Der har sneget sig en købmandstænkning ind overalt i det danske samfund.

Den gennemsyrer vores institutioner og sprog. Forskning skal omsættes til vækst og arbejdspladser. De studerende skal tage de uddannelser, som aftagerne i erhvervslivet har brug for. Dansk film skal sælges til udlandet, museerne skal lave blockbuster-udstillinger, og teatrene skal have de rigtige varer på hylderne, så der kommer kunder i butikken.

”Ideen om, at skatteborgernes penge skal bruges til noget, vi kan måle, og kommer skatteborgerne til gode, har sneget sig ind med New Public Management. Forskning, uddannelse og kulturliv er underlagt logikken,” forklarer Michael Böss, historiker og lektor på Aarhus Universitet.

Med den nyligt vedtagne finanslov bliver der skåret kraftigt på kultur, forskning og uddannelse, samt de fonde, der støtter områderne. For to uger siden beskrev Mandag Morgen et fælles opråb fra dansk erhvervsliv og fagbevægelsen mod regeringens besparelser på forskning og uddannelse. Sidste uge gik en skare af fonde og kulturinstitutioner sammen om en protest mod nedskæringerne på kulturen.

[graph title="På vej mod et fattigere samfund" caption=" " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/26649-van_fig01_hovedhistorie.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/211f1-van_fig01_hovedhistorie.png" text=""] [/graph]

Besparelserne gør ikke alene ondt, de styrker også en tendens, der har været fremherskende de senere år. Pengene bliver brugt på det, vi kan bruge til noget, og alt, der ikke bidrager til flere arbejdspladser, øger eksporten eller skaber økonomisk fremgang, kan per definition undværes og bliver skåret fra. Men det er ikke det værste. Det værste er, at vi bliver mere forsigtige. Vi tør ikke tage chancer og giver ikke plads til talenterne.

”Vi vil have noget for pengene, så vi placerer midlerne, hvor vi ved, vi får noget igen. Det betyder alt andet lige, at vi tager færre chancer – at vi spiller på det sikre,” siger Michael Böss, der er forfatter til bogen ”Det demente samfund”, hvor han argumenterer for, at vores kultur er præget af, at alting skal kunne bruges til noget og betale sig.

Formanden for Det Frie Forskningsråd har fået travlt med at overbevise politikerne om, at fri forskning kan bruges til noget, og han frygter, det kan betyde, at de skæve, nyskabende projekter må vige for dem, vi ved kan føres ud i livet. Professor Rane Willerslev advarer mod et uddannelsessystem, der fremmer papegøjetænkning, og straffer elever og studerende, der tør tage chancer og tænke nyt. Operachef Kasper Holten er bange for, at vores børn drukner i kommerciel underholdning, der ikke vil andet end at tjene penge. Og chefredaktøren for filmmagasinet Ekko taler om en kunstart, der er i knæ økonomisk, og derfor ofrer sin fremtid og talenter for at lokke folk i biografen med film, de kender i forvejen.

I et fattigt samfund er opera for de rige

Hvis kunstnerne kun tager chancer, hvis der er penge at tage chancer for, så kommer der til at være længere imellem dem de kommende år. Lars Løkke Rasmussens regering har med et bredt folketingsflertal i ryggen valgt at skære ned på bevillingerne til statens kulturinstitutioner, så de må klare sig med 2 pct. mindre næste år, og 8 pct. mindre om fire år.

Det Kongelige Teater skal derfor spare 10 millioner i 2016, men den årlige besparelse løber op i 30-40 millioner, når alle besparelserne er gennemført i 2019.

I aftalen for teatret hedder det, at teatret skal ”øge sit indtjeningsgrundlag” og ”gennemføre effektiviseringer”, så der bliver råd til at gennemføre lige så mange forestillinger i 2019 som i dag. Men det er naivt at tro, at man kan spare så meget, uden at det går ud over kvaliteten, mener Kasper Holten, tidligere operachef på Det Kongelige Teater og i dag chef for Royal Opera House i London.

”Det er uærligt, når politikerne siger, man kan spare så meget, uden at det kan mærkes på kvaliteten. Opera koster penge, teater koster penge. Du kan ikke effektivisere et kor, uden publikum kan høre det,” siger han.

Kasper Holten frygter ikke for kunsten, men derimod for, at vi begrænser adgangen til den. Opera skal nok overleve, selv hvis alle offentlige kroner forsvinder, men ikke herhjemme, og den vil kun være for de rige, der har råd til at flyve til metropolerne og se den. Det er et problem, mener Holten, fordi samfundet og borgerne bliver fattigere, hvis færre får chancen.

