Canadisk arkitekt: Verden skal samarbejde om at bygge i træ

Den canadiske arkitekt Michael Green bygger næsten alle sine bygninger i træ. Det skyldes både de klimamæssige, sociale og æstetiske fordele. De vigtigste veje til mere træbyggeri er uddannelse og økonomiske incitamenter såsom skattefordele.

Den canadiske arkitekt Michael Green er træ-entusiast. Han har bygget træbygninger over hele verden, og hans TED-talk ’Why we should build wooden skyscrapers’ er oversat til 31 sprog og set af mere end 1 million.

Michael Green er hovedtaler på Go2Wood Conclave-konferencen om bæredygtigt træ, der finder sted torsdag i denne uge i København. Han har arkitektfirmaet MGA, Michael Green Architecture, som ligger i Vancouver og desuden har han etableret en nonprofit-skole ved navn DBR, Design Build Research, hvor folk, der vil bygge i træ, kan få en gratis uddannelse.

Han har med stor succes intensiveret sit fokus på træ de seneste 10-15 år.

”Da jeg startede den her samtale om træ for 10 år siden, troede mange, at det var en vild idé, der aldrig ville blive til noget, og at entreprenørbranchen ikke ville lave store forandringer så hurtigt. Men vi har set store fremskridt på meget kort tid, og der er interesse fra arkitekter fra hele verdenen. Det er noget, folk gerne vil være en del af,” siger Green.

De sidste 100 år har man bygget på samme måde i stål og cement. Først da klimapåvirkning kom på dagsordenen, begyndte man at kigge på byggeindustrien, fordi det område står for næsten halvdelen af verdens udledning. Michael Green peger på, at selvom der har været meget snak om bilers udledning, har næsten ingen talt om bygninger, selv om de har meget større indflydelse end biler.

Træ som byggemateriale er både godt fra et klimamæssigt synspunkt og fra et skovmæssigt perspektiv, hvad angår skovmiljøet. Samtidig har den daglige omgang med træ også tydelige positive effekter.

”Der er klare helbredsmæssige fordele ved at arbejde i et miljø af naturmaterialer. I skoler fremskynder træ folks læring, og på hospitaler fremskynder det deres helbredelse. Samtidig er træbygninger smukke, og det er attraktivt for mange mennesker over hele verden,” mener Michael Green.

Han peger på omkostninger og uddannelse som de største udfordringer for træbyggeri lige nu. Træet er lidt dyrere end konventionelle materialer, og der er ikke konkurrence nok på området.

”Det kommer til at tage tid, men med energikrisen kommer priserne på træ til at gå ned, og det vil betyde, at det vil blive meget billigere at bygge af træ i fremtiden,” siger Michael Green.

Samtidig kan man fra statslig side også bidrage til at gøre træbyggeri mere populært. En løsning kan derfor være at skabe incitamenter gennem bonusser og skattefordele til folk, der bygger af materialer med lav CO2-udledning.

Det er ikke, fordi det som sådan er et mål for Michael Green at bygge højhuse. Men han mener, at hvis man bygger en 40-etagers bygning i træ, vil offentligheden se, at det er en sikker måde at bygge på. Samtidig er det at bygge i træ den eneste måde at gøre et højhus CO2-neutralt på. Han er opmærksom på, at højhuse ikke passer alle steder.

”En risiko ved at bygge højhuse er, at de kan blive antisociale steder. Jeg tror, at der er passende højder i forskellige byer, og at det varierer fra by til by. Jeg tror, at det, man mest vil se, er bygninger fra 10 til 18 etager, selvom vi vil kunne bygge højere. I Danmark kan jeg se, at det er vigtigt, og der skal man ikke nødvendigvis bygge højt,” mener han.

Michael Green peger dog på, at det har ændret sig over tid, hvad vi karakteriserer som en virkelig høj bygning. Da Empire State Building blev bygget for 85 år siden, var dens 381 meter grænsen for menneskets fantasi. Det har ændret sig siden, og i dag er verdens højeste bygning næsten en kilometer meter høj.

Træbyggeri kan gøre verden mere bæredygtig. Men Michael Green peger på, at det er et tveægget sværd, for det sidste, man skal gøre, er at skabe nye måder at bygge på, som går ud over skovene.

”Træprodukter skal tænkes som holdbare og værditilførende. Der er mere værdi i at plante et træ eller genplante det end i at dyrke landbrugsprodukter. Men det kræver stort samarbejde verden over at sikre, at den måde, vi planter træer på, er hensigtsmæssig,” påpeger Michael Green.

LÆS OGSÅ: Fremtidens danske hus er bygget i træ


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu