Colombia søger inspiration til havvindmølle-eventyr i Esbjerg

Esbjerg Havn på en regnvåd og blæsende oktoberdag vækker ikke mange associationer om caribisk tropestemning.

Ikke desto mindre ankom en hel minibus af højtstående colombianske politikere og embedsmænd midt i oktober i år i højt humør til Nordsøens førende grønne energimetropol – som den vestjyske havneby uden vanlig jysk ydmyghed kalder sig nu om dage.

Viceministeren fra Bogota, forsyningsdirektøren fra millionbyen Barranquilla og de andre medlemmer af den colombianske delegation var efter fire dage i Danmark endelig nået frem til et af turens højdepunkter.

Her myldrede de ud på havnen for at se det enorme specialskib Wind Osprey, der bruges til at installere vindmøller til havs, og alle de andre grønne aktiviteter, som finder sted i den hastigt voksende erhvervshavn på Jyllands sydvestlige kyst.

”Vi udvikler vedvarende energi i Barranquilla med solenergi på alle offentlige bygninger og solenergi til den offentlige belysning. Vi vil gerne lave den samme udvikling, som man har set i Esbjerg, hvor man er gået fra fisk over olie og gas til vedvarende energi,” siger Carlos Sarabia Mancini, der er direktør i forsyningsselskabet Apbaq i Barranquilla.

Sarabia Mancini var inviteret til Danmark af udenrigshandelsorganisationen Trade Council, mens en anden delegation med Miguel Lotero, viceminister for energi og minedrift, i spidsen var tilrejsende som led i det såkaldte Danish Energy Transition Initiative, DETI.

Under det program tilbyder danske myndigheder udvalgte lande – i første omgang Colombia, Brasilien og Pakistan – et skræddersyet samarbejde med Energistyrelsen, hvor landene kan få konkret råd og vejledning om, hvordan de kan planlægge dens mest omkostningseffektive og socialt bæredygtige grønne omstilling. Det konkrete samarbejde sker gennem Udenrigsministeriet og Energistyrelsen, som udover de tre nye lande samarbejder med 19 andre partnerlande, herunder verdens største CO2-udledere, Kina, USA og Indien.

Viceminister Lotero forklarer, at den colombianske regering har meldt sig til det danske program, fordi man ønsker at udvide energikilderne i Colombias nationale energiforsyning.

”Vi har meget vandkraft, men vi er sårbare i år med tørke. Derfor ønsker vi at kunne bruge sol og vind i stedet for kul og gas, når vores vandkraft ikke leverer, som den plejer. Vi har et potentiale inden for offshore-vind. Det har Danmark meget gode erfaringer med. Og dem vil vi gerne lære af.”

Danmarks klimasamarbejde med de 22 lande er en del af Danmarks grønne diplomati, der er vokset i omfang, siden det blev lanceret i 2006 som en udenrigspolitisk brandingøvelse, der blandt andet skulle fjerne det fokus, Danmark landede i på grund af Muhammed-karikaturerne. Det grønne diplomati tjener både Danmarks klima- og handelspolitiske interesser, og det kan i visse henseender anses som et forbillede for eksempelvis det samarbejde med Sydafrika, som EU lancerede under COP26 i Glasgow.

Her er aftalen, at EU vil levere både myndighedsbistand og finansiering til at hjælpe Sydafrika med at lukke brugen af kul ned på en socialt retfærdig måde. Hvis verden skal undgå tilbagevendende klimakatastrofer, er det bydende nødvendigt, at de store udviklingsøkonomier skifter til vedvarende energi hurtigt. Og det kommer kun til at ske, hvis den rige del af verden træder til med viden, teknologi og finansiering.

22 lande lærer af Danmark

Klimatopmødet i Glasgow gav som bekendt ikke det politiske gennembrud, der gør det klart, hvordan verdenssamfundet får reduceret udledninger af drivhusgasser og dermed stabiliseret klodens klima.

Men topmødet cementerede ikke desto mindre logikken fra Paris-aftalen, der grundlæggende handler om, at hvert enkelt land laver sin egen plan for, hvordan man kan gå fra at have grønne ambitioner til faktisk at have konkrete grønne planer, som investorer kan placere deres penge i.

