedsrum 3: Kina og USA står stejlt overfor hinanden. Kina kræver flere reduktioner af USA. USA kræver kontrol med Kinas CO2-regnskab. Fredag var der også bevægelse her – i hvert fald på den ene side. Kina signalerede, at der var ”noget at tale om” mht kontrol med deres udledninger.

Udenlandsk finansierede projekter som f.eks. de såkaldte CDM-projekter, som Kina er storspiller i, og andre lignende tiltag kan godt verificeres. Det er den anden indrømmelse fra Kina på to dage (den anden var at de ikke forventede en del af den økonomiske støtte til u-landene). Obama kan næppe levere flere reduktioner i form af et mål, men USA kan toppe deres procenter ved f.eks. at købe masser af skovbevarelse i Brasilien, Indonesien og Congo – hvilket helt klart er taktikken.

De tre mulighedsrum dækker tre af de allermest afgørende områder for at få en god, politisk aftale, og kan udgøre et skelet for koordineret, global kamp mod klimaændringer. Det er ikke perfekt. Men det er muligt.

Facit er, at det handler om lederskab. Om at verdens ledere kan gå i dialog, lytte, lære, indgå kompromiser og tilgodese andet end snævre, nationale interesserer. Kan man forestille sig at 119 statsledere mødes i det samme rum  for a af verdens største problemer – og lederskabet udebliver?

Den udslagsgivende faktor kan her blive en joker, som hidtil ikke har fået megen opmærksomhed: Nemlig det folkelige mandat. At vælgere over hele verden ganske enkelt forventer, at deres ledere viser mod og evne til at levere varen uanset diskussioner om videnskaben. Der er investeret massivt med politisk troværdighed i en aftale. Og en løs hensigtserklæring slipper statslederne næppe af sted med .

Som en leder fredag i Financial Times – ikke verdens mest økoflippede medie - udtrykte det: Det vil være skamfuldt, hvis det mislykkedes. Det vil betyde, som Mandag Morgen skrev på COP’ens førstedag, at så har vi et helt andet og større problem: Nemlig at verdenssamfundet ikke er i stand til at løse helt afgørende problemer.
Læg særligt mærke til på Dag 12:

Præsident Obama og premierminister Wen Jiabao – vil de komme verden til undsætning og paradoksalt nok blive klimaets helte?

Klokken 18 er deadline, hvor det traditionelle familiefoto skal tages, men det må forventes at forhandlingerne trækker ud, muligvis til lørdag formiddag.