“Jeg leder ikke efter en konflikt med Bjarne Corydon, og jeg tror heller ikke nødvendigvis, at der er en.”

Sådan lyder det fra Dan Jørgensen, næstformand i Socialdemokratiets gruppeledelse, der for nylig blev kritiseret for, at han ved at betegne begrebet konkurrencestaten som et uønsket borgerligt projekt dermed også lagde afstand til partiets regeringstid i årene 2011 til 2015 under statsminister Helle Thorning-Schmidt og ikke mindst Bjarne Corydon.

Den daværende finansminister sagde i et velkendt citat tilbage i 2013, at han ”tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat.”

Dan Jørgensens afstandtagen flugter umiddelbart fint med, at partiet under Mette Frederiksens ledelse har ændret navn fra Socialdemokraterne tilbage til det oprindelige Socialdemokratiet, og at partiet synes optaget af at kigge tilbage på ærkesocialdemokratiske statsmandskoryfæer som Thorvald Stauning i et forsøg på at finde morgendagens politiske værdier og løsninger.

Stauning har Dan Jørgensen netop skrevet en 232 sider lang bog om, mens Thorning og Corydon forbigås i tavshed. Men når Dan Jørgensen i sin nye bog beskriver, at velfærdsstaten er at foretrække frem for konkurrencestaten, og at ”de borgerlige har købt ideen om, at det danske samfund bør være en konkurrencestat”, så er det ikke en kritik møntet på Corydon.

“Det er ikke en afstandtagen til vores seneste regeringstid,” siger Dan Jørgensen og uddyber:

”Der, hvor jeg i min bog gør en del ud af at kritisere idealet om en konkurrencestat, er det jo målrettet de borgerlige politikere og debattører i Danmark – f.eks. Liberal Alliance og Lars Seier fra Saxo Bank, der har sagt, at de har som mål at gøre op med den socialdemokratiske velfærdsstat … altså at de vil have mere marked og mindre velfærdsstat. De siger også, at de vil have mere ulighed, fordi det skaber dynamik – og det er jo ikke kun LA men også andre partier i regeringen, der siger det.” 

Tror du på, at konkurrencestaten eksisterer i dag?

”Det kommer lidt an på, om man betragter den som et normativt ideal eller som en analytisk beskrivelse af verden. Som analytisk beskrivelse er det jo rigtigt, at stater konkurrerer med hinanden ud fra de parametre, som Ove Kaj Pedersen (professor og forfatter til bogen ’Konkurrencestaten’ fra 2011, red.) har sat op. Og så er alle stater jo konkurrencestater. Men hvis man med konkurrencestat også mener, at det er et normativt ideal om, at man skal konkurrere på markedets logikker, så er jeg uenig. Så mener jeg hverken, at vi er der, eller at vi skal forsøge at komme derhen.”

”Så er spørgsmålet selvfølgelig, hvordan man konkurrerer bedst under de forhold. Skal man gå ind på markedets logikker og satse entydigt på at øge arbejdsudbud via dynamikker fra skattelettelser og lignende? Det er de borgerliges vej, og det er jeg dybt uenig i,” siger han.

”Jeg mener, at vi skal konkurrere på de parametre, hvor velfærdsstaten har vist sine fordele, og det handler bl.a. om at have en veluddannet arbejdsstyrke, sammenhængskraft og tillid til hinanden. Selv om det måske lyder diffust, så viser forskningen, at det er noget, der skaber stor værdi i et samfund. Det er noget af det, vi risikerer at undergrave, hvis vi kaster os under markedslogikkerne – for det kan føre til øget ulighed, utryghed, lavere tillid og dårligere sammenhængskraft.”

Men hvad med Corydons udsagn – det lyder, som om du med din kritik forsøger at lægge afstand til den tidligere S-regerings linje?

”Jeg har ikke noget behov for at botanisere i, hvad Bjarne sagde for år tilbage. Jeg kan stå inde for den politik, vi førte dengang; den, vi fører nu; og den, vi vil føre. Det, jeg er i opposition til, er forestillingen om, at Danmark skal være en mere markedsstyret, liberalistisk konkurrencestat. Det er det, jeg mener, og så kan jeg jo ikke så godt gøre mig klog på, hvad Bjarne mente i et interview for mange år siden.”

Mette Frederiksens kloge reformer

I interviewet fra 2013 sagde Corydon også: ”Mette Frederiksen har modigt sagt, at de reformer, hun har gennemført af kontanthjælp og fleksjob (som beskæftigelsesminister fra 2011 til 2014, red.), ville hun også gå ind for, hvis der ikke var økonomisk krise”. Det lyder da ikke så langt fra det, du siger om, at du står inde for jeres politik før, nu og i fremtiden?

”Næ, det tror jeg heller ikke, at det er. Jeg leder ikke efter en konflikt med ham, og jeg tror heller ikke nødvendigvis, at den er der.”