Et af disse lande er Colombia, hvor man har ambitiøse planer om mere vedvarende energi, om at få skabt stabile energinet og ikke mindst om at sikre adgang til elektricitet for de 2,5 millioner mennesker, som endnu ikke har det i det vidtstrakte sydamerikanske land.

Colombia er et af de 22 lande, som i disse år får en hjælpende klimahånd af medarbejdere i Energistyrelsen, Udenrigsministeriet og i det statsejede Energinet. Se kort. Alle disse lande har sagt ja tak til Danmarks generøse tilbud om at stille viden og erfaringer fra Danmarks energiomstilling siden 1970’erne til rådighed.

I betragtning af, at Danmark står for 0,1 procent af verdens udledninger af drivhusgasser, og at de 22 lande tilsammen står for mere end 66 procent af udledningerne, er der stort perspektiv i at dele ud af de danske erfaringer.

Skiftende danske regeringer er enige om, at Danmark får et rigtig godt afkast på de statslige investeringer, man lægger i disse myndighedssamarbejder, der også giver danske embedsmænd indsigt i de centrale energiplanlægningsbestræbelser, som i disse år finder sted hos myndigheder i Beijing, New Delhi og Washington. DETI-programmet koster 15 millioner kroner over fem år.

Fra kul til grøn energi

Colombias energi- og klimapolitiske udfordringer kan studeres ret nøje i det nordlige Colombia, hvor Carlos Sarabia Mancini kommer fra. Her arbejder både lokale myndigheder og regeringen i Bogotá 1.000 kilometer mod syd på at udvikle havnebyen Barranquilla til at blive et knudepunkt for grøn energi på samme måde, som den er det for den fossile energi, og sådan som man er i færd med at gøre det i Esbjerg. Det er ikke tilfældigt, at Barranquilla søger inspiration i Esbjerg, eftersom begge byer er medlem af det globale netværk World Energy Cities Partnership.

Ørkenregionen La Guajira øst for Barranquilla udgør Sydamerikas nordligste punkt. Her er knastørt, solen hamrer ned, og snart vil vinden fra det caribiske hav stryge ned over de 10 vindmøller fra Vestas, der kommer til at udgøre det danske firmas entré på det lovende colombianske marked, og som vil være landets første vindmøllepark af substantiel størrelse.

Knap 100 kilometer mod sydvest ligger verdens fjerdestørste kulmine, Cerrejon, som et stor åbent sår i landskabet. Ikke langt derfra ligger byen El Paso, hvor et britisk-multinationalt selskab har planer om at opføre et nyt kulkraftværk. Selskabet kan dog ikke skaffe finansiering til kraftværket, selvom de lokale kul er billige. Omvendt har den colombianske regering konstateret, at der er en enorm interesse fra både det ambitiøse statslige energiselskab Ecopetrol og fra nationale og internationale investorer i forhold til at finansiere energiprojekter inden for sol og vind.

Viceminister Miguel Lotero mener ikke, at der længere er den store diskussion i Colombia om, at vedvarende energi skal spille en langt større rolle i landets energiforsyning i fremtiden, og at man i det hele taget skal omstille sig til en tid, hvor der ikke er den samme efterspørgsel efter kul, som Colombia eksporterer meget af.

“I de kommende år har vi en stor udfordring med mineindustrien. Man skal huske, at den vil være en vigtig partner i energiomstillingen. Metaller såsom kobber og nikkel er vigtige i forhold til vindmøller og sol. Den ikke-konventionelle, vedvarende energirevolution udgør en stor mulighed for skabelse af nye jobs i Colombia. Det vil kunne få arbejdere i mineindustrien til at støtte overgangen til den nye økonomi,” siger Lotero.

Han understreger, at eksporten af kul, olie og gas fylder meget i Colombia, men også, at han og den colombianske regering er ekstremt optagede af den forvandling, Ørsted har været igennem fra et fossilt baseret energiselskab til i dag at være førende inden for grøn energi.

”Det er meget svært. 30 procent af udenlandske investeringer er i olie, gas og kul. 12 procent af vores BNP kommer derfra. Men vi kan se, at den finansielle sektor ikke længere ønsker at finansiere det. Vi ønsker os en retfærdig energiomstilling med nye jobs, som vi lige har set i Esbjerg. Og vi ser meget gerne, at Ecopetrol lærer af Ørsted,” lyder det fra Lotero, som understreger, at Ecopetrol, selvom det er statskontrolleret, træffer sine egne beslutninger.

