Den nye præsidents økonomiske udfordringer bliver ikke så drakonisk store, som da Barack Obama kom til magten i 2008 midt i den værste økonomiske og finansielle krise siden Den Store Depression, men omstillingskravene er stadig tårnhøje. Væksten er med cirka 2 pct. for svag til at barbere gælden og arbejdsløsheden ned, og Forbundsbankens kunstige stimulering af lånemarkedet synes ikke rigtig at virke. Desuden hænger finanspolitikken stadig ikke sammen. Dels fordi det republikanske flertal i Kongressen ikke har villet samarbejde med Obama, dels fordi det endnu ikke er gået op for amerikanerne, hvor alvorlig situationen i virkeligheden er. Til nytår vil USA igen ramme det gældsloft, der automatisk vil udløse store budgetbesparelser og skatteforhøjelser for 700 milliarder dollar. Det bliver en hård landing i virkeligheden efter en valgkamp, hvor kandidaterne har spenderet næsten et par milliarder dollar på at forføre vælgerne og tippe balancen i de afgørende svingstater. Valgkampens retoriske øvelser kan i forhold til nationens enorme økonomiske udfordringer komme til at ligne en søndagsudflugt i Disneyland.

Mitt Romney har under valgkampen lovet skattelettelser, der er umulige at gennemføre, og Obama har kun talt om skatteforhøjelser for de rigeste amerikanere, men hvis USA skal undgå at ryge ud over afgrunden, så vil den nyvalgte præsident fra i morgen skulle overveje, hvornår og hvordan han øger skatten for den brede middelklasse.

Dybest set har ingen af kandidaterne erkendt, at den amerikanske drøm i virkeligheden er brudt sammen, for USA er ikke længere et samfund, hvor der er massiv mobilitet op igennem de sociale klasser. I et helt tiår er middelindkomsterne faldet, og gennemsnitsfamilien har – justeret for inflationen – oplevet et indkomstfald på 8 pct. over de seneste elleve år. Kun de allerøverste få procent har oplevet eksistensen af økonomisk vækst i materiel levestandard. Og det amerikanske samfund har stadig ikke fundet en ny opskrift på bæredygtig vækst, hvor den brede middelklasse oplever stigende indkomster, og det amerikanske erhvervsliv kan skabe nye job i USA, der kan stå imod det dobbelte pres fra den intensiverede globale konkurrence og den digitale revolution, der truer med at overflødiggøre mange gamle jobfunktioner.

Slikkepindspolitikere

“Stillet over for epokegørende udfordringer har landet svaret igen med en viljestyrke og beslutsomhed, der svarer til en slikkepind,” fastslog Thomas Friedman allerede sidste år i bogen “That Used to Be Us”. Dens diagnose er stadig meget præcis, og Friedman beklager med rette, at USA´s politiske lederskab ikke har udviklet en samlet, seriøs, veldesignet og bredt støttet politik, der forbereder amerikanerne  til fremtidens job, bringer nationens finansielle forhold i orden og fremtidssikrer politikken imod de faretruende forandringer, der lurer for det globale klima. Uanset partifarve står præsidenten over for en gigantisk udfordring med at omstille nationen i en skala og et tempo, som vælgerne desværre ikke er blevet forberedt på i valgkampen.

[quote align="right" author=""]Denne dybe optimisme er bygget ind i det amerikanske dna, og amerikanerne vil hellere se sig selv som praktiske problemløsere end selvkritiske og pessimistiske plageånder. Det har ført til en virkelighedsforskydning, hvor USA’s gradvise tilbagetog som verdens absolutte militære og økonomiske supermagt igen og igen fortrænges.[/quote]

I første række er der ingen vej uden om at få rettet op på finanserne. Ifølge Den Internationale Valutafond er gældsproblemet og den finanspolitiske afgrund nu så graverende, at det rundt regnet vil skære 4 procentpoint af USA´s fremtidige vækstrate. En række fremtrædende erhvervsfolk har i valgkampens slutspurt forsøgt at tale lidt realisme ind i kandidaternes valgkamp, og topchefen i General Electric, Jeffrey Immelt, har sagt, at hvis USA falder ned i den finanspolitiske afgrund, vil det være et stort regeringssvigt. Et tværpolitisk kongresudvalg har fremlagt en plan – Simpson/Erskine-planen – der lægger op til en kombination af højere skatter og offentlige besparelser, men ingen af præsidentkandidaterne har lagt deres lod i den skål. Det kan de snart blive tvunget til, for gældsuret tikker hurtigt og er nu nået over 16.000 milliarder dollar i samlet gæld. Fortsat handlingslammelse vil afgøre den amerikanske dollars globale fremtid og kan blive udslagsgivende for, om USA over tid kan undgå den statsbankerot, der i værste fald truer i horisonten.

