Annonce

Blog COP15 Dag 7: At være eller ikke være?

13. december 2009 kl. 16.40

Ligesom i Tour de France er der hviledag under COP15. Dog kun en enkelt, nemlig i dag søndag. Til gengæld ligger den umiddelbart før de sejeste bjergetaper, som udgøres af  den sidste uge af forhandlingerne.

I dag mødes COP15-formand Connie Hedegaard med miljøministre fra en række lande til et uformelt møde, hvor der ikke forhandles officielt, men snakkes så åbent som muligt om hvordan man kan nå frem til de nødvendige kompromisser. Mødet udspringer af de uformelle møder, som Connie Hedegaard med succes har afholdt siden 2007, den såkaldte Grønlandsdialog.

Læg mærke til på dag 7:

  • Connie Hedegaards uformelle ministermøde forud for uge 2. Som regel afholder Connie Hedegaard et kort, refererende pressemøde efterfølgende – og her forventes budskabet at være positivt
  • Er massedemonstrationerne lørdag noget, der tales om blandt politikere og forhandlere – eller lever de kun i medierne?

Her har en stor gruppe miljøministre lært hinanden at kende personligt, og dette tillidsforhold skal der nu kapitaliseres på.

Der skal høvles knaster af. Alle lande har erklæret sig parate til en aftale. Ingen har meldt sig ud, ingen står i et hjørne og surmuler. Nu handler det om hvordan, man når i mål.

Tre afgørende spørgsmål vil dominere diskussionerne:

  • Hvordan bygges der bro mellem de ”tilbud” om CO2-reduktioner, som i-landene er kommet med, og de krav, som u-landene stiller?
  • Hvordan skabes der stabile kapitalstrømme på langt sigt, dvs frem mod 2020, til de fattige lande? Indtil nu har diskussionerne kun handlet om 2010-2012.
  • Og hvordan gøres en aftale bindende? Skal dele af den allerede i København gøres juridisk forpligtende, f.eks. for de 37 lande som allerede har ratificeret Kyoto-protokollen? Eller skal hele molevitten snøres ind i jura i løbet af 2010?

Lørdag aften, på Kronborg Slot, mødtes en række af verdens førende erhvervsledere for at give deres sidste input til regeringerne.

Arrangementet, som Mandag Morgen og Copenhagen Climate Council stod for, demonstrerede endnu engang at en lang række af verdens største og mest prominente virksomheder – Coca Cola, Goldman Sachs, Microsoft, Duke Energy, China Power, Novo Nordisk, Accenture og Google for at nævne nogle stykker  - sukker efter en aftale, der sikrer en stabil, langsigtet ramme, som gør det sikrere at investere i og udvikle klimaløsninger. Så længe der ikke er en pris på udledninger, investeres der i det som DONG Energys Anders Eldrup ofte har kaldt en ”black box”.

I den historiske ramme var spørgsmålet naturligvis om en aftale er ”To be o r not to be”, hvilket Copenhagen Climate Councils grundlægger, Erik Rasmussen, understregede ved at indlede mødet med at hæve et kranie mod loftet i Dansesalen til stort bifald fra de 350 virksomhedsledere, medier og iagttagere, der var samlet.

[quote align="right" author="Bill Clinton i videotale til COP15"]Lige gyldig hvilken aftale, der laves i København, så er de virksomhedsledere, som Copenhagen Climate Council og UN Global Compact har samlet, nøglen til om vi faktisk kan løse denne krise[/quote]

Et andet højdepunkt var det historiske perspektiv, tolket af kvinden bag det hele, Gro Harlem Brundtland, der kiggede 21 år tilbage mod Brundtland-rapporten – og frem mod en Københavner-aftale.

Afslutningsvis kunne mødets chair, professor og forfatter Tim Flannery fremvise en lille overraskelse til de forsamlede. En videotale, lavet specielt til lejligheden, af USA’s tidligere præsident Bill Clinton. Han sagde bl.a. at virksomhedsledere er nøglen til at løse klimakrisen. Uden virksomhedernes aktive medvirken, er der ingen aftale.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026