Velfærd
Borgerne må selv betale for det frie valg
Regeringen siger ja til KL-krav om brugerbetaling
Ikke i strid med skattestop, siger Løkke Rasmussen
Borgerne skal selv betale ekstraregningen, hvis de vil gøre brug af et friere valg af velfærdsydelser. Det er konsekvensen af en aftale, som regeringen i al ubemærkethed har forhandlet sig frem til med Kommunernes Landsforening. Vælger en borger at få passet sit barn i nabokommunen, må man selv betale prisforskellen, hvis prisen er højere end i hjemkommunen. Dermed imødekommer regeringen kommunernes krav om, at frit valg og brugerbetaling hører uløseligt sammen, hvis ikke det lokale selvstyre skal undermineres. Med aftalen bevæger regeringen sig ud i et minefelt, fordi brugerbetaling hidtil har været anset for at være “skat ad bagvejen” og dermed på kant med skattestoppet. Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen finder dog nyordningen uproblematisk. Han siger, at formålet har været at finde et kompromis, der forener det enkelte menneskes ret til at vælge og det lokale fællesskabs mulighed for at prioritere: “Ønsker man at benytte sig af et tilbud i en anden kommune, hvor man har prioriteret anderledes end i hjemkommunen, er det kun ret og rimeligt, at man selv betaler differencen.”