Når man ser på, hvilken tilstand debatten om bæredygtighed er i, er det svært ikke blive mindet om en af de mest betydende historier i den vestlige litteratur, den om Babelstårnet. Historien er kort fortalt denne: Efter syndfloden forenede menneskeheden sig – med et enkelt sprog – for at bygge et massivt tårn, der skulle strække sin top ind ”i himlene”. Men så var det, at tingene blev lidt spegede. Gud opdagede, hvad de var i færd med, og kom ned for at tage et kig på værket.

Gud blev bekymret for, at hvis menneskene fik lov at gøre tårnet færdigt, ville der ikke være nogen måde at stoppe deres byggetrang på, og han besluttede at forstyrre deres forehavende ved at splitte deres sprog og sprede dem ud over Jorden. Historien viser, at når det er bedst, kan sproget være en stor forener, men det kan også skabe splittelse og anspore til dybe misforståelser.

Vi er der ikke helt endnu, men min fornemmelse er, at der allerede nu sker en opsplitning af det sprog, vi bruger i diskussionen om bæredygtighed, og at dette sandsynligvis vil blive værre. Så selv om det kan synes umuligt, er det måske nu tid til at tænke over, hvordan vi kan køre historien om Babelstårnet baglæns og skabe et samlet sprog og ordforråd for alle dem, der arbejder for at drive vores økonomier i en mere bæredygtig retning.

Begivenhederne i 2012 har givet min bekymring nyt brændstof. Husk på FN’s Rio+20-topmøde i juni. Her skulle et af de vigtigste mål være at skabe ”Grøn Vækst” for at anspore udviklingen af en ”Grøn Økonomi”. Men nogle asiatiske lande, især Kina, udtrykte bekymring over den måde, som begreberne er defineret. I den nye undersøgelse ”Towards Zero Impact Growth” (”Mod Nulpåvirknings-vækst”) viser vores kolleger i Deloitte Innovation, at udbredelsen af ny sprogbrug i diskussionerne om virksomhedernes ansvar, gennemsigtighed og bæredygtighed om noget accelererer.

Does not compute

Der er ikke noget grundlæggende galt ved at udvikle sprog – gennembrud inden for videnskab og teknologi har altid ansporet til udvikling af nye (og ofte konkurrerende) begreber og udtryk. Vi ser også fremkomsten af konkurrerende platforme, som i de tidlige dage for informationsteknologien, når rivaler som Microsoft og Apple gik i clinch omkring deres forskellige versioner af fremtiden, for eksempel hvorvidt åbne eller lukkede arkitekturer ville sejre.

Efterhånden som diskussionen om bæredygtighed bliver mere kommerciel, er det samme ved at ske her. Mange forretningsfolk, der netop er blevet engageret i diskussionen, siger, at den voksende vifte af udtryk, der nu er i brug, er en af de sværeste ting at få styr på for dem.

Ligesom det i it-revolutionens tidlige dage var umuligt for forskellige typer af computere at kommunikere og dele data, kan vi nu risikere at udvikle forskellige bæredygtighedsplatforme, hvorfra det er svært at kommunikere med hinanden. Hvordan kan vi for eksempel bedst forbinde begreber som den tredobbelte bundlinje, vugge-til-vugge- design, ”pyramidens bund”-forretningsmodeller, den cirkulære økonomi, adfærdsøkonomi, biomimetik eller ”nulbaseret målsætning”?

Hvert af disse begreber, og mange andre, benyttes af forskellige grupper – nogle overlappende, andre ikke. Begreberne og udtrykkene bruges som adgangspas til diskussioner og er ofte tæt bundet til bestemte synspunkter. Hvis du for eksempel abonnerer på tanken om vugge-til-vugge-design, er dit mål at komme til det punkt, hvor alle materialer, der anvendes i en forsyningskæde eller økonomi, er fuldstændig biologisk nedbrydelige, eller bliver fanget af genanvendelse og genbrugssystemer, der sikrer en næsten fuldstændig cirkulær økonomi. Nulbaserede mål kan i det lys ses som en distraktion, selv når selve essensen af vugge-til-vugge-design indebærer at reducere brugen af giftstoffer til nul.

I nogle tilfælde kan det imidlertid være fornuftigt at holde potentielt giftige materialer i systemet, så længe de ikke håndteres eller udledes på måder, der forårsager problemer. Det er den tilgang, firmaer som Adidas, Nike og Puma nu tager hul på med deres innovative køreplan mod nul udledning af farlige kemikalier i deres forsyningskæder i Kina.

Samling på tropperne

For at forsøge at undgå forvirring, har Deloitte Innovation lavet en liste over nogle af de ting, som det, de kalder ”nulpåvirknings-vækst”, rent faktisk ikke er. Det betyder for eksempel ikke ”nulvækst”, eller at alle mål skal sættes til nul. I stedet har begrebet til formål at hjælpe med at fastlægge grænserne for en bæredygtig kapitalisme. Rapporten fra Deloitte citerer den amerikanske general fra Anden Verdenskrig Omar Bradley: ”Det er på tide, at vi styrer efter stjernerne, ikke efter lyset fra hvert forbipasserende skib.” Pointen er, at vi har brug for en Nordstjerne, en klar og retningsgivende definition af, hvad vi forsøger at opnå. Ellers risikerer vi at fortabe os i forvirring og passivitet.

For at få en bedre forståelse af, hvordan verdens førende virksomheder klarer sig på dette felt, undersøgte Deloitte virksomheder, der er medlemmer af enten FN Global Compact’s ”Caring for Climate Program” eller ”CEO Water Mandate”. Ved at bruge offentligt tilgængelige oplysninger undersøgte analytikere, hvordan 65 virksomheder i 10 industrisektorer klarede sig på den såkaldte ”Zero Impact Growth Monitor”eller bare ZIG-M, der vurderer en række af virksomhedernes praksisser mht. bæredygtigthed. Den samlede topscorer var Unilever, der fik den placering på baggrund af sin ambitiøse ”Sustainable Living Plan”.

I afdelingen for samarbejdsprojekter blev seks selskaber fremhævet: Adidas Group, C&A, H&M, Li-Ning, Nike og Puma, der sammen driver det såkaldte ”Zero Discharge of Hazardous Chemicals” (ZDHC)-projekt. Og Puma blev også sat i fokus for at have den bedste praksis under overskriften ”internalisering af eksternaliteter”, for sit arbejde med miljømæssige gevinster og tab i ”Environmental Profit & Loss”-arbejdet.

For så vidt angår de vigtigste hindringer for yderligere fremskridt peger analytikerne på en udvikling, der stærkt minder os historien om Babelstårnet. Deres forskning, siger de, ”afslørede en mangel på ensartede definitioner og beskrivelser, som virksomheder kan bruge til at forklare deres indsats for bæredygtighed”. Dette står i vejen for både præcise analyser og – har de mistanke om – en effektiv gennemførelse af de relevante virksomhedsstrategier. Så det er klart, at der stadig er meget arbejde at gøre her, men alle forsøg på at samle de forskellige kriterier og sprog inden for bæredygtighedsdagsordenen vil kun lykkes, hvis de samtidig hjælper til at samle de spredte samfund af eksperter og opbygge ægte kritisk masse for gennemgribende forandring.