Der er i dag et langt tungere momentum bag den grønne omstilling, end der var i 2009, da FN sidste gang forsøgte at bringe verdenssamfundets aktører til enighed om en global aftale, der gør det muligt at holde den globale opvarmning på et acceptabelt niveau. Men samtidig står det klart, at FN’s rolle som den centrale aktør i klimakampen afhænger af både et konkret politisk resultat i Paris til december og af organisationens evne til at reformere sig selv. Derfor bør FN kun holde sine globale klimakonferencer, de såkaldte COP’er, hvert andet år. Se tidslinje.

[quote align="right" author="Connie Hedegaard Bestyrelsesformand, Kann Foundation, og tidl. klimakommissær"]UNFCCC’s troværdighed er på spil i Paris. Som verdenssamfund kan vi ikke to gange med seks års mellemrum sætte en deadline for en global klimaaftale og så bagefter sige, at det blev der så desværre alligevel ikke rigtig noget ud af.[/quote]

Det mener EU’s tidligere klimakommissær Connie Hedegaard, der efter sin fratræden som EU’s klimakommissær med udgangen af oktober sidste år i dag er en af verdens førende uafhængige iagttagere af de internationale klimaforhandlinger.

”UNFCCC’s troværdighed er på spil i Paris. Som verdenssamfund kan vi ikke to gange med seks års mellemrum sætte en deadline for en global klimaaftale og så bagefter sige, at det blev der så desværre alligevel ikke rigtig noget ud af. Hvis det sker, vil verdens lande søge andre veje,” siger Connie Hedegaard i et interview med Mandag Morgen.

Hedegaard peger på, at et resultat i Paris bør gøre det muligt for verdenssamfundet at sikre, at den globale opvarmning ikke overstiger det mål på to grader celsius ekstra, som verdens ledere enedes om i København i 2009. I samme forbindelse stiller hun et opsigtsvækkende forslag om at reformere hele forhandlingsprocessen i FN radikalt. Hedegaards idé er, at man – hvis man får en god aftale i Paris – samtidig bør beslutte at afskaffe den årlige COP-konference under UNFCCC og i stedet kun holde COP’en hvert andet år.

”Argumentet for, at man vil have COP’erne hvert år, er, at de er med til at mobilisere. At man ved, at man skal være der. Men sandheden er jo, at de konferencer er blevet meget store. København var enormt stor. Paris bliver enormt stor. COP’erne er meget store, de koster mange penge, og de koster også meget CO2,” siger Hedegaard, som mener, at de globale årlige COP-konferencer har fået en modsat og negativ effekt.

”Der er jo den særlige dynamik i det system, at når man mødes, så skal der komme noget godt ud af det. Ellers bliver folk meget skuffede. Dermed er vi reelt inde i et system, hvor FN-forhandlingerne fører til en årligt tilbagevendende skuffelse på klimaets vegne,” siger Hedegaard, der har deltaget i FN’s klimaforhandlinger siden 2004, hvor hun blev miljøminister.

Hedegaard var tilbage i 2006 og 2007 en af hoveddrivkræfterne i at skaffe FN’s klimatopmøde til København i 2009. Her var hun leder af COP15, indtil daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) overtog formandskabet under COP15 sidste tre kaotiske dage.

Mens Løkke har fået betydelig kritik for sin håndtering af den opgave, slap Connie Hedegaard anderledes nådigt fra COP15. Hun har fået ros for trods hårde odds at holde klimakampen inde på EU’s dagsorden hele vejen gennem den alvorlige økonomiske krise. Og hun tilskrives samtidig æren for, at forhandlingerne i FN-regi overhovedet kom tilbage på sporet, hvilket skete ved COP17 i Durban i 2011.

”Uden Hedegaard ville der ikke være noget Paris-topmøde,” skrev den britiske avis The Guardian således forleden. I avisen roses Hedegaard for gennem en "ekstraordinær en-kvinde-optræden" at have sikret den tidsplan for forhandlingerne, der nu giver anledning til håb om, at man i december i år i den franske hovedstad vil kunne indgå en global klimaaftale gældende fra 2020.

Hedegaard overvandt i Durban i allersidste øjeblik modstand fra Kina og Indien, der indtil COP17’s allersidste timer nægtede at tilslutte sig den tidsplan, som verdens ulande havde accepteret, og som de udviklede stormagter EU og USA stiltiende tilsluttede sig.

Jura er nøglen til succes i Paris

Selvom Hedegaard personligt fik anerkendelse for indsatsen i Durban, står det også klart, at kompromisset kun kom i hus, fordi man slækkede betydeligt på ambitionsniveauet i henseende til den juridiske karakter, som en kommende klimaaftale vil få. Og det må alverdens lande i dag tage bestik af.

Ifølge Hedegaard kan de ulande, der fortsat drømmer om en bindende aftale som den hedengangne Kyoto-protokol, godt tro om igen.

”Sådan en model vil ikke flyve,” siger hun. I stedet står valget i Paris reelt om tre muligheder af forskellig, men relativt svag juridisk styrke. Se tekstboks.

