Et civilsamfund på overførselsindkomst er uholdbart

Et stærkt civilsamfund forudsætter, at finansieringen er et bredt samfundsanliggende. Sådan er det ikke i Danmark. Her er civilsamfundet på overførselsindkomst, og på det sociale område er næsten alle organisationer afhængige af tilskud fra det offentlige. Det er ikke holdbart. Derfor skal den private sektor bidrage mere.

I 2011 besøgte jeg i Madrid lokalafdelingen af den katolske sociale hjælpeorganisation Caritas. Her arbejdede man med forskellige former for socialt arbejde – fra væresteder for psykisk syge, over behandlingstilbud til seksuelt misbrugte og til lektiehjælp for socialt udsatte børn. En rigtig god og vigtig social civilsamfundsorganisation.

Men det som især fangede min opmærksomhed, var, at ledelsen havde en målsætning om ikke at have en offentlig finansieringsandel på mere end 25 pct. Årsagen var den enkle, at man var bange for at få en usund afhængighed af det offentlige. Man var bange for, at det ville påvirke rollen som kritisk talerør for de svage grupper i samfundet.

Det overraskede mig og gav stof til eftertanke. Hvilke civilsamfundsorganisationer i Danmark kan opfylde det krav? Nu kan regnestykket gøres op på flere måder, og hvis man i Caritas’ tilfælde også medregnede midler fra EU, kom de op på en offentlig finansiering under 50 pct. Selv her tror jeg ikke, at vi i Danmark kan finde andre organisationer end Ældresagen, Dansk Røde Kors og Kræftens Bekæmpelse, som ligger under 50 pct. i offentlig finansiering. Resten af de sociale civilsamfundsorganisationer i Danmark er mellem 50 og 100 pct. afhængige af offentlig finansiering.

Staten er ikke udelukkende god

Men er det et problem? Tidligere ville jeg have sagt nej. Det danske velfærdssamfund har en offentlig sektor – en stat, som er vores fælles udøver af de opgaver, som vi som samfund har valgt at løse i fællesskab. Vi har tillid til de offentlige institutioner og betragter dem som ubetingede goder. Staten ser vi derfor som grundlæggende god.

Men i dag er jeg langtfra sikker på, at det argument holder.

Første tvivl kom senere i 2011, hvor jeg deltog i en diskussion med Vibe Klarup Voetman, der på det tidspunkt var direktør for den private humanitære organisation Danner. Her fortalte hun om, hvordan Danner var det eneste kvindekrisecenter, som kunne være kritisk over for Københavns Kommune, fordi man ikke var afhængig af finansiering fra kommunen. Det var en svær pille at sluge for mig, eftersom jeg selv sad som netop kommunal topchef på det tidspunkt. Men det gjorde indtryk.

Senere har jeg talt med rigtig mange civilsamfundsorganisationer, som for det første kæmper en hård kamp for at få grundfinansieringen til at hænge sammen. Det hænger sammen med, at man som regel kun får penge til projekter og ikke til den løbende drift af organisationen, hvad enten det nu er fra satspuljen, de kommunale frivilligmidler eller for den sags skyld fra fonde. Men det er en anden historie, som også trænger til at blive gjort noget ved.

Nej, det, som er vigtigt i nærværende sammenhæng, er, at organisationerne og deres ledere oplever en afhængighed af det offentlige, af ministerierne og af kommunerne. Og ikke mindst, at den afhængighed betyder, at de holder igen med kritik, dels på et mere generelt plan, men også i forhold til f.eks. konkrete ansøgningsprocesser. Man vil ikke fremstå som kritisk. Man vil ikke risikere noget. Sagt med andre ord: Man bider ikke af den hånd, som fodrer én.

Et tredje argument mod den gode stat kan man se i den måde, styringssystemet over de sidste 30 år har udviklet sig på. New public management har betydet, at der lægges stadig flere urimelige reguleringer ned over civilsamfundets organisationer og stilles stadig flere irrelevante krav til dokumentation. Satspuljen har været en ikke uvæsentlig drivkraft i denne udvikling – først og fremmest fordi alle sociale indsatser tænkes ind i en projektramme, og fordi der altid skal bruges 5-10 pct. af de tildelte midler til evaluering, og de tilfalder de store konsulenthuse.

