Når dronningen ankommer i morgen klokken 11.45 til Folketingets traditionelle åbning, vil alt være ved det gamle. Statsministeren vil holde sin åbningstale, oppositionen vil kritisere den for at være tynd og visionsforladt, og de politiske kommentatorer vil tygge den igennem for danskerne bid for bid. Sådan har det været i årevis. Og sådan vil det også være i morgen. 

Mens politikerne i Folketinget jævnligt opfordrer private virksomheder og offentlige myndigheder til at være innovative og tænke ud af boksen, kniber det med innovationen i deres egen hverdag. 

De store visioner bliver ikke længere født af politikerne selv, men af andre aktører i den politiske fødekæde. Centraladministrationen belønner ikke innovation. Og det udbredte new public management-regime kvæler kreativiteten. 

Sådan lyder nogle af budskaberne fra en række tidligere ministre, departementschefer og eksperter, som Mandag Morgen har talt med forud for Folketingets åbning i morgen.

”Hvis man interesserer sig for politisk innovation, skal man ikke gå ind i politik. Så skal man være andre steder i den politiske fødekæde, f.eks. i organisationer og tænketanke. Der, hvor vi i allerhøjeste grad mangler en reform for at fremme politisk innovation, er hverken i kommunerne eller regionerne. Det er i centraladministrationen. Den er nærmest ikke blevet reformeret siden 1848,” siger Peter Mose, partner i rådgivnings- og kommunikationsfirmaet Hegelund & Mose og forfatter til bøgerne ”Javel, hr. minister” og ”Håndbog for statsministre”.

”Der er ikke sket meget i den måde, som Folketinget, regeringen og centraladministrationen arbejder på,” siger tidligere departementschef Jørgen Rosted, der har arbejdet 40 år i centraladministrationen og bl.a. været formand for OECD’s komite for erhvervspolitik, innovation og iværksætteri.

”Der var engang, hvor politikerne selv var i stand til at få ideer, som blev til noget, og hvor de forskellige partier repræsenterede et syn på, hvordan samfundet skulle indrette sig. Sådan er det ikke mere. Ideerne fødes andre steder i samfundet. De kommer fra udlandet, enkelte personer, organisationer eller tænketanke. Og dem, som griber de enkelte forslag og former dem til politik, er mere og mere embedsmændene på vegne af ministrene,” siger Jørgen Rosted. 

Opgør med 150 år gammelt styre

En af måderne at styrke den politiske ideudvikling på kan være oprettelse af politiske kabinetter, hvor ministre kan hive håndplukkede folk ind som viceministre eller statssekretærer, der flytter ud igen, den dag magten skifter hænder. 

Det kan give de enkelte ministre mulighed for at hæve blikket over den daglige sagsbunke og sætte store innovative projekter i søen i stedet for at lade sig nøjes med de ideer, som embedsmændene kan hive frem af skufferne.

Debatten om politiske kabinetter har stået på i årevis og bliver traditionelt mødt af stor modstand fra embedsværket, der gerne vil bevare det 150 år gamle partineutrale embedssystem. 

Men der synes at være stigende opbakning til tanken fra forhenværende departementschefer og ministre. En af dem er Ulla Tørnæs, der var minister i VK-regeringen fra 2001 til 2010. 

”Jeg har tit siddet sammen med viceministre, som repræsenterede deres land, da ministeren havde andre gøremål derhjemme, og det har fungeret fint. Arbejdsbyrden for en minister er blevet meget stor, lovmængden er steget, og mediepresset er også stigende. Mange ministerposter kræver meget arbejde uden for landets grænser og i Folketingssalen. Derfor synes jeg godt, man seriøst kan overveje et system med viceministre,” siger Ulla Tørnæs.

Det er ikke kun tidligere ministre, der kan se en fordel i at lave politiske kabinetter. Også mange folketingspolitikere støtter ideen. En række ordførere fra partier uden om regeringen har derfor bedt Folketingets Præsidium om at lave en offentlig høring for at få belyst andre landes erfaringer og praksis med viceministre og statssekretærer. 

En alvorlig systemfejl

En af de varmeste fortalere for en kulturrevolution på Slotsholmen er tidligere departementschef Jørgen Rosted. 

”Vi har en alvorlig systemfejl i Danmark. Vi er ikke politisk innovative nok, sådan som vi er organiseret. Det er en væsentlig årsag til, at vi har tabt betydelig levestandard i forhold til andre lande som Sverige og Finland. Vi sidder fast i en politik med for få visioner i forhold til, hvad andre lande har kunnet. I et så komplekst samfund som det danske kan vi ikke forvente, at de folk, som selv har været med til at bygge det op, også vil lave det om, medmindre det er de forandringer, de selv har lyst til,” siger han.

