Bæredygtighedsmissionæren
Tobias Lau sigter efter at gøre sin virksomhed, Social Action til Danmarks første og største konsulenthus for bæredygtighed. Her skal man kunne tage kontakt, når bæredygtige projekter, tanker og forretninger skal realiseres, spredes og skaleres. Ambitionen bygger på et solidt fundament. Han har i tre år arbejdet som rådgiver hos designguruen Bruce Mau, hvor han bl.a har hjulpet Nokia med at gå i en mere bæredygtig retning. Han er også medforfatter til bogen Massive Change, der beskrev, hvordan bæredygtighed kan forandre alt fra sundhed og velfærd til militærvæsen, energi og kommunikation, længe før klimaforandringer blev en del af alles ordforråd.
Jagten på væxt-factor fortsætter. Denne uge præsenterer vi fem nye innovative talenter, som tegner Danmarks fremtid.
- Jesper Buch, Mentaline.com
- Mads Kjær, MYC4
- Simone Maschi, CIID
- Merete Nordentoft, professor i klinisk psykiatri, KU
- Tobias Lau, Social Action
Læs alle de personlige portrætter på mm.dk/fremtidensdanmark.
Jagten på væxt-factor fortsætter. Denne uge præsenterer vi fem nye innovative talenter, som tegner Danmarks fremtid.Hjemme i Danmark stiftede han Social Action, som i dag har virksomheder som LEGO og Grundfos på kundelisten. Til efteråret udgiver han bogen ”At Tænke Stort”, som han håber kan bidrage til at rykke den hjemlige bæredygtighedsagenda. For Danmark skal op i et langt mere aggressivt gear, hvis fremtidens vækst skal være bæredygtig. Det er Tobias Laus kæphest.
Hans egen virksomhed ville uden tvivl opnå hurtigere vækst, hvis den havde adresse i USA, Kina eller Brasilien. Men Tobias Lau vil forandre verden fra Hejrevej i Københavns nordvestkvarter.
For selv om Danmark bryster sig af at være førende på bæredygtighedsfronten, er vi det ikke, mener han. ”Vi har vist verden, at vi har skabt et samfund i verdensklasse. Men så længe vi ikke lever bæredygtigt, så er det ikke verdensklasse – så er det bare godt. Innovationskraften ligger andre steder i verden, hvor de er så meget mere tændt på det her,” siger Tobias Lau.
I USA så han udviklingen buldre frem og fik selv forandret sit verdensbillede, da han talte med pionerer som Muhammad Yunus og folkene bag vugge-til-vugge-principperne, længe før deres ideer brød igennem. ”Det ændrede mit faglige fokus fra design til, at man kan ændre verden, hvis man vil – og det ville de her mennesker. Det ville jeg være en del af,” fortæller Tobias Lau.
CV – Tobias Lau – f. 1979
- 2002: Bachelor i etnologi
- 2004: Færdiguddannet på Institute without Boundaries
- 2005-2007: Bruce Mau Design
- 2007- : Stifter af Social Action
Social Action
Virksomhedens regnskab er ikke offentliggjort. Kunderne omfatter Lego, Biogasol, Vestforbrændingen, Kalundborg Symbiosen og Økoladen.
Tobias Lau er nomineret af Jørgen Rosted
“Tobias Lau har skabt firmaet Social Action, hvis formål er at rådgive om, hvordan virksomheder kan tjene penge på at skabe en bedre verden. Sammen med designguruen Bruce Mau i Toronto var Tobias med til at redigere en bog om, hvordan nye virksomheder gør verden mere grøn. Han har en interessant fornemmelse af, hvad der sker i verden."
Jørgen Rosted
Tidl. departementschef
Ordfører i Fremtidens Danmark
I 2005 skrev han et manifest for Nokia om, hvordan teknologigiganten kunne tænke vækst og design i fremtiden. Det blev den øverste chef så begejstret for, at det blev pensum for alle chefer. ”Den oplevelse gjorde noget ved min selvforståelse, og den gav mig en tro på, at det kan lade sig gøre at få folk med en stor kapitalbase til at høre på tanker om at forbedre verden og hverdagen,” siger Tobias Lau.
Den udenlandske ballast gav ham stædigheden til at holde fast i Social Actions vision, selv om det i starten gik trægt med at få kunderne til at ringe. Herhjemme er bæredygtighedstænkningen nemlig stadig båret af det offentlige samt nogle få store globale selskaber. ”Men jeg har hele tiden vidst, at jeg var på den rigtige side af udviklingen,” siger Tobias Lau og sammenligner sig selv med den fremsynede søn fra Krøniken, der blev hånet for sin tro på, at fjernsynet blev hvermandseje.
”Det er lidt skræmmende, at vi stadig i det 21. århundrede skal til USA for at se, hvor udviklingen går hen,” konstaterer han. Efter fire års vedholdende kamp begynder Social Actions potentiale at udfolde sig. Tobias Lau beskæftiger nu seks medarbejdere, og der kommer hele tiden nye opgaver til.
Drivkraften har været den stålsatte tro på, at bæredygtighed er den vej, hvor alle er på vej hen. ”Jeg vil gerne skabe bevægelser, der kan få folk i aktion, så vi sammen kan forandre verden og gøre den til det, de fleste gerne vil være en del af. Det er min mission,” siger Tobias Lau.
Ifølge Josefine Campbell, der er associeret partner i Social Action, lykkes Tobias Lau, fordi han både er engageret, visionær og analytisk begavet. ”Han kan se visionerne, få datagrundlaget og informationerne på plads og handle på det,” siger hun.





