Det vil være et stort tab Danmark og resten af Europa, hvis briterne stemmer sig ud af EU ved den folkeafstemning, som David Cameron har lovet vælgerne – et løfte, der var medvirkende til at give ham et overraskende flertal ved sidste uges parlamentsvalg i Storbritannien. Et frihandelsorienteret og miljøbevidst Storbritannien med hele landets rige, kulturelle og filosofiske arv er og bør være en bærende søjle i det europæiske samarbejde. Det skal der ikke herske tvivl om.

Omvendt står det også klart, at det var en sejr for kortsigtede, partipolitiske interesser, da den konservative premierminister siden 2010 genvandt regeringsmagten. David Camerons løfte i januar 2013 om en folkeafstemning senest i 2017 om det britiske EU-medlemskab er i resten af Europa blevet set som en højrisikabel strategi med potentielt betydelige negative konsekvenser for det europæiske samarbejde.  Risikoen er, at briterne rent faktisk siger ja tak til at forlade EU, selvom Cameron har sagt, at han personligt er tilhænger af et fortsat britisk medlemskab. En såkaldt Brexit vil koste Storbritannien dyrt. Spørg bare landets erhvervsliv, der er stærke tilhængere af fortsat EU-medlemskab. Og den vil være dybt skadelig for EU’s troværdighed som en global aktør i det 21. århundrede.

Efter valget står det klart, at Cameron kan glæde sig over, at første etape af den hasarderede strategi fra den såkaldte Bloomberg-tale, hvor folkeafstemningen blev stillet i udsigt, lykkedes over al forventning. Til gengæld er reaktionen i Bruxelles, at det britiske valgresultat er det værst tænkelige, fordi det nu bliver op til de øvrige 27 EU-lande at bidrage til, at også anden del af Camerons europolitiske strategi lykkes: at overbevise briterne om, at det tjener dem bedst at blive i EU. Tidsplanen for denne forhandling er, at Cameron ved sommertopmødet sidst i juni vil orientere de øvrige stats- og regeringschefer om sin plan for folkeafstemningen om det britiske medlemskab. De 27 EU-landes stats- og regeringschefer vil lytte til Cameron og så formentlig beslutte, at man først ved juletopmødet til december vil forholde sig substantielt til sagen. Set fra dansk side er det en interessant detalje, at den nyudnævnte generalsekretær i Det Europæiske Råd, Jeppe Tranholm-Mikkelsen, får en helt central rolle i arbejdet med at finde en løsning på den britiske udfordring.

Bolden er på Camerons banehalvdel. Han må forklare, hvad han forestiller sig, hvorefter de øvrige EU-lande kollektivt må gøre op, hvor langt de vil og kan følge ham. På forhånd er det givet, at en genåbning af Lissabontraktaten ikke kommer på tale. ”Det vil betyde, at vi åbner basaren for alle mulige og umulige idéer og forslag,” som en centralt placeret europæisk embedsmand formulerer det.

Cameron har opstillet en række mål for de kommende forhandlinger med de øvrige EU-lande: Stop for ’store folkevandringer’ i forbindelse med optagelse af nye EU-lande. Strammere indvandringsregler, som sikrer, at indvandrere kommer til Storbritannien for at arbejde og ikke for at modtage velfærdsydelser. Mere indflydelse til de nationale parlamenter. Mindre bureaukrati.

Endelig har Cameron også udtalt, at han ønsker en af EU-samarbejdets centrale målsætninger om at arbejde for ’en stadig tættere union’ fjernet. Sidstnævnte ønske får Cameron ikke opfyldt, da lige præcis den stadig tættere union netop er målet for de aktuelle reformplaner i eurozonen. På de øvrige områder er det mere realistisk, at man kan finde løsninger, som Cameron kan præsentere hjemme i London. Om det så vil være nok for de mest EU-kritiske af hans egne konservative parlamentsmedlemmer er til gengæld mere end tvivlsomt.

Mens Cameron kan glæde sig ved udsigten til endnu fem år som premierminister, står det allerede nu klart, at hans europapolitiske kurs reelt har skadet Storbritanniens nationale interesser. Fra Washington over København til Berlin og Bruxelles er der stor irritation over, at man skal bruge kræfter på besværlige forhandlinger med en britisk premierminister, der efter de fire hovedstæders opfattelse først og fremmest har brugt europapolitikken i et nationalt politisk spil.

Mens USA’s præsident Barack Obama lige ud har sagt, at det såkaldt ’særlige forhold’ mellem de to lande forudsætter, at Storbritannien bliver i EU og spiller en proaktiv rolle i det europæiske samarbejde, har Danmarks regering under ledelse af Helle Thorning-Schmidt spillet en diskret men aktiv rolle i bestræbelserne på at forhindre, at Storbritannien skulle komme til at fremstå som lederen af den gruppe af EU-lande, som ikke er med i euroen.

Danmark har med rette gjort det klart, at vore interesser er bedst tjent ved at være så tæt på kernen i EU som muligt, og man har udfoldet store bestræbelser på at sikre, at også andre ikke-eurolande ikke hopper med på den britiske galej. David Cameron har været realistisk nok til at indse, at han ikke kunne forhindre den øgede integration i eurozonen, som har vist sig nødvendig, efter at finanskrisen gjorde det klart, at euroen måtte have et politisk ben ved siden af det monetære. Men i dag står det klart, at hans drøm om et EU med en hård eurokerne og en blød men relativt talstærk ydre ring af ikke-eurolande har lidt skibbrud. De politiske realiteter i EU er, at samarbejdet i dag bedst kan beskrives som et 19+8+1-samarbejde: De 19 eurolande udgør kernen, otte øvrige medlemslande, herunder Danmark, følger med, mens Storbritannien står alene ved udgangen.

Denne konstatering er ikke udtryk for, at man ikke permanent bør diskutere, om EU’s institutioner bruger kræfterne på de rigtige sager: De overordnede tværgående udfordringer som vækst, jobskabelse, miljø, klima og regulering af finanssektoren. Det bør man til enhver tid gøre. Men omvendt er det spild af briternes tid, af danskernes tid og af alle andre europæeres tid at debattere EU ud fra, hvad der dybest set er et ønske om at afskaffe samarbejdet.

Hvis Europa skal være konkurrencedygtig i den stadig skarpere globale konkurrence, forudsætter det, at man i Europa udnytter det enorme potentiale, der ligger i at finde fælles løsninger på fælles udfordringer. At foregive, at en tilbagevenden til en ren nationalstatslig politisk konfiguration i Europa skulle kunne sætte os bedre i stand til at møde fremtidens udfordringer, er at stikke vælgerne blår i øjnene.

Mens det kan konstateres, at Storbritannien er mere isoleret end nogensinde i EU, afslørede torsdagens valgresultat samtidig, at David Cameron frem til 2020 kommer til at forholde sig seriøst til det stadig mere nationalt selvbevidste Skotland. Her vandt selvstændighedspartiet SNP en veritabel jordskredssejr, som bidrog betydeligt til Labours nederlag. Mange skotter drømmer, som tidligere omtalt i Mandag Morgen, om at blive en selvstændig ’nordisk’ velfærdsstat – der vel at mærke er medlem af EU.

Camerons kurs ud af EU risikerer paradoksalt nok at skubbe Skotland længere væk fra England og ind i Europa. Det kan man ikke fortænke skotterne i. Men det ville nu være bedst for både Danmark og Europa, hvis hele Storbritannien forbliver medlem af EU og hjælper med at forbedre samarbejdet i stedet for at forlade det.