Collective impact: Store samfundsproblemer skal løses i fællesskab

En plus en giver mere end to.

Det er grundtanken i et fænomen, som i disse år spreder sig blandt fonde, virksomheder, interesseorganisationer og politikere: Collective impact. Det er en arbejdsform, der bringer folk sammen om at udvikle fælles løsninger på nogle af samfundets gordiske knuder.

Siden Mark Kramer og John Kania fra den amerikanske konsulentvirksomhed FSG skrev den første artikel om collective impact i Stanford Social Innovation Review i 2011, har metoden bredt sig som en central arbejdsform, når det handler om at skabe positiv samfundsudvikling. Blandt andet er collective impact en central arbejdsform i det amerikanske Council for Community Solutions, der blev nedsat af præsident Obama i 2010. Rådet skal demonstrere potentialet i at inddrage alle borgere og sektorer i et fælles samarbejde om at imødegå nogle af USA’s store udfordringer.

“Collective impact er kommet for at blive. Jeg tror på, at det er måden, vi skal arbejde på, når det gælder store samfundsudfordringer. Det bliver svært at komme uden om de næste år,” siger Shiloh Turner, vicedirektør for samfundsinvesteringer i The Greater Cincinnati Foundation.

Fonden er en af de første i USA til at arbejde med collective impact og opererer inden for flere sociale områder som sundhed, beskæftigelse og uddannelse.

Sammen står vi stærkere

At løse komplekse samfundsudfordringer kræver et forpligtende og systematisk samarbejde på tværs af sektorer og organisationer. At bekæmpe ensomhed hos ældre er ikke gjort med en besøgsvensordning. Og den omsiggribende fedmeepidemi kan ikke løses alene ved at hæve afgifterne på usunde fødevarer. Samfundsproblemer af den størrelse og karakter kalder på helhedsløsninger frem for enkeltstående initiativer – hvis man vil opnå reelle forandringer.

Collective impact tilbyder en struktureret arbejdsproces bestående af fem elementer, som samler aktørerne og koordinerer programmer og indsatser på et givent område mod ét fælles mål. Se tekstboks.

“Vi kan ikke løse samfundsudfordringerne hver for sig. Vi skal arbejde sammen på tværs af sektorer, og collective impact tilbyder rammen for det samarbejde,” lyder det fra Robert Albright, meddirektør for Collective Impact Forum, verdes førende netværk og vidensinstitution på området.

Han peger på, at det, der adskiller collective impact fra andre samarbejdsformer, netop er den konkrete arbejdsform.

“Det unikke ved collective impact er, at arbejdsformen sikrer, at partnerne arbejder ud fra samme vision og samme mål – og at de er forpligtede til at finde fælles løsninger,” siger Robert Albright.

Danmark er så småt i gang

Især i USA og Canada er der de seneste år igangsat en perlerække af collective impact-initiativer. Initiativerne spænder fra uddannelse, sundhed og sundhedspleje til miljø, dyrevelfærd, hjemløshed, fattigdomsbekæmpelse og ungdomsarbejdsløshed.

Til trods for at der internationalt har været et stigende fokus på collective impact, er der kun få aktører herhjemme, der har konkrete erfaringer med metoden. En af dem er Realdania. Målet med foreningens filantropiske arbejde er netop at bruge den fælles forandringskraft til at finde frem til bæredygtige helhedsløsninger.

“Selv hvis Realdania brugte alle sine penge på at bekæmpe hjemløshed, ville vi stadigvæk ikke have løst problemet. Vi er nødt til at gå sammen med andre for at løse komplekse samfundsudfordringer. Vi ser collective impact som en arbejdsform, der baner vejen for et systematisk partnerskab, hvor man arbejder fokuseret omkring fælles og langsigtede mål. Vi tror på, at arbejdsformen har en forandringskraft og dermed et potentiale i forhold til nogle af dagens komplekse problemstillinger,” siger Mette Margrethe Elf, sekretariatsleder for Realdanias collective impact-initiativ.

Realdania tog i efteråret 2014 initiativ til tre uafhængige collective impact-grupper inden for tre af foreningens filantropiske initiativer: Det åbne land som dobbelt ressource, Bygningsarven i landdistrikterne og Rummelighed for alle. I dag tæller de 3 grupper tilsammen 70 personer fra forskellige sektorer og interessefelter.

I gruppen ‘Det åbne land som dobbeltressource’ har man f.eks. samlet organisationer som Bæredygtigt Landbrug, Økologisk Landforening og Naturfredningsforeningen. Se tekstboks. Sammen har de netop lanceret projektet “Bedre brug af det åbne land”, som handler om jordfordeling som et middel til at forbedre landmandens vilkår og samtidig sikre naturen, klimaet og rekreative områder.

Realdanias erfaringer med collective impact er meget positive.

“Grupperne har brugt og bruger stadig meget tid på at udforske problemstillingerne. Arbejdsformen giver rum til fælles refleksion, hvor parterne kan tænke højt og nyt. Vi fokuserer, som modellen foreskriver, meget på data og på at få et fælles videngrundlag for at kigge fremad og sætte mål for forandring. Det er jo handletanke og ikke tænketanke, vi vil skabe, og vi får allerede stor værdi ud af det,” understreger Mette Magrethe Elf.

En anden aktør, som i foråret har kastet sig over metoden, er den almennyttige ngo Socialt Udviklingscenter (SUS), der indtil videre har igangsat to collective impact-initiativer:

Det ene er et fireårigt projekt, hvor man sammen med kommunerne i Helsingør og Lejre forsøger at bryde den negative sociale arv. Det er finansieret af Helsefonden og sigter mod at skabe bedre livsvilkår for udsatte børn og unge.

