Carlsberg er tæt på at realisere det strategiske mål om en plads blandt verdens største bryggerier. Bryggeriet er den mest sandsynlige vinder i kampen om britiske Bass, og det køb er afgørende, hvis Carlsberg skal gøre sig forhåbninger om en global strategi. Men der er mange om buddet, og lykkes det ikke at købe Bass, er Carlsbergs eksistens i Storbritannien alvorligt truet og koncernens globale strategi kuldsejlet. Så er opkøbsmulighederne nemlig så godt som udtømte for bryggeriet, der bliver henvist til at føre en regional strategi. Adm.dir. Flemming Lindeløvs fremtid afhænger af, om opkøbet af Bass lykkes.