Han foreslår, at Danmark lader sig inspirere af Storbritannien, der efter hans opfattelse er det land i verden, der er mest politisk innovativt. Han har selv en vision for en total omkalfatring af det politiske system efter britisk forbillede: De nuværende 19 ministerier og 22 ministerposter skal koges ned til 12-15 store og stærke ministerier med hver sin ”superminister”, der så kan have 1-4 viceministre under sig, afhængigt af hvor stort ministeriet er. Viceministrene kan enten være folkevalgte politikere eller håndplukkede folk. 

Den største nyskabelse i Rosteds forslag er en gennemgribende nyorganisering af Statsministeriet, så det i højere grad bliver et politisk laboratorium, hvorfra de store innovative forslag kan søsættes.  

Han foreslår, at ministeriet, ligesom i Storbritannien, får tilknyttet et helt nyt kontor med nogle få viceministre til at udvikle ny politik. De vil f.eks. få et eller to år til at støbe nye, innovative politiske løsninger i tæt samarbejde med udvalgte embedsfolk, eksperter, universiteter, tænketanke og andre relevante folk. 

Statsministeren kan derefter overlade det til de enkelte ressortministre at føre forslagene ud i livet.  ”Har statsministeren ikke tillid til, at den pågældende ressortminister kan føre forslaget ud i livet, kan vedkommende blive erstattet af en af viceministrene fra Statsministeriet eller en af ressortministeriets egne viceministre,” siger Jørgen Rosted.

Thornings glemte plan

På samme måde kan de øvrige superministre sætte deres egne viceministre til at udvikle politik på konkrete områder i stedet for at nedsætte en kommission eller et udvalg, sådan som det typisk er tilfældet i dag.

Viceministeren kan så hive relevante eksperter og andre folk ind i ministeriet, som skal være med til at støbe kuglerne til forslaget og forsvare det, når det skal offentliggøres. 

”Jeg tror desværre ikke, det er muligt at få mere politisk innovation i Danmark, før det nuværende system er brudt ned,” lyder Jørgen Rosteds konklusion.

Selv om hans forslag umiddelbart lyder som en fjern fremtidsvision, var Helle Thorning-Schmidt faktisk inde på den slags tanker, inden hun blev statsminister. I ”Håndbog for Statsministre” luftede hun tankerne om at gå i fodsporene på den tidligere britiske premierminister Tony Blair og etablere en såkaldt strategy unit, hvor et hold af udefrakommende rådgivere skulle få den store regeringsfortælling ud over rampen til vælgerne, fremme innovationen og levere langt mere kvalificeret modspil til alle ”Sir Humphrey-typerne” i embedsværket.

Samtidig ville hun – ligeledes efter britisk forbillede – oprette en såkaldt delivery unit, der skulle svinge pisken over de øvrige ministerier for at få dem til at levere det, regeringen havde lovet. Bjarne Corydon var udtænkt en hovedrolle som ny samordningsminister med ansvaret for at drive den politiske udvikling og nytænkning frem i de enkelte ministerier. Men tankerne overlevede ikke regeringsforhandlingerne i Det Sorte Tårn.

Ideer til fornyelse

En væsentlig bremseklods for den innovative og kreative tænkning er ifølge eksperterne det udbredte fokus på økonomistyring og det omstridte new public management-regime, som især associeres med budgetbisserne i Finansministeriet. 

De har været med til at bremse udviklingen for store politiske visioner. F.eks. har miljøminister Ida Auken længe arbejdet med en ny ressourcestrategi, der bl.a. skal styrke genanvendelse. Men planerne er foreløbig strandet i Finansministeriet, som er bekymret for, at statsfinanserne ikke kan klare højere investeringer i grøn omstilling. Derfor vil den endelige ressourcestrategi formentlig ende med at blive udtyndet i forhold til den oprindelige vision.

Peter Mose efterlyser, at statsministeren går forrest i forsøget på at få mere innovation ind i den politiske beslutningsproces, og har tre forslag til, hvordan det konkret kan ske. 