Den økonomiske afhængighed af en stat, som forfølger et stadig mere grotesk styringsregime, ender med at blive ødelæggende for civilsamfundet og dets organisationer.

Et sidste argument finder man, hvis man vender sig mod udviklingen i Storbritannien. Her lancerede David Camerons regering efter sin tiltræden i 2010 sin store civilsamfundssatsning ”Big Society”. Realiteten er her godt fem år senere en økonomisk reduktion af offentlige bidrag til sociale civilsamfundsorganisationer på op imod 70 pct. Staten giver, og staten tager – for nu at omskrive et gammelt bibelcitat.

Sociale tiltag undermineres

Når civilsamfundet i større eller mindre grad bliver underlagt det offentlige, truer det balancen imellem samfundets forskellige sektorer. Det er måske også her, vi skal finde en af årsagerne til, at den sociale indsats for samfundets svageste 20 pct. ikke er blevet væsentlig forbedret de sidste 30 år. Civilsamfundets kritiske røst og konkrete sociale tiltag er langsomt over tid blevet undermineret til skade for udsatte børn, unge og voksne. Meget peger i retning af, at ubalancen mellem staten og civilsamfundet kommer til at ødelægge dynamikken i samfundet og dermed den løbende udvikling af det danske velfærdssamfund.

Lad os her lige genopfriske, hvad der er det vigtige ved civilsamfundet. Det er det liv, som mennesker lever uden for de institutionelle rammer, og hvor mennesker bidrager gennem frivilligt arbejde til løsning af opgaver, som man i fællesskab er enige om er vigtige. Det er her, vi finder hele den folkelige idrætssektor, bruger- og patientorganisationerne, de kirkelige sociale organisationer, det gode landsbyfællesskab og den aktive boligforening. Med andre ord er det her, vi finder det folkelige Danmark og Foreningsdanmark.

Og glem ikke, at det er det folkelige Danmark, som har skabt velfærdssamfundet og dermed grundlaget for det samfund, vi har i dag. Det er de folkelige organisationer, som op igennem det 20. århundrede har skabt hovedparten af de velfærdsinstitutioner, som i dag udgør det offentlige.

Det Danmark, vi kender, er således oprindelig skabt af engagerede mennesker i civilsamfundet. Det er også civilsamfundet, som gennem alle årene har ”lukket huller”, når den offentlige sektor har skåret i ydelser eller nedprioriteret forskellige sociale indsatser. Lad mig her nøjes med at nævne Frelsens Hærs julehjælp eller Kirkens Korshærs varmestuer og herberger for hjemløse.

Balancen skal genoprettes

Et frit og uafhængigt civilsamfund er derfor en forudsætning for, at det danske samfund, det offentlige og staten hele tiden kan blive udfordret, og det er her, at vi for alvor er ved at have problemer.

Derfor er der efter min mening behov for at genoprette balancen i Danmark mellem det offentlige, det private og civilsamfundet. Det kan passende ske, ved at der etableres en slags Civilsamfundets Ny Carlsbergfondet. Forbilledet er Ny Carlsbergfondet, som gennem de seneste 100 år har betydet utrolig meget for udviklingen af kultur og kunst i Danmark. Der er ikke det museum, som ikke har billeder hængende finansieret af donationer fra fondet. Jeg vil gå så langt som til at sige, at dansk kunst og kultur havde været meget ringere stillet uden fondet.

En Civilsamfundets Ny Carlsbergfondet af en størrelse, så man årligt kan udlodde omkring 1 mia. kr., vil kunne give civilsamfundet en mere afbalanceret relation til det offentlige. Mads Clausen fra Danfoss, Niels Due Jensen fra Grundfos og Kjeld Kirk Kristiansen fra Lego burde sætte sig ned og skabe grundlaget for en mere holdbar finansiering af civilsamfundet.

Et sådant skridt vil også kunne vise vejen for andre i dansk erhvervsliv. Et Civilsamfundets Ny Carlsbergfondet skal ikke overtage statens rolle, men sikre en bedre balance og dermed den frihed som økonomisk uafhængighed giver mulighed for.

Jeg er overbevist om, at vi på den måde over de næste ti år ville kunne genskabe civilsamfundets styrke i Danmark – for den har vi i høj grad brug for.

Forrige artikel Med ryggen til fremtiden Næste artikel Danmarks velfærd afhænger af frivillige