Inertien i de akkumulerede gældsproblemer og de finanspolitiske og skattemæssige ubalancer er så stor, at det bliver uhyggeligt svært at vende supertankeren. Den europæiske gældskrise og Grækenlands tragedie er et fjernt og farligt fantom i den amerikanske offentlighed, men USA´s egne problemer er mindst lige så alarmerende på lidt længere sigt. Sagen er bare, at amerikansk politik – ligesom politikken i mange andre vestlige demokratier – i stigende grad er præget af den permanente fortrængning.

Den amerikanske myte

Under valgkampen har de to kandidater forsøgt at bilde vælgerne ind, at USA stadig er verdens stærkeste magt og har økonomi til at gribe ind i de fleste dele af verden, hvad enten det er med droner (Obama) eller nybyggede slagskibe (Romney). De gigantiske udfordringer for amerikansk økonomi - fra globaliseringen, fra de opstigende højvækst­økonomier i Asien eller fra den europæiske gældskrise - har været perifere emner i præsidentvalgkampen.

NATO og FN er slet ikke blevet italesat, og de globale klimaproblemer er blevet ignoreret, fordi den ubekvemme sandhed stadig er, at USA er et af verdens største CO2 problemer, og at uden et selvopgør med den fossile tidsalders bilisme vil klimaforandringerne blot forværres. De vilde storme fra Katrina til Sandy anses stadig for at være tilfældige og ukontrollable naturfænomener i stedet for negative sideeffekter, der vil vokse på truende vis i takt med de menneskeskabte klimaforandringer. Republikanernes slogan, “drill baby, drill baby”, er efterhånden blevet mainstream i amerikansk politik, og skifergassen har givet den amerikanske drøm nyt brændstof til at fortsætte virkelighedsflugten fra klimaproblemerne.

Der har været mange mentale fortrængninger under valgkampen, men set fra den europæiske side er det tankevækkende – og stærkt bekymrende – at EU nærmest er helt fraværende, bortset fra nogle enkelte stikpiller til den græske gældskrise.

Fortrængningen som politisk strategi er på en måde et sindbillede på den nye amerikanske exceptionalisme, hvor den tiltrædende præsident bilder amerikanerne ind, at USA stadig er stærk nok til at gå og handle selv. Som når Obama som den kolde sherif i den vilde verden ikke gad spørge pakistanerne om lov til at skyde Osama bin Laden, og som når Romney præsenterede sig som en stærk mand, der er i stand til at tøjle både Iran og den kinesiske “fjende”. Amerikanerne lever i en boblevirkelighed, der i stigende grad fjerner sig fra de nye realiteter i en kompleks og turbulent global verden.

Den franske sikkerhedsanalytiker Francois Heisbourg har formuleret det på den måde, at præsidentkandidaterne mere har talt “om risici og trusler end venner og allierede. Begge har talt, som om de er stærke personligheder, der er klar til at kæmpe med alle monstrene derude i den hobbesianske verden.”

Stålsat handlekraft som Commander In Chief er et aktiv, som præsidenten for den amerikanske nation skal inkarnere for at overbevise vælgerne om, at verden stadig er som den gamle verden. Ingen har turdet gentage Jimmy Carters politiske tragedie, hvor han forsøgte at fortælle amerikanerne, hvor slem krisen var, og at nationen befandt sig i en dyb tillidskrise.