”Jeg vil gerne have, at min datter vokser op med mange valgmuligheder. Hun skal ikke kunne lide opera, men hun skal have muligheden for at kunne lide det. Hvis man kun spiser burgere, ved man ikke, at sushi kan smage godt,” siger Kasper Holten.

Uden penge fra det offentlige eller rundhåndede private donationer, som Holten tror, de smalle kunstarter kan komme til at spejde længe efter, bliver datteren overladt til den kunst og underholdning, som tilstrækkeligt mange vil betale for. Kommerciel kunst har en plads og skal have det, men den skal ikke have pladsen alene:

”Hvis man kun får fortalt historier, som er bygget på erfaringer for, hvad der tidligere har givet succes, og som er tilrettelagt for at tilfredsstille forbrugeren og tjene penge, så reducerer vi vores evne til at tænke i andre narrativer. Vi vænner os til, at verden er indrettet efter den kommercielle kunst og underholdnings logik,” siger han.

Vi får et fattigere samfund, ikke på penge, vækst og konkurrenceevne, men på noget menneskeligt.

”Min frygt er et samfund, hvor kunsten er presset ud i periferien, bliver for de få eller udelukkende er på kommercielle betingelser. Det samfund vil have en ringere evne til at begribe mennesket og tilværelsen, og til at fortælle historier om os selv,” siger Kasper Holten.

Ingen kunstnerisk risiko uden økonomisk risiko

Modsat en række andre kulturområder er filmbranchen blevet holdt fri for besparelser. Indtil videre. Men det betyder ikke, at de har penge, for indtægterne på salg af film falder dramatisk. Ikke fordi der bliver set færre film, men fordi flere streamer dem online i stedet for at købe dem på DVD.

[quote align="left" author="Claus Christensen, chefredaktør på filmmagasinet Ekko"]Vi har vendt os mod hjemmemarkedet, og filmselskaberne satser på det, danskerne kender i forvejen[/quote]

Konsekvenserne kan vi allerede se, forklarer Claus Christensen, der gennem mange år har været chefredaktør for filmmagasinet Ekko. Dansk film har ikke samme internationale anseelse, som den har haft. De er ikke nomineret til hovedpriserne i de internatonale festivaler. Og det er der en god grund til.

”Vi har vendt os mod hjemmemarkedet, og filmselskaberne satser på det, danskerne kender i forvejen,” siger Claus Christensen.

Det kan være toere og treere af billetsucceser som ”Far til fire” eller ”Min søsters børn”; det kan være film, der baserer sig på populære bøger. Biograffilmene ”Kvinden i buret” og ”Fasandræberne” bygger begge på bestseller-krimier af Jussi Adler Olsen. Eller det kan være film, der tager afsæt i historiske begivenheder som besættelsen 9. april, eller da vi vandt EM i fodbold i sommeren 1992, eller film om kendte danskere som Dirch Passer, Spies og Glistrup. Og hvis der ikke er nok store personligheder, kan man altid lave en biografbasker om væddeløbshesten Tarok.

Der er ikke noget nyt i, at filmskabere tager udgangspunkt i historien eller følger op på en publikumsmagnet, men omfanget er nyt. Det viser en opgørelse, Ekko har lavet. I 2009 var 84 pct. af de danske film, der havde premiere i biograferne, baseret på et originalt manuskript. I 2015 er andelen nede på 41 pct.

”Det går ud over det eksperimenterende, det nyskabende og de yngre talenter, som dansk film skal bygge sin fremtid på,” siger han.

Zentropa har gennem mange år været selskabet, talenter kommer til og fra. Selskabet arbejdede med et åben-dør-princip, som betød, at man kunne komme ind fra gaden og byde sig til, og hvis man havde noget at byde på, var Zentropa med. Men døren er lukket nu. Selskabet led økonomisk under krisen, og det fik direktøren til at ændre strategi. I stedet for at satse på nye talenter, ville han satse på at tjene penge på dem, han allerede havde opdaget.

”Vi ville helt sikkert ikke have lavet Susanne Biers første film i dag. Og for den sags skyld heller ikke Thomas Vinterbergs,” har Peter Aalbæk Jensen sagt til Politiken.

Thomas Vinterberg og Susanne Bier tilhører en talentfuld generation af danske filmskabere, men de kom også frem på det rigtige tidspunkt. I begyndelsen af halvfemserne var dansk film lukningstruet. Der blev lavet 10-12 spillefilm om året, og der var ikke mange nyskabende imellem. Efter massivt lobbyarbejde fra branchen valgte den daværende regering at tildele dansk film flere penge. Man gik fra 10-12 film til 25, og det kunne mærkes, også på kvaliteten, forklarer Claus Christensen.