”En regeringschef, som vil fremme de innovative muskler i sit regeringsapparat, burde for det første tage fat i sin nærmeste rådgiver, som i dette tilfælde er Christian Kettel Thomsen, og måske endda få foretræde i departementschefkredsen, for at tydeliggøre over for topcheferne i embedsapparatet, hvordan hun vil fremme innovation omkring f.eks. jobskabelses- eller beskæftigelsesdagsordenen. Hun kan bede dem lave strukturer, der fremmer innovation, og give dem 2-3 uger til at vende tilbage med forsalg til, hvordan det skal ske,” siger Peter Mose.

For det andet foreslår han, at departementscheferne kan bruge resultatkontrakterne med de enkelte direktører i styrelserne til at fremme innovation: 

”Man belønner ikke innovation i centraladministrationen i dag. Men når man nu har valgt regimet med new public management og direktørkontrakter, så kunne man også lave nogle klare mål, som fremmer en innovativ dagsorden. En departementschef kunne hvert år pålægge sine styrelsesdirektører at have fokus på f.eks. fem konkrete og realiserbare forslag til, hvor og hvordan ministeren kan tage affære for at fremme den innovative tænkning. Det vil enhver regering elske, uanset om den er rød eller blå. I dag er det op til den enkelte departementschefs lune og mediernes dagsorden at bestemme, hvad der skal prioriteres. Så det bliver ofte lidt ad hoc og hovsa-præget,” siger Peter Mose. 

Som det tredje punkt foreslår han, at Helle Thorning-Schmidt opretter et slags rådgivende organ, forankret i Statsministeriet og med hende selv for bordenden. Det kunne f.eks. have fokus på beskæftigelsen, der er en af regeringens højest prioriterede dagsordener. 

Ideen kan minde om Anders Fogh Rasmussens Globaliseringsråd og Kvalitetsgruppe, hvor han selv satte sig for bordenden for at fremme en bestemt dagsorden. 

”Ved at opfinde en institution uden for centraladministrationen kan statsministeren øge den innovative kraft og få en slags idebank, uden dog at være forpligtet til at skulle føre alle ideer ud i livet,” foreslår Peter Mose.

Danskerne ind i maskinrummet

En alternativ mulighed for at innovere den politiske beslutningsproces og ideudvikling kan være at lukke borgerne mere indenfor i maskinrummet. 

Folketinget har en lang tradition for at inddrage interesseorganisationer og gennemføre eksperthøringer. Men når det kommer til at involvere borgerne direkte i det politiske arbejde, kniber det gevaldigt, selv om den digitale udvikling har gjort det meget lettere at få borgerne ind på spillebanen. 

Nogle borgmestre har allerede haft stor succes med at lave idebanker, hvor borgerne online kan aflevere alle deres ideer til nye politiske projekter. Andre laver virtuelle borgermøder, opretter ungdomsbyråd eller midlertidige udvalg med inddragelse af borgerne. Men når det kommer til ministrene, er der længere mellem de politiske eksperimenter for at gå nye veje. 

Miljøminister Ida Auken er en af de få, der har involveret borgerne direkte i politikudviklingen. Hun har en vision om at åbne ministeriet op for at få så mange friske input som muligt, i erkendelse af at embedsmændene ikke har svar på alle udfordringer.

Hun har f.eks. åbnet en særlig hjemmeside under Naturstyrelsen, hvor borgere og brugere digitalt kan indsende deres forslag til den nye landsplanredegørelse. Hun har også samlet vidt forskellige aktører og ildsjæle – lige fra Cold Hawaii-surferne i Thy til motions- og mødregruppen PushyMums – for at få deres ideer til, hvordan Danmarks første nationale friluftspolitik skal se ud, forud for ministeriets katalog af mulige løsninger.

En af landets førende eksperter i offentlig innovation, innovationschef Christian Bason fra MindLab, fremhæver Ida Auken som en af de få ministre, der tør gå nye veje. 

”Hun har modet til at løfte sløret for sine tanker, ønsker og mulige politiske løsninger, inden de er færdigmodnede. Hun tillader vidt forskellige aktører at være en del af denne modningsproces og får dermed skabt et rum for at finde gode svar på problemerne. Hun tør gå direkte til de enkelte virksomheder og kommuner uden om interesseorganisationerne. Og hun bruger ny teknologi til at få nye input udefra, hvilket også er en god ide. Hun har mange af de rette ambitioner om at lave anderledes politiske processer for at fremme innovation,” siger Christian Bason. 

[graph title="Tre eksperters bud på de mest innovative ministre de sidste 30 år" caption="Figur 1  " align="center" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/312d5-tka_boks.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/81140-tka_boks.png" text=""]Kilde: Mandag Morgen [/graph]