Bondegælden - den næste bombe
Dansk landbrug befinder sig i en historisk gælds- og indtjeningskrise, der i værste fald kan trække flere banker med ned.
Det står klart, efter forligspartierne bag Bankpakke II i den forløbne uge mødtes for at drøfte, om det er nødvendigt at komme erhvervet til undsætning med en kapitalindsprøjtning. I dag har erhvervets samlede gældsbyrde rundet 350 milliarder kr. Gældsætningen tog fart som følge af senere års hastigt stigende jordpriser og ekstraordinært gode kreditvilkår i bankerne.
I dag er festen slut. Selv de dygtigste af landets 13.000 professionelle landmænd har svært ved at tjene penge for tiden. Salgspriserne for mælk, korn og svinekød er faldet. Og selvom landmændene nyder godt af historisk lave rentesatser, har heltidsbrugene i gennemsnit et underskud på over en halv million kr. om året .
Det er katastrofalt, for hver landmand slæber i dag rundt på en gæld på i snit 27 millioner kr., og den er alt andet lige svær at vedligeholde, når forretningen giver underskud. Dansk landbrug og fødevareproduktion, der har været et af Danmarks vigtigste eksporterhverv, og som har præget nationens udvikling i generationer, befinder sig ved en korsvej.
Selv i gode år klarer landmændene sig kun ved hjælp af massiv støtte. EU-støtte stod således bag 62 pct. af danske landmænds bruttofaktor - indkomst i 2008. Intet andet EU-land kan fremvise så dårlige tal.
Selvom landbruget har øget produktiviteten gennem stordrift og har fået lavere jordskatter og lov til at dyrke mere jord, og oveni får hjælp i regeringens milliardplan for grøn vækst, er det stadig alt for få, der tjener gode penge.
Og det er kernen i problemet. Erhvervet trænger til nytænkning. Mere innovation og strukturelle reformer frem for statsstøtte og kostbare gældssaneringer.
En vej frem er at skabe en ny fortælling om produkterne. I stedet for at udbyde bacon i lange striber, bør landmændene satse på at sælge forædlede luksusskinker emballeret i historien om det grønne Danmark, der sætter pris på sundhed og god smag. Det giver både bedre image og flere kroner i kassen.





