BLOG COP15 Dag 5: Stillehavets Anholt sætter dagsordnen

Den polynesiske ø-stat Tuvalu demonstrerer virkelig i disse dage at det ikke er størrelsen det kommer an på.

Øen er ca. lige så stor som Anholt og lægger jord til verdens fjerdemindste befolkning (ca. 11.000 mennesker). Men under klimaforhandlingerne har dens dygtige delegation påkaldt sig verdens opmærksomhed, og deres udspil vil også præge de kommende dages forhandlinger.

På fjerdedagen af COP15 skabte Tuvalu ravage ved at kræve en aftale, der sigter mod et 1½ grads mål i stedet for det gængse 2 graders mål. Dermed påpeger de et faktum, som vi alle sammen helst ignorerer: At det såkaldte 2-graders-mål, som i årevis har ligget til grund for forhandlingerne om en ny klimaaftale, og som bliver betragtet som en stor sejr,  i virkeligheden er en politisk normalisering af en lille klimakatastrofe med ødelæggende konsekvenser. En temperaturstigning på 2 grader i den globale gennemsnitstemperatur i forhold til pre-industrielt niveau vil ifølge FN medføre:

• 5-10 % nedgang i kornproduktionen i tropisk Afrika
• 40-60 % flere mennesker i Afrika udsættes for malaria
• Op til 10 mio. flere mennesker berøres af oversvømmelse ved kysten
• Stor risiko for at dyr i Arktis uddør. For eksempel isbjørnen og ren
• Afsmeltningen af Grønlands indlandsis risikerer at nå et balancepunkt, hvor processen ikke kan vendes. Det vil på lang sigt føre til, at havene kan stige med 7 meter.
• Begyndende risiko for at Golfstrømmens transport af varmt vand kollapser
• Begyndende risiko for at den vestantarktiske is-kappe kollapser

For beboerne på Tuvalu er truslen nærværende. Intet punkt på øen er mere end 5 meter over havoverfladen, og tidevandsbølgerne er ofte på 3 meter over vandstand. Blot en mindre stigning i vandstanden vil medføre, at øernes beboere må evakueres.

[quote align="right" author="Todd Stern, amerikansk chefforhandler"]Jeg kan ikke lide at love noget, jeg ikke har I lommen.[/quote]

At få et 1½ graders mål ind i en aftale er en umulighed, hvilket Tuvalu udmærket ved, men ved at rejse debatten, få en lang række af de mindst udviklede lande til at støtte den og dermed næsten lykkes med at afbryde forhandlingerne opnåede Tuvalu to ting: At sende et kraftigt signal til de rige lande om at prisen for en global aftale er høj. Men også – hvilket ikke nødvendigvis er til Tuvalus fordel – at splitte u-landenes gruppe, de 134 lande i G77.

Sagen er at Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika og andre store udledere i G77 ved, at hvis 1½ grad skal nås, så pålægger det alle store udledere byrder. 1½ grader kan på ingen måde kun nås af de rige lande. I 2030 vil ¾ af verdens CO2-udledning komme fra udviklingslandene.

Fjerdedagen bød da også på et forsøg fra netop disse fire lande på at sætte dagsordenen. Deres udspil indeholdt dog ingen markante overraskelser, og fik relativt lidt opmærksomhed, selvom de fire lande står for 40 af verdens samlede udledninger.  Opmærksomhed fik derimod Kinas imposante chefforhandler, Xie Zhenhua, der som følge af et ekstremt pinligt koks i FNs procedurer to gange er blevet afvist ved Bella Centers registrering. Den slags diplomatiske forviklinger er ikke noget, der møder forståelse i Kina, der bragte sagen op i plenarforsamlingen under forhandlingerne.

I et eksklusivt interview med Reuters gjorde Xie det bl.a. klart at Kina forventer at den rige verden reducerer udledninger med 40% i 2020 (10 gange mere end USA har spillet ud med) og yder mellem 1 og 1½% af deres BNP i støtte til den fattige verden i stedet for de beløb, der nu er på bordet. Nemlig de beløb, som Yvo de Boer, FNs klimachef,  på sit daglige pressemøde gav udtryk for at der nu er enighed om at de rige lande vil yde: 10 milliarder dollar i støtte hvert år i 2010, 2011 og 2012 som en slags opstartskapital.

Som skrevet på bloggen i går ventes der med en blanding af nervøsitet og spænding på resultatet af EU’s topmøde – ikke mindst mht finansieringsdelen.

Yvo de Boer kunne også meddele at ministrene er begyndt at ankomme, og at Madam President (Connie Hedegaard) på lørdag vil lave den såkaldte stock taking, altså gøre status over forhandlingerne for at vurdere tilrettelæggelsen af slutspillet.