På et tidspunkt, hvor regeringer i USA, Canada, Japan og Kina alle ønsker sig, at Storbritannien bidrager til at gøre EU til en stærk global aktør, gør de 28 EU-lande klar til endnu et krisetopmøde torsdag og fredag i Bruxelles – et topmøde, som igen vil udstille EU’s kollektive svaghed og indre splittelse.

Det er nemlig først og fremmest EU’s kollektive svaghed, der ifølge en række førende analytikere af europæisk politik gør det sandsynligt, at Storbritanniens premierminister, David Cameron, vil få sin aftale om et revideret britisk forhold til EU. Det skal tjene som grundlag for den aftale om fortsat EU-medlemskab, som Cameron har lovet de britiske vælgere i bestræbelserne på at lukke munden på britiske EU-skeptikere i sit eget parti og i det nationalpopulistiske UKIP.

Den britiske premierminister vil så at sige kunne bruge sin egen indenrigspolitiske svaghed til at presse politiske indrømmelser ud af de øvrige 27 EU-lande, fordi de øvrige EU-lande er så bekymrede over, at Storbritanniens vælgere stemmer landet ud af EU, at de føler, at de ikke kan gøre andet end at føje den britiske premierminister. EU-præsident Donald Tusk advarede i sidste uge imod, at andre egoistiske regeringsledere i EU vil kunne finde på at arrangere folkeafstemninger for på den måde at presse politiske indrømmelser ud af EU.

Set fra København tegner topmødet ganske overraskende til at kunne føre til ændringer på to områder, der har spillet centrale roller i dansk europapolitik i de senere år: Et opgør med den såkaldte Metock-dom fra 2008, som reelt gjorde det muligt for EU-borgere at få opholdstilladelse til en ægtefælle fra et land uden for EU. Og en mulighed for at indføre indeksering af velfærdsydelser såsom børnechecken til andre EU-borgere i Danmark, hvis deres børn opholder sig i et andet EU-land med et lavere omkostningsniveau end det danske.

Charles Grant, leder af den britiske tænketank Centre for European Reform, anser i sin analysedisse to sager for at være væsentlig mindre kontroversielle end hovedkravet på velfærdsområdet: Camerons ønske om at kunne indføre en fireårs karensperiode for andre landes EU-borgere for et tilskud, som de britiske myndigheder giver lønmodtagere i den laveste ende af lønstatistikken.

Dette forslag møder modstand i lande som Polen og Spanien, der har mange statsborgere, som arbejder i andre EU-lande. Briterne ventes dog ikke desto mindre at få deres vilje med den udtrykkelige begrænsning, at kun Storbritannien får denne mulighed, og at den kun kommer til at omfatte nyankomne EU-borgere til Storbritannien. De næsten en million polakker, godt 150.000 spaniere og mange andre EU-borgere, der arbejder i Storbritannien allerede, vil altså ikke blive ramt. Men det er oplagt, at reglen vil gøre det mindre attraktivt for andre EU-borgere at arbejde i lavlønsjob i Storbritannien, og dette er ifølge Poul Skytte Christoffersen, tidligere dansk EU-ambassadør, alt andet lige et tilbageskridt for arbejdskraftens frie bevægelighed i EU.

Danskere centrale i hemmelig proces

Forberedelsen af den kommende aftale med Storbritannien har ifølge den britiske avis Financial Times været genstand for nogle af de mest hemmelige forhandlinger, der nogensinde har fundet sted i EU. Og både forhandlingernes form, indhold og udfald bærer en række bemærkelsesværdige fingeraftryk fra danske topembedsmænd i europæisk, britisk og dansk tjeneste.

Den diskrete danske hovedrolleindehaver i forhandlingerne er Jeppe Tranholm-Mikkelsen, der som generalsekretær i Det Europæiske Råd har koordineret forhandlinger på vegne af EU-præsident Donald Tusk. Tranholm-Mikkelsen udtaler sig normalt ikke til pressen, men han gjorde i november 2015 en undtagelse over for Mandag Morgen, hvor han gav dette overordnede bud på, hvordan han agter at håndtere den svære britiske sag og de mange andre udfordringer, som Det Europæiske Råd og EU som helhed står over for.

”Der er ikke rigtig noget marked for store forkromede visioner i Europa lige nu. Vi står over for en række helt konkrete udfordringer, som vi er nødt til at få styr på. Der kan vi ikke spilde tiden på en diskussion om traktater og institutioner – det tror jeg er holdningen hele vejen omkring bordet,” sagde Tranholm-Mikkelsen i portrættet, hvor den tidligere EU-præsident Herman Van Rompuy roste ham for at være en elegant og dygtig diplomat.