”Det betød, at der blev plads til den nye generation. De kunne få lov til at lave film, og på den måde fik de lov til at udvikle sig,” siger han.

Når der bliver færre penge, kommer de velbefarne let til at sidde på dem, mens den unge generation får sværere ved at komme til. Det er svært at sige nej til Thomas Vinterberg, når han kommer anstigende med en ny ide. Det er ikke et problem, hvis man også kan sige ja til to andre, yngre og mere uprøvede instruktører, men hvis der kun er penge til én film, så får vi kun Thomas Vinterbergs film.

[quote align="right" author="Claus Christensen, chefredaktør på filmmagasinet Ekko"] Forudsætningen for kunstnerisk risikovillighed er økonomisk risikovillighed[/quote]

”Du kan sammenligne det med forskning i erhvervslivet. Tænk på, hvor mange penge Novo Nordisk bruger på forskning, der ikke giver afkast nu og her, og måske aldrig kommer til det. Det kan vi godt se fordelen af alligevel. Hvis talentudvikling er vores forskning, så ville en virksomhed som Novo Nordisk dø af grin, hvis de så, hvor få penge vi bruger,” siger han.

”Når alt kommer til alt, handler det om penge. Forudsætningen for kunstnerisk risikovillighed er økonomisk risikovillighed,” siger Claus Christensen.

Mærkelige tal mellem 0 og 1

Bestyrelsesformanden for Det Frie Forskningsråd, Peter Munk Christiansen, betragter det som sin fornemste opgave at støtte forskningsprojekter, vi ikke på forhånd ved, hvad vi får ud af. Han skal tage chancer, så forskerne tør. Hvert år uddeler forskningsrådet ca. 1,2 milliarder kr. til omkring 500 projekter, men tiden, hvor man kunne få lov at give bevillinger uden at skulle forsvare, hvad der kom ud af dem, er for længst forbi.

Hvis bestyrelsesformanden havde glemt, at det forholdt sig sådan, blev han mindet om det, da regeringen præsenterede sit udspil til finansloven for 2016. Her står Det Frie Forskningsråd til at miste næsten 400 millioner kr. Regeringen vil hellere satse på strategisk forskning, som kan omsættes til patenter, opfindelser og arbejdspladser.

”Det er naturligt, at politikerne i krisetider vender sig mod det, der giver vækst og beskæftigelse, og så får vi ikke ret mange penge for at sige ’fri forskning’. Vi er nødt til at kunne bevise, at fri forskning nytter. Det viser finansloven med al forfærdelig tydelighed. Man kan næsten finde på at hælde os ned ad brættet, fordi man ikke synes, vi er nyttige nok,” siger Peter Munk Christiansen.

Derfor gik Det Frie Forskningsråd i gang med at forklare politikerne, hvorfor de ikke skal spare på bevillingerne. Forskningsrådet afholdt en konference om resultaterne af den forskning, der havde fået støtte, og i forrige uge modtog landets medier og beslutningstagere en pamflet om fem projekter, der ”skaber væsentlig viden med betydning for menneskets sundhed”, som der står. Titlen er ”Forskning, der nytter”.

”Med publikationen siger vi, at fri forskning også nytter, men at den gør det på langt sigt, og den gør det ikke hver gang og skal heller ikke have til formål at gøre det hver gang eller overhovedet,” forklarer Peter Munk Christiansen.

Men nyttefokuset indebærer også en risiko, erkender han. Det kan betyde, at man giver pengene til projekter, man er sikrest på bliver til noget.

”Vi diskuterer spørgsmålet mindst en gang om året. Vi skal huske, at vi er sat i verden for at støtte den gode ide, som en gang imellem viser sig at være ude i hampen. Vi skal turde være risikovillige. Men det er sværere, når pengene er små, fordi man så gerne vil have meget ud af dem,” siger Peter Munk Christiansen.

Indtil videre mener han, at rådet har formået at holde fast i princippet om at støtte de bedste forskningsideer, ikke de mest salgbare eller realiserbare. I 2010 gav han f.eks. en stor bevilling til en lektor i talteori, der forsker i ”mærkelige tal mellem 0 og 1”.

