Brian Mikkelsen: De her vækstpenge er kun startskuddet

Regeringens ambitioner i den nye vækstplan kræver væsentligt mere kapital, end der lige nu er lagt op til. De penge skal nok komme, forsikrer erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Anders Rostgaard Birkmann

I regeringens nye strategi for digital vækst er skabelsen af et sprudlende digitalt vækstmiljø helt centralt. Nyt notat med erfaringer fra vækstmiljøerne i Silicon Valley og Boston giver et billede af, hvor meget det kræver at skabe et miljø af den kaliber, og Danmark har langt igen. Se historien 'Regeringens grandiose plan: Et vækstmiljø som Berlin og London'.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen, risikovillig kapital er en vigtig komponent i vidensmiljøerne rundt i verden. Har vi i Danmark gjort nok på det område?

“Den vækst og iværksætterpakke, vi lavede i november, tog hul på det. Vi introducerede et investorfradrag, en aktiesparekonto, og vi har givet mulighed for warrants og alt muligt andet. Vi har lavet et gennembrud for at tilføre alternative investeringer til startups. Nu har jeg bedt iværksætterpanelet om at fortsætte sit arbejde i løbet af foråret, og så kan det være, at de kommer med nye forslag,” siger Brian Mikkelsen.

Der har været sat spørgsmålstegn ved, om der er afsat penge nok til de store ambitioner om at skabe et vækstmiljø. Hvordan vil I sikre, at de tårnhøje ambitioner indfries?

“Det er blot startskuddet til et offentligt-privat partnerskab. Dansk Industri, Dansk Erhverv og Finans Danmark er med til at finansiere det. Industriens Fond putter også en del penge ind i det. Så det er en del flere penge end det beløb, vi omtaler i strategien.”

Hvor meget er der tale om?

“Det offentliggør vi senere. Nu har vi lavet en aftale med organisationerne, og sammenholdt med, at vi også laver et forskningscenter, der indsamler viden på det her område, er det jo et trecifret millionbeløb, vi bruger på at have en viden på områderne.” 

I vil lave en årlig opfølgning på strategien. Hvorfor er det vigtigt?

“Det er en idé, som jeg har fået fra Jim Hagemann Snabe. Da han var erhvervsleder i SAP, mødtes tyske erhvervsledere med Angela Merkel én gang om året til et topmøde på det digitale område for at samle op. Får vi viden spredt langt nok ud? Har vi hele samfundet med? Vi vil invitere til sådant et topmøde hvert år, som egentlig er en slags copy-paste fra Tyskland, hvor det har været en stor succes.”

LÆS OGSÅ: Regeringens grandiose plan: Et vækstmiljø som Berlin og London


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu