Tænk over, hvordan du vil leve i dit hood. Skal du værne om nabolaget og møde dine naboer, eller skal du passe dig selv og tjene dine penge, tage på dine rejser – eller er det noget helt tredje?

På Dansk Arkitektur Center er der en fin lille udstilling, som i sin substans formår at sætte spørgsmålstegn ved den måde, vi bruger vores liv og rum på.

Den bør ses af alle, der bor i byen og/eller elsker byen som den mangfoldige, evigt skiftende og alligevel på mange måder stationære base, den er for os. Udstillingen hedder Reprogramming The City, og oversat betyder det omprogrammering af byen. Så hvordan kan vi ændre brugen af byen og dens rum og installationer, i takt med at verden ændrer sig? Det er der kommet rigtig mange gode bud på fra hele verden.

Byens rum, byens systemer og dens inventar må forandre sig, i takt med at verden omkring gør det samme. Teknologier udvikler sig og overhaler det bestående, klassiske byinventar eller måske lige netop dér gør nye anvendelser mulige i de gamle skaller. Markante revisioner af brugen af vores byrum vil over tid være nødvendige, for at de enten ikke skal ende som fragmenter eller bære forladte elementer med visnet graffiti. Noget ethvert moderne bystyre må vælge at forholde sig til. De har dermed i denne udstilling fået mange gode løsninger serveret på et sølvfad og endog med inspirationer til videreudviklinger.

Reprogramming The City viser, at disse inventardele og byrum kan få nyt liv og nye funktioner, hvis vi vil og tør.

Det er vores kreative opfindsomhed og måden at se det kendte i ny forklædning eller nye funktioner og omgivelser. Det er at se mulighederne i byens klassiske inventar omprogrammeret til vores nutid og brugsmønster, og dermed er vi som borgere med til at forme byen, dens rum og dets inventar på helt nye måder. Tænk, hvilken sjælden følelse og glæde, at alle kan bidrage ikke bare med designet, men også i den daglige anvendelse.

Det er en udstilling, der viser eksempler på, hvordan vi gennem tiderne har frembragt ting, som måske var virkelig nyttige engang, men nu ikke er nyttige mere. Den viser også eksempler på, at de pladser, vi engang har skabt, bare ved en lille omprogrammering helt kan ændre funktion.

I Umeå i det nordlige Sverige har man sat daglysrør i buslæskærme, så man får et tilskud af dagslys fra siderne i buslæskærmen i denne mørke del af verden, når man alligevel sidder og venter på bussen. Et andet eksempel er fra Paris, hvor man har monteret tilpassede bordplader og gavle på ben i afstemte farver, tæt på hinanden og mange af slagsen, på en fantastisk fin, bred, solbeskinnet trappe. Dermed har man dannet et helt anderledes byrum af en eksisterende, lidt elitær plads ved hjælp af nye borde og stole, så man kan sidde ordentligt og nyde sin frokost i solen og møde andre ved samme bord.

Små og enkle omprogrammeringer af det offentlige miljø, der giver byens borgere uanede muligheder for nye oplevelser, både enkeltvist og med invitationer til større samvær og, ikke mindst, som regel med en humoristisk kant.

Udstillingen her på Dansk Arkitektur Center er livsbekræftende, fordi den starter en tankerække hos beskueren. Man begynder helt umiddelbart at tænke og fundere over, hvad det ellers er muligt at arbejde med at omprogrammere i mit byrum (eller i mit hjem, på min arbejdsplads osv.?), så det giver en ny oplevelse til rummet, men også til brugen eller brugerne af rummet eller det pågældende stykke inventar.

Helt elementære nyfortolkninger på udstillingen af f.eks. byens klassiske inventar var de traditionelle telefonbokse, der nu fungerede som ladestationer til elbiler (og sikkert også elcykler m.m.) og også kan rumme informationsskærme til borgere og turister, tage, der omdannes til grønne oaser i byen, tomme garager, der med en enkelt modulær indsats kan fungere som små hoteller eller lejligheder til hjemløse, stilladser, der på jorden kan suppleres med borde, klapstole, der klipses på stilladsets lodrette bæringer og danner basis for sociale rum, og til sidst fortovsfliser, der omdanner trykket fra de gående til energi. Kun fantasien sætter grænser.

Giv den gas!

Vi er så småt på vej med innovationer i form af anderledes pop-op-butikker og tilsvarende restauranter; dette er interventioner, der ikke nødvendigvis er kommercielt funderet, men funderet i menneskets leg og lyst. Det er små ændringer af byrum og ændringer af byens inventar, men ændringer, som skaber grobund for nye sociale rammer. Hvornår er det, at den almindelige mand/kvinde tager fat og kommer med det design, der lægger et røgslør over verdens elendige stilstand og genopstandelsen af den kolde krig? Lad de sociale kræfter komme til orde både digitalt og in real time. Design like you give a damn!!

Denne udstilling viser vejen på en fin og pædagogisk måde. Men giv den gas derude. Jeg kan godt lide den ellevilde, glade og energifulde måde, hvorpå det er os borgere, der gør ting uden at spørge eller ansøge om tilladelse. Det viser sig, at de fleste gange er de nye omprogrammeringer netop meget populære, da de løser et problem, uden så mange dikkedarer og på en måde, hvor man bagefter tænker, ”nå ja, selvfølgelig, sådan skal det da være”.

Hvis vi ser på et emne, der kan gøres til en større omprogrammering, ligger der fantastisk mange kvadratmeter tagflade i vores byer, og hvis disse flader ændres til arealer, hvor vi kan møde naboerne, få sol, så vi ikke visner af D-vitaminmangel, dyrke grøntsager, lade tankerne flyde og f.eks. opstille bistader, begynder det rigtigt at give mening. Vi kan få et mere righoldigt og bredspektret fritidsliv, og samtidig fungerer disse urbane landbrug som vandopsamlere ved kraftigt regnvejr.

Hvis vi kan holde på regnvandet lidt længere, før det overfylder vores kloaker, kan vi spare mange penge på de offentlige budgetter og dermed afværge de store og kostbare oversvømmelser, vi har set de sidste par år. Disse ændringer i vores vejrlig er ikke en forbigående ting. Vi vil få flere og større regnskyl, og hvis vi gennem brug af tagflader kan hjælpe på afvandingen, er det fantastisk.

Måske skal vi bare fremover spørge om tilgivelse og ikke om tilladelse og så bare gå i gang. Vi kan starte i vores egen gade og så sprede det ud i hele byen. De forretningsdrivende kan begynde med at sætte tingene sammen på nye måder. Hvorfor kan man ikke få sine negle ordnet, mens man får sine sko forsålet?

Det offentlige er faktisk på vej uden de måske helt ved det, men i Hadsten har man lagt svømmehal og bibliotek i samme bygning. Børnene svømmer, mor og far læser bøger, og bagefter henter børnene deres forældre på biblioteket, hvilket bevirker, at børnene også bliver interesseret i at låne bøger, når de nu er i huset.

Det gælder om at se omprogrammeringen som et tilskud til den daglige oplevelse.

Hvad bliver den næste omprogrammering i nærheden af dig?

Dette er en af grundene til, at man skal uddanne og ansætte nogle flere kreative, så der kan komme spræl i verden.

Læs flere af Nille Juul-Sørensens indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning