Annonce

Comeback til arbejdsmarkedskommissionen

5. december 2010 kl. 22.21

Sjældent er en kommission blevet anklaget for at være så politisk tonedøv som Arbejdsmarkedskommissionen, da den for blot 15 måneder siden kom med sine anbefalinger til gennemgribende reformer af velfærdsstaten.

Regeringen kasserede alle kommissionens anbefalinger, allerede inden de var blevet præsenteret for offentligheden. Men i al ubemærkethed har kommissionen fået et storstilet comeback på den politiske dagsorden. Flere af dens forslag er blevet hevet  op af papirkurven på regeringskontoret, i takt med at de problemstillinger, som kommissionen tog under grundig behandling, er blevet endnu mere aktuelle som følge af den økonomiske krise.

Tidligere på året blev dagpengeperioden halveret fra fire til to år. Der er kommet massiv fokus på tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft. Refusionssatserne for aktivering er blevet ændret. Og for nylig spillede regeringen ud med et forslag til en SU-reform. Alle sammen initiativer, som blev grundigt behandlet af Arbejdsmarkedskommissionen.

Det seneste eksempel kom i sidste uge med regeringens længe ventede forslag til en reform af førtidspensionen. Som Mandag Morgen kunne fortælle sidste uge, bygger regeringens reformudspil på kommissionens anbefalinger om såkaldte udviklingsforløb til folk med nedsat arbejdsevne og en opstramning af reglerne om fleksjob. Se MM42, 2010.

Nu er det yderst tvivlsomt, om en reform af førtidspensionen overhovedet bliver til noget på denne side af et  folketingsvalg. Den helt store knast er niveauet for de ydelser, som folk med nedsat arbejdsevne skal have, mens de er i gang med disse udviklingsforløb af fem års varighed.

Men efterhånden som politikerne har botaniseret flere og flere af kommissionens forslag, er der snart kun ét tilbage, som endnu ikke er blevet taget op. Og det er en reform af efterlønnen. Det er det forslag, som uden konkurrence ville forbedre de offentlige finanser mest. Men forslaget er fortsat så politisk betændt, at det har fået lov til at hvile. Så i takt med at regeringen arbejder intenst på at få aktiveret førtidspensionisterne på arbejdsmarkedet, kan friske ældre over 60 år fortsat få lov til at trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet med en check i hånden fra staten.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026