Peter Munk Christiansen spurgte den fagkyndige, der var med til at vurdere projektet, om det kunne bruges til noget, og han så helt forskrækket ud, da han sagde, at det vidste han ikke. Det havde han aldrig tænkt over. Men de gav talteoretikeren pengene – ikke fordi det ville give arbejdspladser i morgen, men fordi han var dygtig, og fordi projektet var spændende og nyskabende.

Måske bliver forskningen et led i det næste gennembrud inden for computervidenskaben. Måske forbliver det forskning om mærkelige tal mellem 0 og 1. Ingen ved det, men ifølge Peter Munk Christiansen er det afgørende for Danmark, at vi bliver ved med at give penge til projekter, vi ikke kender udfaldet af. Men det kan blive sværere fremover.

”Da jeg begyndte i forskningsrådet i 2007, tildelte vi penge til lidt mere end hvert femte projekt, der blev ansøgt om. Det var ikke helt skævt. Det gav mulighed for at investere i en pæn del af de meget støtteværdige projekter. I dag kan vi kun imødekomme omtrent hver tiende ansøgning. Så til slut i udvælgelsesprocessen sidder vi med en række fantastisk spændende projekter, men vi har kun råd til at støtte halvdelen,” siger han.

Og faren for, at rådet ikke tør tage chancer, kan også komme til udtryk på anden vis. Det kan gå ud over talenterne, fordi man giver pengene til de forskere, man ved kan levere.

Formanden for Carlsbergfondet, professor Flemming Besenbacher, har tidligere advaret om, at besparelserne kan komme til at gå ud over de unge forskere.

[quote align="left" author="Rane Willerslev, professor i social antropologi på Aarhus Universitet"]Vi fremmer papegøjetænkning. De studerende belønnes for at have læst teksterne og for at kunne fortælle, hvad der står i dem, mens skæv tænkning straffes[/quote]

”Når der kommer færre penge at dele ud af, kan man med god grund frygte, at bevillingerne kommer til at gå til den gamle garde,” sagde Flemming Besenbacher til Mandag Morgen for et par uger siden.

Og Peter Munk Christiansen forstår bekymringerne:

”Vi må spørge os selv: ’Hvad støtter vi? Projekter eller gode cv’er?’ Du kan være sikker på, at man ikke kan få forskningsbevillinger for et godt cv. Ideen, det fremragende projekt, er det vigtigste,” siger han.

Papegøjeland

På Aarhus Universitet frygter professor i social antropologi Rane Willerslev også for talenterne, men af en helt anden grund. Han frygter, de aldrig bliver til noget. Willerslev mener, at vi har indrettet vores uddannelsessystem, så det aktivt modvirker kreativitet og skæve tanker. De unge bliver sluset ind i en korrekthedskultur, hvor de bliver straffet for at begå fejl og tænke selv.

”Vi fremmer papegøjetænkning. De studerende belønnes for at have læst teksterne og for at kunne fortælle, hvad der står i dem, mens skæv tænkning straffes,” siger Rane Willerslev.

Karaktersystemet er det mest oplagte eksempel. Topkarakteren 12 får man for den korrekte besvarelse, ikke for den nytænkende. Fejl trækker ned, men forsøget burde belønnes, ikke straffes, mener han. For fejl er vejen til banebrydende løsninger og ideer. Det ved man på udenlandske eliteuniversiteter. Willerslev tog sin ph.d. på Cambridge Universitet, og her blev tossede tanker ikke skudt ned af vejlederen, der tværtimod serverede sherry og tænkte med. Her belønner man nye ideer og tanker, selv om de ikke er færdigudviklede, og det skaber en kultur, hvor de studerende tør tage chancer og tillader sig selv at fejle.

Hvis du tror, Willerslev drømmer sig tilbage til 70’erne og professorvældet, tager du fejl. Han kalder sig en stor tilhænger af hårdt arbejde og forklarer, at de studerende selvfølgelig skal læse bøgerne og læse dem grundigt. Men det er en forudsætning, ikke målet. Det er ikke nok at kende teorierne, man skal kunne bruge dem kreativt og sætte dem sammen på nye måder.

”Uddannelsessystemets opgave er at lære kandidaterne at lave kreative oversættelser af deres faglighed, så den kan bringes i anvendelse i andre domæner. Så hvis du bliver uddannet inden for kulturvidenskab eller litteraturhistorie, så skal du have et så stort fagligt overblik, at du kan oversætte din viden til andre domæner som f.eks. salg eller marketing,” siger Rane Willerslev.