Det andet projekt handler om at mindske uligheden i sundhed. Sammen med Kræftens Bekæmpelse er SUS ved at undersøge mulighederne for et større tværgående initiativ, der kan samle relevante aktører og parter i kommunerne Kalundborg og Vordingborg.

Jørgen Anker, projektchef i SUS, mener, at komplekse sociale problemstillinger kræver, at man inddrager en bredere kreds af aktører.

“I SUS tror vi på, at vi kan opnå andre og stærkere løsninger, når aktører på tværs af sektorer og områder går sammen i et forpligtende samarbejde og arbejder ud fra en fælles vision, et fælles mål og en fælles plan. Collective impact er ikke hokus pokus eller fuldstændigt epokegørende nyt, men det er en god og lidt anderledes ramme, som samler og skaber retning,” siger projektchefen.

Gode resultater

Mens de danske frontløbere endnu ikke er langt nok til at kunne fremvise konkrete resultater eller forandringer, er der flere positive eksempler fra den anden side af Atlanten.

Et af mest berømmede collective impact-projekter er StriveTogether – et uddannelseskoncept med udspring i den amerikanske by Cincinnati og den nordlige del af delstaten Kentucky. Projektet, som startede i 2006 og i dag er udbredt nationalt, sætter fokus på at få langt flere unge til at få en uddannelse og et job. Det hviler på tanken om at samle alle relevante interessenter – dvs. skoleledere, embedsmænd, lokale universiteter og interesse- og uddannelsesorganisationer – om at styrke det enkelte barn på hele rejsen gennem uddannelsessystemet. Se tekstboks.

En evaluering af de første fire år af projektets levetid viser klare forbedringer på 34 ud af 53 succesindikatorer – vel at mærke i en tid præget af økonomisk afmatning og budgetnedskæringer. Nogle af de positive resultater var blandt andet en stigning i andelen af high school-dimittender, bedre læsefærdigheder for elever i fjerde klasse, og at flere børn blev gjort klar til førskole.

“Partnerskabet har bevist, at det kan lade sig gøre at skabe positiv fremgang og målbare resultater på områder, som man i mange år har forsøgt at finde løsninger på, ved at arbejde ud fra en fælles platform og vision,” siger Shiloh Turner.

Netop de positive erfaringer fra udlandet er med til at gøre collective impact interessant for danske aktører, der arbejder med store samfundsudfordringer.

“I udlandet har man skabt imponerende resultater med collective impact. Det er meget interessant set i en national kontekst, hvor vi også står over for store samfundsudfordringer, f.eks. i forhold til at bryde negativ social arv,” siger Jørgen Anker fra SUS.

Også for virksomheder

Collective impact er født ud af den filantropiske sektor. Men de seneste år vidner om, at det ikke er en metode, der er forbeholdt fonde og interesseorganisationer. Også virksomheder er begyndt at bruge collective impact i deres strategi.

Et eksempel er chokoladeproducenten Mars, som bl.a. står bag M&M’s, Snickers og Dove. Koncernen samarbejder med ngo’er, myndigheder og endda nogle af sine konkurrenter for at forbedre livet for mere end 500.000 fattige kakaobønder i Elfenbenskysten, hvorfra Mars importerer store mængder kakao.

Projektet tager afsæt i forskning, der viser, at bedre landbrugsmetoder kan tredoble udbyttet per hektar – og dermed være katalysator for en stor indkomststigning for den enkelte landmand og samtidig forbedre bæredygtigheden i Mars’ forsyningskæde. Det potentiale forsøger Mars at indfri ved at samle stakeholderere fra myndigheder, ngo’er og virksomheder, som hver især er vigtige, hvis en forbedring af landbrugsmetoderne skal gennemføres.

Også Novo Nordisks globale partnerskabsprogram Cities Changing Diabetes læner sig kraftigt op ad collective impact. Programmet samler offentlige og private organisationer om at finde fælles bæredygtige løsninger på diabetes-udfordringen – med fokus på byerne, hvor problemerne er klart størst.

Udfordringer for metoden

Trods metodens voksende popularitet de seneste år er collective impact ikke gået fri af kritik. Blandt andet kritiseres modellen for at være meget tung: At skabe fælles vision, fælles mål og fælles aktiviteter kan være meget svært i konkrete projekter.

Både praktikere og eksperter erkender, at metoden ikke er en silver bullet. Særligt lederskab og nytænkning af ledersk  ab fremhæves som en udfordring, når det kommer til at skabe reelle forandringer med arbejdsformen.

“Lederskab er alt. Det er helt afgørende, at grundlaget for collective impact er en stærk dynamisk ledelse, som evner at være ydmyg og at få samlet ligeværdige parter rundt om bordet. Der skal både sidde eksperter, magthavere og dem, som udfordringerne og løsningerne drejer sig om: borgerne,” siger Shiloh Turner.

De amerikanske erfaringer viser, at det især kan knibe med at skabe commitment fra politisk hold. Se tekstboks.

Robert Albright påpeger, at der er udfordringer, når det kommer til at fastholde indsatsen blandt alle aktører.

“Det er et maratonløb og ikke en spurt, og det kræver stærk ledelse, som kan skabe og fastholde et langsigtet commitment. Desuden er det vigtigt at have for øje, at der ikke er én formel for collective impact, men at man hele tiden skal justere undervejs,” siger han.

Også i SUS erkender man, at collective impact ikke er en metode, som med et trylleslag åbner døren til den fagre nye verden.

“Det er en god model og ramme, men det hænger også på, om aktørerne virkelig vil være med og forpligte sig til det lange seje træk. For det tager lang tid, før der opleves reel forandring,” siger Jørgen Anker.