En anden vigtig dansk embedsmand i forhandlingerne er Daniel Korski, der i de seneste tre år har arbejdet som politisk rådgiver for David Cameron, og som i maj sidste år blev forfremmet til souschef i den britiske premierministers såkaldte Policy Unit i Downing Street 10. Korski, der er født i København af polske forældre og er dansk statsborger, har fungeret som Camerons diskrete udsending til en række EU-lande, og han har ifølge Mandag Morgens oplysninger været kraftigt involveret i designet af den proces, der har ført til udformningen af den kommende aftale mellem Storbritannien og de øvrige EU-lande. Daniel Korski har arbejdet både i EU’s udenrigstjeneste, i det britiske udenrigsministerium og i det amerikanske udenrigsministerium. Før han tiltrådte hos premierminister Cameron, har Korski advaret den britiske regering om, at man ikke bør ende som en paria i EU-samarbejdet.

Donald Tusks udspil til aftalen er ikke mindst takket være Tranholm-Mikkelsen nøje forhandlet med både EU-Kommissionen og med EU-Parlamentet, som også har været repræsenteret ved de forhandlingsmøder mellem EU-landenes EU-ambassadører og regeringschefernes øverste europapolitiske rådgivere, som fandt sted torsdag i sidste uge og tilsvarende ugen før. Ved disse møder har Danmark ifølge Mandag Morgens oplysninger sammen med Irland været Storbritanniens stærkeste støtter.

Men selv om der er skepsis i en række EU-lande i forhold til at give briterne de indrømmelser, der lægges op til i udspillet, er det ikke desto mindre vurderingen, at Tranholm-Mikkelsen og hans embedsmandskolleger i Bruxelles og London er lykkedes med at forberede et kompromis, som ingen ønsker at blokere. TænketankenEuropean Council on Foreign Relations har således udarbejdet analyser af stemningen i både Berlin, Paris og Madrid, og i alle tre hovedstæder vurderes det, at man er villig til at leve med indrømmelserne til David Cameron. Dog er der ikke mindst blandt proeuropæiske politikere i Frankrig en alvorlig bekymring for, at den højrenationalistiske og EU-skeptiske Marine Le Pen vil kunne tage ved lære af David Camerons fremgangsmåde ved at love vælgerne en folkeafstemning om Frankrigs EU-medlemskab, hvilket den kontroversielle politiker allerede har sagt, at hun vil gøre.

”Der er en udbredt følelse blandt EU-landene af, at man er udsat for afpresning fra David Camerons side. Men omvendt er hele samarbejdet lige nu så skrøbeligt på grund af flygtningekrisen, at alle bare vil have sagen ekspederet i en fart,” siger Poul Skytte Christoffersen.

Aftale er ingen garanti mod Brexit

Mens de øvrige EU-lande er villige til at gå langt for at imødekomme David Cameron, er der ingen af dem, der ser den kommende aftale som noget, der bare ligner en reform af hele EU-samarbejdet, sådan som Cameron forsøger at sælge den hjemme i London. De hæfter sig ved, at alle undtagelser bliver isoleret til kun at gælde Storbritannien, og at Storbritannien ikke vil være i stand til at nedlægge veto mod de integrationsplaner, som særligt de centrale eurolande, Tyskland og Frankrig, arbejder med.

Heller ikke hjemme i Storbritannien har David Cameron tilsyneladende held til at sælge sin kommende aftale som en grundlæggende reform af det britiske EU-medlemskab. Tværtimod viser de seneste meningsmålinger, at den vælgergruppe, der vil stemme Storbritannien ud af EU, vokser og nu udgør et flertal af de briter, der har gjort deres mening op i forhold til folkeafstemningen, som ventes afholdt i anden halvdel af juni i år. Se figur 1.

Martin Wolf, økonomisk kommentator i Financial Times, konstaterer, at Camerons kommende aftale med EU-landene dybest intet ændrer ved de allerede kendte argumenter i den britiske EU-debat, at folkeafstemningen er en unødvendig risiko, som Cameron af hjemlige partitaktiske grunde har påført både Storbritannien og EU, og at den meget vel kan blive afgjort af diffuse faktorer som frygt, mistillid og et folkeligt ønske om at give den politiske og økonomiske elite et seriøst spark.

Der er med andre ord lagt op til fire måneders britisk psykodrama om landets europæiske fremtid. Denne proces vil både EU-institutionerne i Bruxelles og politikerne i de andre EU-hovedstæder holde sig fra, men de vil følge udviklingen intenst. En britisk udmeldelse af EU vil være en historisk svækkelse af det europæiske samarbejde på et tidspunkt, hvor man har brug for al tænkelig kollektiv styrke og solidaritet, hvis man skal håndtere flygtningekrisen på en sådan måde, at det ikke skader EU’s indre marked og dermed den i forvejen meget svage vækst i Europas økonomier.