Han bruger sig selv som eksempel. Da han var direktør for Kulturhistorisk Museum i Oslo, brugte han sin viden fra studierne i jæger-samler-samfundene i Sibirien til at løse en 12 år gammel og tilsyneladende uløselig national konflikt om, hvorvidt museets vikingeskibe skulle blive, hvor de hele tiden havde været, eller flyttes ned til operaen ved havnen. Han udarbejdede en slægtskabsanalyse af, hvordan de stridende parter var forbundet, formelt, men endnu vigtigere, uformelt.

”På den måde kunne jeg tegne en løsning, alle var tilfredse med, fordi ingen tabte ansigt,” forklarer Rane Willerslev.

Der er for stor spredning i, hvad de studerende skal uddannes til på universiteterne i dag, mener han. Hvis man på et og samme hold har en studerende, der læser for at blive sagsbehandler i Slagelse Kommune, og en, der vil forske i idehistorie, bliver det umuligt at nå dem begge. Sagsbehandleren skal bruge basal viden, han eller hun kan bruge til noget i sit kommende arbejde; forskerspiren skal udfordres for enhver pris.

Der er ingen vej udenom: Man må dele universiteterne op, så nogle uddanner sig til arbejdsmarkedet og andre til forskning. Det betyder ikke, at de studerende skal have en dårligere uddannelse. Tværtimod skal de have uddannelser, der er rettet mod det, de gerne vil arbejde med. De skal på erhvervsskoler. Universiteterne skal uddanne til forskning. De skal være steder for unge, der vil lære noget, og som tør tage chancer.

”Lige nu bliver underviserne nødt til at banalisere kompleks viden, for at alle kan følge med, og for at de kan bruge deres viden til noget i snæver forstand. Men noget viden er svær at forstå. Sådan er det. Desværre er der en ide om, at de studerende ikke må lide mentalt. De skal have alting forenklet. Det duer ikke, og det er ikke befordrende for forskerspirerne. De keder sig bare,” siger han.

Du kan ikke løse alle problemer

[quote align="right" author="Kasper Holten, operachef, Royal Opera House"]Hvis vi tvinges til at argumentere logisk og rationelt for kunsten, så har vi netop tabt kampen om sproget[/quote]

Debatten om hvad kunst og kultur kan bruges til er til gengæld ikke kedelig, men den er forsimplet. Operachefen Kasper Holten har ikke lyst til at give sit bud på, hvordan man kan argumentere for, at opera skal have en plads i samfundet.

”Hvis vi tvinges til at argumentere logisk og rationelt for kunsten, så har vi netop tabt kampen om sproget. Det er derfor, jeg forsøger at råbe vagt i gevær. Jeg kan ikke argumentere rationelt for opera,” siger Kasper Holten.

Historiker Michael Böss vil heller ikke bevæge sig ud i et økonomisk forsvar for kulturen eller kunsten.

”Hvis målet er at tjene penge, kan man ikke argumentere for kultur, der ikke tjener penge. Men målet kunne også være at videreføre noget af etisk eller æstetisk værdi. Så har vi en anden diskussion. Så er målet, at der skal være et bredt udbud, f.eks. opera, eksperimentelt teater, symfonier, selv om man ikke kan tjene penge på det,” siger Michael Böss.

Men han har svært ved at forestille sig, at politikerne går væk fra markedsprincipperne og den tiltagende markedsstyring af den offentlige sektor.

Vores samfund er underlagt et problemløsningsparadigme, mener Michael Böss. Skolen skal løse et problem for eleven, så han eller hun kan få et arbejde. Og skolen skal løse et problem for samfundet, så det kan konkurrere med andre stater. Alting bliver betragtet som problemer, der kan og skal løses.

”Vi har ofret tanken om, at der også findes problemer, der ikke kan løses, men som man som barn, ung og voksen skal kunne forholde sig til og lære at leve med,” siger Michael Böss.

Han bygger videre på den danske filosof og teolog K.E. Løgstrups pædagogiske filosofi om, at vi har brug for de humanistiske fag og åndsvidenskaben, fordi de kan styrke os som mennesker, så vi kan leve med eksistentielle problemer, der ikke kan løses. Hvis et barn eksempelvis kommer hjem fra skole og får at vide, at moderen er dødelig syg af kræft: Det er et problem, men det er ikke et problem, der kan løses. Barnet må stå det igennem.

”Og her spiller kunst, litteratur, filosofi, religion osv. en rolle,” siger Michael Böss. ”De kan være ressourcer, der kan gøre os i stand til at leve med problemer, vi ikke kan løse.”

Nu kom du til at kalde dem ressourcer.

”Ja, der kan du se. Det økonomiske sprog sniger sig ind overalt.”