COP16 Dag 8: Pas på Avatar-romantikken

Hvis jeg var hos bookmakeren og skulle spille på udfaldet af Cancun, så ville jeg først og fremmest sætte mine sparepenge på skovene. Altså at der indgås en aftale om beskyttelse af verdens skove, stop for rydning af især regnskoven og fremme af bæredygtigt skovbrug. I det forkortelsesforelskede FN hedder sådan noget logisk nok REDD+, og det er formentlig det område, hvor forhandlerne er tættest på en aftale. Faktisk var man allerede ret tæt på i København sidste år, men som følge af det omsiggribende kaos faldt også det på gulvet - og nu forsøger man at samle stumperne op i Mexico. Og der er grund til at tro på at det lykkedes. Ved formandskabets status i weekenden var skov det område, der fik de pæneste ord med på vejen fra både i- og u-lande.

En REDD+-aftale rummer dog både muligheder og risici. Muligheden er indlysende: Verdens skove har pt lagret omkring 300 milliarder ton CO2 i stammer, grene, rødder og blade, hvilket svarer til 40 gange verdens årlige udledning og udgør derfor en vigtig ressource for os allesammen. Skovrydning udgør imidlertid et stort problem, især i de tropiske regnskove, hvor der forsvinder arealer svarende til en fodboldbane hvert sekund året rundt. Derfor udgør rydning af skov en sjettedel af CO2-problemet. Hvis det lykkes at slå politisk ring om skovene vil man således kunne gøre store fremskridt hurtigt. Det kræver ingen raffineret, ny teknologi. Da jeg var i Horisont på DR1 mandag aften så vi fremragende reportager fra Sumatra, hvor det fremgår, hvor store gevinsterne er: Udover klimaproblemet, så vil man beskytte vigtige naturområder, bevare biodiversitet, give lokale befolkninger et levebrød osv. Selvfølgelig er det ekstremt kompliceret at indføre f.eks. et kreditsystem, hvor skoven værdisættes efter dens CO2-optag - men alene signalet vil være positivt. Og her som i alle andre spørgsmål gælder at "money talks". Hvis man får værdisat regnskoven vil mange kræfter arbejde for at bevare den. Modsat nu, hvor vi så i Horisont at en familie kan tjene 4.000 kroner ved at sælge en stabel brædder.

Risikoen ved en skovaftale er politisk. Hvis det eneste, der besluttes i Cancun er REDD+, og verden ikke evner at aftale hvordan resten af problemet tackles meget hurtigt, herunder hvordan der sættes en pris på forurening og loft over udledningerne - ja, så vil de lande, der ikke ønsker for mange generende forpligtelser, ånde lettet op og kunne henvise verdenspressen til en romantisk udseende skovaftale, som NGOerne ikke kan andet end elske. En slags virkelighedens udgave af øko-eposet "Avatar", der ender med en romantiseret regnskovsfred og violinbrus. Men verden vil, trods en skovaftale, fortsat slingre mod en eskalerende klimakrise. Men måske i al ubemærkethed. Som beskrevet her på bloggen for nogle dage siden, så må skovene altså ikke bruges til "bare" at skabe en hurtig succes i Cancun, selvom FN ved gud har brug for en sådan, men fastholdes som en bargaining chip i forhold til mere ambitiøse tiltag. De u-lande, der har store interesser i at tjene penge på REDD+ - f.eks. Indonesien og Brasilien - skal presses til som modydelse at acceptere f.eks. fremtidige krav om nationale CO2-lofter.

Det er en naturlov, at de politikere, der indgår en aftale, bagefter mener, at den repræsenterer et stort skridt frem for menneskeheden - ikke mindst når det handler om klima og miljø. Og sådan vil en skovaftale også blive udlagt i Cancun. Men så let må de ikke slippe. Det mindste en skovaftale må ledsages af er en forpligtende plan for hvad der skal besluttes i Johannesburg næste år. Hvis du har nerver til det, så læs Mandag Morgens tillæg, hvor det på 32 sider udmales hvilke ulykker, der regner ned over os, hvis vi ikke træffer ambitiøse aftaler. Det er ikke for børn.

Bonusinfo: Wikileaks/Klima-sagen ruller videre. I dag afsløres det, at USA brugte hårdt diplomati for at forhindre, at IPCC udnævnte en iransk forsker til en ærefuld post i klimapanelet. Det bliver spændende at se, hvad Guardian har gemt til de følgende dage.