Det er en smuk og demokratisk tanke, at flere skal have en universitetsgrad, så det ikke kun er elitens børn, der får adgang til de hellige haller. Sådan er det nu heller ikke længere i Danmark. Tværtimod. I 1988 blev der optaget ca. 5.000 studerende på de danske universiteter. I 2014 rundede optaget 29.000 studerende, eller næsten seks gange så mange som for 27 år siden. Det betyder, at grupper, som tidligere kun i begrænset omfang fik en videregående uddannelse, nu indtager universiteterne i stor stil. Vi har med andre ord skabt masseuniversiteter. Se figur 1.

Specielt Københavns Universitet, Aarhus Universitet, CBS, DTU og IT-Universitetet har haft en kraftig stigning i andelen af studerende med høje gennemsnit, hvorimod RUC, Aalborg Universitet og Syddansk Universitet ikke har kunnet tiltrække lige så mange af de dygtigste. Se figur 2.

Aalborg og SDU har omvendt haft en markant stigning i andelen af studerende med lave karakterer, mens sådanne udfordringer kun spiller en meget lille rolle i København, i Aarhus og på ITU, DTU og CBS. Se figur 3.

Med andre ord samles eliten på bestemte universiteter, mens studenter med svagere forudsætninger på samme måde finder sammen på andre universiteter.

På vej mod A- og B-universiteter

Evalueringskonsulent Bjarke T. Hartkopf fra EVA står bag notatet, og han siger, at der er tale om markante tal.

”Det er evident, at der er tale om nogle meget forskellige studenterpopulationer – f.eks. på Aalborg og Københavns Universitet. Og det er især tydeligt i forhold til de studerende med de højeste karakterer, hvor København, DTU og Aarhus har været gode til at tiltrække de dygtigste studenter, mens Aalborg, Syddansk og Roskilde ikke på samme måde har fået fat på denne gruppe, til trods for at andelen af studenter fra denne gruppe er blevet større,” siger Bjarke T. Hartkopf.

”Efterfølgende har de forhøjet risiko for at havne i dimittendledighed. Det tyder på, at universiteter, der optager mange studerende med lave karakterer, står over for en større udfordring i forhold til at opretholde et højt fagligt niveau end universiteter, der ikke gør det,” siger Bjarke T. Hartkopf.

Men Lars Ulriksen påpeger, at der stadig er 75 pct. af dem med et karaktergennemsnit på under 6 fra studentereksamen, der gennemfører deres studie.

”Så der er stadig mange, der godt kan gennemføre studiet og løfte sig. Men den meget bredere rekruttering stiller nogle store pædagogiske krav. Og de universiteter, der har flest studerende med lave adgangskarak­terer, står naturligvis over for en større udfordring med at holde niveauet end de universiteter, der kun har dem med de høje gennemsnit.”

Kvaliteten udfordres

To specialestuderende fra Aalborg Universitet har i samarbejde med EVA undersøgt det afgørende spørgsmål om, hvorvidt det bredere optag så også påvirker kvaliteten af uddannelserne negativt. Det tyder meget på.

En af konklusionerne i specialet er eksempelvis, at det brede optag – med Aalborg Universitet som case – præger de fysiske faciliteter og undervisningsressourcerne på en meget negativ måde, ligesom kvaliteten udfordres voldsomt. Se tekstboks.

”Der er på Aalborg Universitet eksempler på, at niveauet i højere grad sænkes, således at studerende med svære forudsætninger ikke hægtes af i undervisningen,” skriver de to specialestuderende, Tina Michler Bujakewitz og Tinemarie Husted.

”Flere studerende har simpelthen ikke forberedt sig, så underviserne føler sig pressede til at reducere forberedelsesmaterialet og det faglige niveau i lektionerne. Samtidig oplever de, at de studerende er mindre motiverede, og det har naturligvis også en negativ indvirkning på undervisningen og dermed på kvaliteten. Alt i alt peger underviserne på, at det er noget, der udfordrer kvaliteten på universitetsuddannelserne,” siger Bjarne T. Hartkopf på baggrund af specialet.

I specialet sammenlignes udtalelser fra undervisere på Aalborg Universitet med udtalelser fra undervisere på tilsvarende uddannelser på Københavns Universitet, hvor det står bedre til.

”Her oplevede underviserne i langt de fleste tilfælde ikke de samme udfordringer, og flere af dem fremhævede omvendt de studerendes stærke engagement i undervisningen som en positiv ting. Et af de interessante fund i specialet var faktisk, hvor tæt sammenhængen så ud til at være mellem studentergrundlaget og ovennævnte udfordringer,” siger Bjarke T. Hartkopf.