Det optimistiske DNA

Virkelighedsflugten er det amerikanske præsidentvalgs alter ego, og som historikeren Robert Dallek har formuleret det, så “vil folk i dette land have præsidenten til at være en cheerleader, en optimist, der er budbringer om bedre tider.” Denne dybe optimisme er bygget ind i det amerikanske dna, og amerikanerne vil hellere se sig selv som praktiske problemløsere end selvkritiske og pessimistiske plageånder. Det har ført til en virkelighedsforskydning, hvor USA´s gradvise tilbagetog som verdens absolutte militære og økonomiske supermagt igen og igen fortrænges, og hvor konsekvenserne af Kinas globale opstigen og en række nye regionale magters selvstændighed ikke fordøjes ordentligt i USA’s politiske debat. USA er stadig verdens nummer et målt på bruttonationalprodukt, men det er ikke længere verdens vækstmotor, som kan trække resten ud af den globale finanskrise.

USA har stadig langt højere militærudgifter end nogen andre i verden, men det amerikanske militær er samtidig overanstrengt og uden tilstrækkeligt mange soldater til at kunne gribe ind i flere regionale konflikter og krige samtidigt. Tilbagetoget fra et årtis blodige og nedslidende krige i Afghanistan og Irak er endnu ikke fuldbyrdet, men æraen for udstationering af hundredtusinder af amerikanske soldater i oversøiske egne er ved at være slut. Obama har gjort den pointe klar i valgkampen, fordi han har erkendt, at der er behov for at skære kraftigt ned på forsvaret, men Romney har forsøgt at puste sig op som manden, der kan stoppe den militære nedtur og give hæren nye muskler. Sagen er bare, at USA´s præsident i stigende grad er pisket til at udøve et moderne globalt lederskab, der forstår at knytte brede alliancer og løse konflikter på en mere diskret måde med mere soft power end hard power, samtidig med at USA fastholder muligheden for at slå hårdt til med droner og andet sofistikeret teknologisk udstyr - på behagelig afstand af dyre militære landoperationer.

Den nedslidte konkurrencekraft

USA er ikke mere, hvad det har været, selv om Apple, Google, Microsoft og Hollywood stadig kan få klodens kunder til at følge sig i et omfang, som alverdens brand-magere misunder dem. USA lever stadig højt på Silicon Valley og andre innovative klyngers imponerende præstationer, men nationen er under pres i den kreative kapitalismes globale kappestrid, fordi landets skoleelever ikke engang hører til blandt verdens 25 bedste mere. Børnedødeligheden for sorte amerikanere er højere end i Rumænien, og folk dør stadig i USA, fordi de ikke har sundhedsforsikringer – selv om Mitt Romney påstår noget andet. Den amerikanske infrastruktur er nedslidt, og flere delstater er så forgældede, at der ikke er udsigt til, at den bliver bedre – til skade for landets fremtidige vækst og produktivitet. Boligmarkedet ser umiddelbart ud til at lysne, og ledigheden er på vej ned med små skridt, men det er ikke mindst takket være de kunstige stimulanser fra Forbundsbankens støtteopkøb af obligationer og det, der reelt svarer til at trykke penge.

Optimisterne tror, at præsidenten i denne fire års valgperiode vil nyde godt af et solidt opsving, efter flere års hård krise, men en del økonomer er begyndt at tale om, at USA måske er på vej ind i en ny epoke, hvor relativt lav økonomisk vækst er den nye normaltilstand. De strukturelle problemer og mange års investeringsefterslæb i infrastruktur, i uddannelser og i den innovative realøkonomi vil fungere som en dødvægt, samtidig med at den globale økonomiske konkurrence fra nye hurtigløbernationer vil presse de amerikanske virksomheder hårdt. USA er ikke længere, hvad det engang har været.

Præsidentens første opgave bliver at forstå, hvad det egentlig er for en kompleks og krævende virkelighed, han skal regere i. En fortsat fortrængning af virkeligheden vil være dybt skadelig. Ikke alene for USA´s finanser og økonomiske udvikling, men også for resten af verden, hvis fremtidige økonomiske skæbne stadig er nært forbundet med den amerikanske. Den gensidige afhængighed på tværs af nationer har aldrig været større, men den amerikanske valgkamp har over lange strækninger været udkæmpet i et lokalpolitisk parallelunivers, hvor de geostrategiske og økonomiske realiteter kun meget sjældent har fået lov til at trænge ind.