Forslaget til en omfattende reform af voksenuddannelserne kan i nær fremtid udløse en af de hidtil alvorligste magtkampe inden for hele uddannelsessystemet. Det ventes at ske, når Undervisningsminister Ole Vig Jensen i løbet af de næste par uger præsenterer forslaget til et helt nyt alternativt titel- og uddannelsessystem i Danmark. Forslaget indebærer, at der kan indføres langt mere individuelle og skræddersyede uddannelser i Danmark, tilpasset den enkeltes forudsætninger. Det bryder markant med den hidtidige struktur bl.a. ved at gøre det frivilligt, hvilke fag man er tvunget til at tage på de enkelte uddannelser, ligesom erhvervserfaring skal tælle med i uddannelserne. Forslaget kan derfor være med til at nedbryde faggrænser og barrierer på arbejdsmarkedet. Fagbevægelsen og arbejdsgiverne har under fortrolige forhandlinger med regeringen været stærkt kritiske over for forslaget. De frygter, der opstår et parallelt uddannelsessystem, der underminerer de traditionelle uddannelser. Fagbevægelsen står dermed i den paradoksale situation, at den ihærdigt modarbejder et af Nyrup-regeringens mest betydningsfulde initiativer på voksen- og efteruddannelsesområdet. Lektor ved Forsk-ningscenter for Voksenuddannelse på Danmarks Lærerhøjskole, Søren Ehlers, kalder regeringens forslag “modigt” og afgørende for uddannelsessektorens fremtid, bl.a. fordi reformen indebærer, at de uddannelssøgende ikke mere tvinges til at “købe hele pakken af skolernes og universiteternes lagervarer”.