”Det her spørgsmål er den største udfordring i Paris. Hvordan finder man en form, hvor aftalen bliver andet end politiske hensigtserklæringer? Hvordan sikrer man, at et land, der sætter gang i meget store klimaprogrammer, samtidig kan have tillid til, at konkurrenterne i et andet land også leverer det, de har sagt, at de vil levere,” spørger Hedegaard og understreger, at netop dette spørgsmål er det helt centrale hos de franske diplomater, der under ledelse af landets udenrigsminister, Laurent Fabius, er i fuld gang med at forberede COP21 i den franske hovedstad.

”Sagen er, at uenighederne i forhold til forskellige grader af bundethed i dag er stort set de samme, som de var i København. Den amerikanske kongres vil ikke acceptere bindende procentmål. Kina vil ikke binde sig til, at man kan måle, veje og verificere, at de enkelte lande rent faktisk leverer det, de har lovet. Men efter min mening bør det være hér, man gør aftalen bindende. At man får lavet en aftale om transparens, således at alle kan vide sig sikre på, at afgivne løfter overholdes,” siger Hedegaard, der ikke selv får nogen officiel rolle i forbindelse med COP21. Til gengæld giver hun udtryk for, at hun i hvert fald frem til i dag har delagtiggjort de kommende franske COP-værter i sine erfaringer.

Ifølge Connie Hedegaard er et af problemerne i den aktuelle forhandlingsproces frem mod Paris, at UNFCCC først helt fremme i november i år vil have lavet sin analyse af, hvor verden står i kampen mod klimaforandringer, som følge af de løfter om reduktioner i udledningen af drivhusgasser, som de skal aflevere til FN inden udgang af marts.

”I EU har man kæmpet for, at denne analyse skulle ligge klar før sommerferien. Men det har USA, Kina og en række andre lande ikke villet acceptere, fordi de ikke ønskede en såkaldt anden runde, hvis det nu viser sig, at landenes løfter ikke er nok til at holde den globale opvarmning under plus to grader,” siger Hedegaard, som understreger, at verdenssamfundet trods trægheden i FN-forhandlingerne har skabt betydelige resultater i kampen mod den globale opvarmning over de seneste år.

Klimakamp er meget mere end FN

Store virksomheder, byer, regioner og stadig flere lande verden over arbejder ifølge Hedegaard i dag seriøst med bæredygtighed og begrænsning af klimaskadelig adfærd, fordi de ser deres egen økonomiske interesse i det.

”I dag har vi 40-50 lande, der rykker seriøst på denne dagsorden, og vi har 90 lande, som har udtænkt egentlige klimastrategier. Før COP15 i København havde vi kun omkring 10 lande, der rykkede seriøst. Så det er jo positive resultater. Samtidig kan man se, at store virksomheder som Ikea og andre nu for alvor begynder at stille krav til alle leverandører i deres værdikæder. Det er opmuntrende,” siger Hedegaard.

Et andet opmuntrende perspektiv ser hun i den udvikling, der er i gang i Indien, hvor den hindunationalistiske politiker Narendra Modi kom til magten i sommeren 2014.

”Jeg tror, at vi har grund til at forvente noget markant fra den nye indiske regerings side, når de fremlægger deres planer for, hvordan de vil skaffe energi til 3-400 millioner mennesker. Der vil vi se noget markant på vedvarende energi. Det arbejder Modi, det indiske finansministerium og deres planlægningsenheder seriøst på. Og det kan vise sig meget vigtigt,” siger Hedegaard, der besøgte Indien i september 2014 som en af sine sidste rejser i rollen som EU-kommissær.

Danmarks tidligere EU-kommissær vil selv fremover være beskæftiget med bl.a. posten som bestyrelsesformand i den Velux-finansierede Kann Foundation, der netop er stiftet med en fondskapital på 100 millioner kr., og som vil få det samme beløb hvert år i de kommende 10 år. Disse penge skal ifølge Hedegaard bruges til at fremme den grønne omstilling – primært gennem kommunikationstiltag, der formidler budskabet om, at økonomisk vækst og indsats mod global opvarmning ikke er hinandens modsætninger.

”Jeg har ofte undret mig over, hvor lang tid det tager for denne forståelse at vinde indpas i forskellige finans- og erhvervsministerier rundt omkring i verden. Men senest med den såkaldte Calderon-rapport fra efteråret 2014 så vi et nyt godt eksempel på, at folk med forstand på økonomi har lavet en case for, at grøn omstilling også i økonomisk og vækstmæssig forstand er sund fornuft. OECD, Verdensbanken og IMF har sagt og skrevet det mange gange i de senere år, og selvom det går langsomt, kan man se, at forståelsen breder sig,” siger Hedegaard.

Heldigvis sker der for tiden også positive ting rundt om i verden, mener hun.

”Der er meget, der håndteres rigtigt. EU fik sine 2030-mål. Der kom en aftale mellem USA og Kina. I 2009 var vi jo på vej med fuld musik ind i en dyb krise. I dag er vi på vej ud af en stor økonomisk krise, og mange flere lande, regioner, byer og virksomheder vælger at gå den rigtige vej. Det tegner positivt.”