EUs ambition om at udvikle slagkraftige militære styrker er velbegrundede, men ikke særlig realistiske. Det siger en af Storbritanniens førende eksperter, professor, dr. Christopher Coker, i et interview med Ugebrevet Mandag Morgen. Flertallet af europæiske lande er i stigende grad gennemsyret af civile værdier, fastslår Coker, der bruger Danmark som eksempel. “Under krigen i Kosovo havde Danmark den største folkelige opbakning i noget krigsførende land. Men turde danskerne risikere deres fly eller folk? Den danske regering turde ikke engang stille spørgsmålet. Derfor fløj de danske jagere rundt ude over Adriaterhavet det meste af tiden,” siger han. Forbeholdet er kun et symptom på, at danskerne mangler forsvarskultur. Arbejde i forsvaret giver ikke prestige i det danske samfund, danskerne vil ikke bruge penge på militærvæsen og er imod at bruge magt i udenrigspolitikken. Derfor er det tvivlsomt, om Danmark og en række ligesindede lande overhovedet har relevante bidrag til EU på det militære område. Og derfor kommer det såkaldt fælles forsvar formentlig kun til at eksistere på papiret. Og Europas afhængighed af et stadigt mere uberegneligt USA bliver næppe mindre, vurderer Coker.