Blog COP15 Dag 6: Spirende succes - i hvert fald på Google
At ”Copenhagen” denne uge ligger højere på søgemaskinen Googles Hot Topics-liste end den åbenbart særdeles aktive golfspiller Tiger Woods) er på mange måder sigende for et topmøde, som lørdag ligner en spirende succes.
Der er stadigvæk store kløfter mellem landene, men en række begivenheder fredag tyder på at verdenssamfundet er på vej til - for første gang i historien - at tackle en alvorlig, global udfordring i samlet trop.
- ”Madam President”, COP15-minister Connie Hedegaard, laver lørdag stocktaking, den første sikre strømpil for hvordan forhandlingerne kan ende
- At være eller ikke være: Kronprins Frederik mødes på Kronborg Slot med det globale erhvervslivs top til Copenhagen Climate Councils store COP15-event
- FNs klimachef Yvo de Boer, der nok er mest berømt for at bryde sammen i gråd på talerstolen under COP13 i Bali, Indonesien, var decideret glad, da han og Connie Hedegaard holdt pressemøde og kunne fortælle at forhandlingerne udvikler sig positivt.
- EU’s regeringschefer enedes – efter klassisk europæisk natte-roderi – om at yde en tredjedel af de 10 milliarder dollars i ”starthjælp” til u-landene, men straks efter gjorde flere lande det klart, at de er villige til at forhøje indsatsen, hvis andre rige lande er med på den. EU-cheferne blev yderligere enige om at fastholde trumf-kortet ”30% reduktion i CO2-udledninger”, hvis andre rige lande er parate til også at gå med i en ambitiøs aftale. Ifølge præsident Sarkozy fra Frankrig, så er der lagt op til højdramatik – nemlig et ekstraordinært EU-topmøde midt under forhandlingerne i Bella Center torsdag, hvor EU udelukkende vil diskutere, om målsætningerne skal forhøjes. EU har dermed gjort det klart, at det i hvert fald ikke er dem, der ikke er villige til at være pragmatiske i slutspillet (oe polske protester var ikke engang højlydte).
- Præsident Obamas tropper kommunikerer vedholdende, at en aftale er mulig – og fredag kom der oven i købet utvetydig støtte til et norsk-mexikansk forslag om at beskytte verdens skove ved at værdisætte deres ”CO2-service”. At investere i CO2-reduktioner i Amazonas vil være en oplagt – og populær - måde for USA at supplere de kritiserede 4%s udledningsreduktion.
- Endelig kom bekræftelsen af at Ruslands Medvedev også lander i København sidst på ugen. Dermed vil verdens 15 største udledere af CO2 være samlet om forhandlingsbordet.
Fredag bød også på overskrifter på baggrund af hele to, større misforståelser i pressen.
Formændene for COP’ens to spor, Kyoto-sporet for parterne bag Kyoto-protokollen og LCA-sporet (Long Term Cooperative Action, omfattende alle lande), valgte at fremlægge tekstudkast til en endelig aftale, hvilket blev tolket i store dele af verden som om at formandskabet dermed havde spillet ud. Det sendte Connie Hedegaards respekterede pressechef Ida Ebbensgaard på overarbejde for at korrigere. Connie Hedegaard og formandskabet har ikke spillet ud, men vil i dag – som der er tradition for – lave en såkaldt stocktaking, hvor formanden gør op hvor langt embedsmændene er nået i forhandlingerne - for dermed at forberede ministrenes high level forhandlinger i næste uge.
[quote align="right" author="Yu Qingtai, Kinas klimaambassadør, i respons til amerikanernes udmelding om at Kina aldrig får en dollar i klimastøtte fra USA"]Kina har aldrig søgt at være den første kandidat til finansiel støtte[/quote]Tidligere på dagen havde samme pressechef måtte lægge en anden historie død, nemlig at G77-gruppens karismatiske chefforhandler, sudaneseren Lumumba Stanislaus Di-Aping, var udvandret fra et møde med formanden sent torsdag aften - eller endnu værre, som skrevet på flere websites henover natten - at G77 nu forlod forhandlingerne og dermed reelt skabte et sammenbrud. Det var ikke tilfældet, Connie Hedegaard havde ikke holdt møde med Lumumba Stanislaus Di-Aping, og den udvandring, som han lavede, var for egen regning og fik ikke G77 til at reagere. Di-Aping er i øvrigt blevet noget af en berømthed under COP15, ikke mindst blandt journalisterne, der kalder ham ”citat-maskinen” på grund af hans altid velforberedte slaglinier til pressemøderne.
Den såkaldte “danske tekst” bliver ved med at spøge. Også fredag, hvor det kom frem at en række af de lande, som indigneret klagede over papiret, faktisk havde haft lejlighed til både at læse og kommentere det for nogle uger siden. Det gælder bl.a Kina, Indien, Brasilien, Algeriet, Etiopien og Bangladesh. Endnu et eksempel på hvordan teater og politik går hånd i hånd, når der forhandles.
Fredag var også dagen, hvor direktører fra hundredevis af virksomheder mødtes i DI’s pyramide for at diskutere erhvervslivets input til forhandlingerne. Erhvervsbossernes anbefalinger vil senere på COP’en blive præsenteret for plenarforsamlingen i Bella Center (men forelå ikke sent fredag aften).





