Aktieklemme
Illikvide A-aktier havner i kursfælde. . .
. . . og skaber opbrud i børsselskabers ejerstruktur
Ledelsen i hvert femte børsnoterede selskab står over for et strategisk valg om fremtidens ejerskab. Traditionelt stærke A-aktier taber i disse år på kursen over for B-aktier. Indflydelsesrige majoritetsaktionærer ser dermed deres historiske fortrinsstilling erodere. En analyse foretaget af Mandag Morgen viser, at det er situationen i prominente selskaber som Carlsberg og de to A. P. Møller-selskaber D/S 1912 og D/S Svendborg. 13 ud af 20 selskaber, der udelukkende handler deres stemmesvage B-aktier på Københavns Fondsbørs, lider også under den dobbelte ejerstruktur med kurser, der ligger under det generelle niveau. Investorernes uvilje mod selskaber med to aktieklasser sætter sine spor på børsen. Aktieklasser bliver lagt sammen, og nye selskaber sælger kun én aktiestørrelse.