Det har konsekvenserne for universiteterne. Som de to speciale­skrivende nøgternt konstaterer om forskellene mellem de studerende på Aalborg og København Universitet:

 ”AAU optager ’bunden’, mens KU tiltrækker ’toppen’.”

Det synspunkt udbygger Bjarke T. Hartkopf:

”Konklusionen om, at vi er på vej mod et A- og et B-hold på universiteterne ligger snublende nær. Det er tydeligt, at nogle er rigtig gode til at optage de bedste, mens andre har stigende andele af studerende med lave karakterer og en mindre privilegeret baggrund. Det ligner en polarisering i to grupper.”

Underviserne skal være bedre

Bjarke T. Hartkopf vurderer, at det ”samlet set betyder, at nogle universiteter er mere udfordrede på kvaliteten af deres uddannelser end andre alene på grund af deres studenterpopulationer.”

Det er professor Lars Ulriksen ikke helt enig i.

 ”Selvfølgelig giver det nogle problemer. Men det er ikke min opfattelse, at man kan sige, at kvaliteten falder, alene fordi man får flere ind med lave karakterer,” siger han.

Det er ikke, fordi han ikke kan se problemer, men fra sin udkigspost som ekspert netop i universitetspædagogik retter han søgelyset mod underviserne.

 ”Der er tale om en stor udfordring, men man skal tilpasse sin undervisning efter deltagerne. Ikke ved at sænke niveauet, som det beskrives,” siger han.

”Måske skal den faglige læringskurve stige lidt langsommere end ellers, men uden at ende lavere. Det kan også være, at underviseren skal trække på nogle andre typer af eksemp­ler og erfaringer. Hvis man bruger de samme metoder – uanset hvem man underviser – vil det have en konsekvens,” siger Lars Ulriksen.

Han peger på, at underviserne i højere grad skal tage bestik af, hvilke studerende de har med at gøre. De skal ikke nødvendigvis sænke det faglige niveau, men de skal måske forsøge at nå målet på en anden måde. Der vil ofte være behov for, at underviserne virkelig strammer sig an, og det vil være nødvendigt, at de bruger flere ressourcer på feedback og vejledning.

”Men det er det, der bliver skåret ned på i øjeblikket,” konstaterer han.

”Og vel er det sværere, og vel er der en større risiko for, at der kommer kandidater ud på den anden side, der ikke har fået nok ud af det, men det betyder ikke, at det nødvendigvis kommer til at gå sådan. Når studenter klarer sig dårligt, skyldes det ofte, at de ikke ved, hvad de skal kunne.”

Udligningsordning kunne overvejes

Og når nu ånden er lukket ud af flasken, kunne man spørge, om en anden økonomisk model kunne hjælpe på nogle af de beskrevne problemer.

Kommunerne har en udligningsordning, der bl.a. kompenserer kommuner med mange såkaldt ”tunge borgere”. Der foregår også en udligning på folkeskoleområdet. Og senest er der indført et såkaldt socialt taxameter på ungdomsuddannelserne. Det betyder, at der overføres 60 mio. kr. fra de almene gymnasier til er­hvervs­skolerne. Skal man gøre det samme på universitetsområdet?

”Det er en overvejelse, man kunne have,” siger Bjarke T. Hartkopf fra EVA.

Professor Lars Ulriksen understreger, at det grundlæggende er et politisk spørgsmål. 

”Hvis man fortsat vil have endnu flere folk og endnu flere mønsterbrydere ind på de videregående uddannelser, og hvis man er interesseret i at få en mere jævn, social og regional fordeling af dem med de bedste karakterer på universiteterne, kunne det være, at man ville konkludere, at nogle af de uddannelser og nogle af de universiteter, der i særlig grad rekrutterer folk med særlige baggrunde, skal have nogle ekstra midler til deres undervisningsdel, så de kan gå ind og støtte med mere feedback og vejledning.”

”Men det skal ikke bare være mere af det samme. Man skal ind og arbejde med nogle andre pædagogiske greb, så man kan løfte opgaven på en ny og bedre måde,” foreslår professoren og tilføjer:

”Men det bryder jo voldsomt med universiteternes selvforståelse, hvor man mener, at man kun tager højde for de faglige kompetencer og de faglige talenter. Det ville spille ind i hele debatten om, hvad der er universiteternes formål,” siger professor Lars Ulriksen.

Det bekræftes af uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V), da Mandag Morgen præsenterer ham for forslaget.

”Det vil jeg meget gerne sige klart og entydigt nej til. Vi bruger ikke de videregående uddannelser til at drive socialpolitik. Og det kommer man ikke til i min tid som minister,” siger Esben Lunde Larsen

Men det gør man så i folkeskolen og på gymnasierne?

”Jeg kan kun sige, at på de områder, hvor jeg har været ordfører de sidste fire år, ligger holdningen fast,” siger ministeren.