Hvordan ser Colombia som land energiomstillingen? Oplever man, at de rige lande har en historisk klimagæld?

”Det er et svært emne. Men vi har et fælles problem. Og vi handler på det her, fordi vi har vores egne interesser i det. Vi ved, at vi skal gøre det. Vi skal udvikle vores industrier,” siger Lotero.

Han og hans embedsfolk har under besøget i København været meget optagede af de danske erfaringer med juridisk og administrativ udvikling af de koncessionsrettigheder på havet, som er forudsætningen for, at man overhovedet kan få udviklingsselskaber og investorer til at interessere sig for at lave havvindmølleparker i Colombia.

”Vi skal have udviklet et system med tildeling af tilladelser til at opføre vindmøller på havet. Danmark har udviklet et meget godt system med en såkaldt one-stop-shop. Det ønsker vi at adoptere. Det er vigtigt at have en god administrativ proces.”

Pragmatisk dansk model

Fra dansk side er det Bernardo Busel Niedmann, der er leder af samarbejdet med den colombianske regering. Niedmann er chilensk statsborger og har i det seneste år været ansat i Energistyrelsens afdeling for global rådgivning.

”Det er et meget dansk program, vi kører. Det vil sige, at det er pragmatisk og meget uformelt. Vi har haft en helt ligefrem dialog med colombianerne om, hvad det var, de godt kunne tænke sig at lære noget om i Danmark. Så vi lavede et forslag til et program for deres besøg, og så vendte de tilbage med nogle små ændringer,” fortæller Busel Niedmann, der er uddannet jurist med en master i energiret fra Københavns Universitet.

Efter besøget på Esbjerg Havn og i en af de Vestas-vindmøller, som står der, drog delegationen til Energinet i Fredericia, hvor fire forskellige oplægsholdere involverede de colombianske gæster i, hvordan man helt konkret håndterer et energisystem, hvor elkapaciteten bogstaveligt talt svinger, som vinden blæser. De danske eksperter fortalte også om den meget tætte integration, der er mellem det danske energinet og nettene i Norge, Sverige, Tyskland, Holland og snart også Belgien og Storbritannien.

Lina Escobar, der er vicedirektør i Colombias energistyrelse, fik sig en aha-oplevelse, da en af oplægsholderne fra Energinet fortalte om det voldsomme boom i solenergiprojekter, man har oplevet hos den danske systemoperatør.

”Jamen, det er jo fuldstændig det samme, vi oplever i Colombia. I lang tid har vi haft nogle få projekter per år. Nu har vi 500 projekter. Og de skal alle sammen forbindes til nettet. Det er dyrt og meget kompliceret, men vi har fået mange gode idéer og inspiration her i Danmark. Så nu må vi se at få det til at fungere,” siger Escobar.

Peter Markussen, der har ansvar for internationale relationer i Energinet, er godt tilfreds med igen at have gæster ude fra den store verden efter den lange corona-pause.

”Det er rigtig godt at have fysisk besøg igen. Man kommer tættere på folk og forstår bedre deres problemstillinger,” siger Markussen, der understreger, at han og medarbejderne i Energinet har stort udbytte af samarbejdet med Danmarks mange partnerlande.

”Når de stiller alle deres spørgsmål, får det os til at tænke, og på den måde kan vi blive endnu skarpere. Og så er vi jo også superstolte over, at vi kan noget i Danmark. Det er fantastisk, hvis vi kan komme ud og få bredere indflydelse med det.”

Colombia er i en række henseender en perfekt case på, hvor den globale omstilling befinder sig efter COP26. Udviklingslandene hænger fast i kul, olie og gas, som giver jobs til mange arbejdere. Omvendt vil man gerne omstille til vedvarende energi, men man mangler det, man med et engelsk udtryk kalder bankable projects og samtidig en vished for, at man kan skabe nye grønne jobs i stedet for de fossile jobs, man gerne vil nedlægge.

 Artiklen er opdateret 17. oktober 2025