De Konservatives politiske ordfører, Lene Espersen, har intet imod, hvis udlændinge engang i fremtiden skulle få flertal i en dansk kommunalbestyrelse. Hun kan heller ikke se noget galt i, at et flertal af udlændinge i en børnehaves bestyrelse beslutter, at der kun skal serveres halal-slagtet kød. “Det er jo demokrati,” siger hun i en samtale med Ugebrevet Mandag Morgen om holdninger til et multikulturelt samfund. Den konservative ordfører går på begge punkter længere end den radikale kulturminister, Elsebeth Gerner, der vil argumentere imod, at borgere af udenlandsk herkomst får flertal i en kommune. Generelt er det dog kun nuancer, der skiller den radikale og den konservative toppolitiker i holdningen til, hvad vi vil tolerere, og hvad vi skal bekæmpe i omgangen med andre etniske kulturer her i landet. Denne enighed omfatter også Kristeligt Folkepartis Jann Sjursen og et langt stykke ad vejen også Peter Skaarup, udlændingeordfører i Dansk Folkeparti. Skaarup adskiller sig dog på vigtige punkter. Blandt andet ser han nødigt sin læge eller en minister med turban. Ugebrevet har gjort debatten om det multikulturelle samfund konkret og inviterer læserne til at deltage.