Ove Kaj har for nylig sagt, at konkurrencestaten skal reformeres, fordi der er opstået et urimeligt bureaukratisk apparat til at håndtere noget, der ikke kan håndteres – for der er mennesker, der fysisk og mentalt ikke kan arbejde, og så nytter det ikke at tvinge dem. Hvad mener du om den kritik?

”Det er jeg enig med ham i. Jeg synes, at det er dybt underligt, at de borgerlige argumenterer for, at den eneste måde at få de højtuddannede til at arbejde mere på er ved at give dem skattelettelser, og den eneste måde, man kan få de lavt uddannede til at arbejde mere, er ved at piske dem. Det er et meget usympatisk menneskesyn.”

”Jeg mener, at nogle af de reformer, der blev lavet med Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister, var kloge, fordi de var et målrettet forsøg på at få mennesker til at uddanne sig, så de ikke blev parkeret på overførselsindkomster. Det er den helt rigtige tilgang.”

Nogle af de reformer, som f.eks. førtidspensionsreformen og kontanthjælpsreformen, som Ove Kaj kritiserer for at gå over stregen, er jo ellers netop Mette Frederiksens? 

”Det er jeg helt uenig med ham i. Tværtimod synes jeg, at der er en grundlæggende forskel på vores reformer og regeringens. I stedet for bare at lade det være op til markedet at finde ud af, hvem der kan klare sig på arbejdsmarkedet – og hvis ikke man kan, får man blot en stærkt beskåret ydelse, som den borgerlige regering går ind for – så handlede vores beskæftigelsesreformer om ikke at parkere især unge passivt på overførselsindkomst.”

Men hvad er helt præcis forskellen på jeres tilgang og den borgerlige regerings?

”Jeg synes, at humlen er, at vi prøvede på at kvalificere, hjælpe og løfte folk ind på arbejdsmarkedet, mens de borgerlige prøver at piske dem ved f.eks. at skære i overførslerne. Og hvad angår de ældre, vil vi gerne have, at folk skal blive længere på arbejdsmarkedet. Det vil vi sikre ved uddannelse gennem hele livet, ved at det er attraktivt at blive på arbejdsmarkedet, og ved at sikre at folk ikke bliver nedslidt. De borgerlige vil bare gerne hæve tilbagetrækningsalderen, men den plan har vi forhindret i samarbejde med Dansk Folkeparti. Og i forhold til kontanthjælpsloftet har vi sagt, at vi nedsætter en kommission for at finde ud af, hvordan man kan finde et niveau, der er mere rimeligt, end det, der er nu.”

En ny trussel i dag

Ud over at I har skiftet navn, har I så andre værdier i dag end under Thorning?

”Vi står i en anden situation i dag. Dengang stod vi over for at skulle bringe landet ud af en økonomisk krise. Samtidig var vi i regering med to andre partier, og derfor er der også en forskel på retorikken, fordi vi i dag kan fremlægge vores egen politik mere soleklart og ikke skal tage hensyn til, hvad andre partier måtte mene. Og selvfølgelig er vores politiske linje også justeret. Vi har en markant grønnere linje, og så har vi justeret linjen på udlændingeområdet. Det er den vigtigste grund til, at vi ikke vil gå i regering med De radikale. Det er klart.”

Er der noget i den politik, I gennemførte dengang, som I ikke vil stå ved nu?

”Jeg synes, at det, der kom til at stå i regeringsgrundlaget – som De Radikale fik ind – om at de borgerliges økonomiske politik skulle videreføres i bredest mulige forstand … det var selvfølgelig ikke vores kop te. Det var en indrømmelse, som jeg er ked af. Og i den konkrete politik er der også ting, som vi ikke ville have gjort, hvis vi dannede regering alene. Dagpengereformen som den største men også selskabslettelserne som den anden store ting. Men det var prisen for at sidde i regering med De Radikale.” 

”Det er også en ny situation, vi står i nu, hvor vi står over for en meget anderledes modstander, der kalder sig selv den mest borgerlige regering nogensinde. Derfor er den allervigtigste pointe, at vi nu står i en situation, hvor mange af de borgerlige reelt ønsker, at vi skal bevæge os væk fra den universelle velfærdsmodel og i stedet have en konkurrencestat, der er underlagt markedskræfterne i større grad. Det vil betyde mere ulighed. Og det er vi imod.”

”Det, der er truslen i dag, er, at vi nu har et borgerligt Danmark, der reelt ønsker – i varierende grad ganske vist, men stadigvæk – at afmontere velfærdsstaten. Der er LA de mest ekstreme, men også Venstre vil pille ved nogle af de ting, der har skabt velfærdsstaten, f.eks. når de siger, at de vil skabe mere ulighed. Det turde ikke engang Anders Fogh sige, selv om han formentlig dybt inde i hjertet var langt mere liberalistisk, end han af magtpolitiske årsager gav udtryk for.” 

Er det den kamp, hvor I kan lære noget af Stauning?

”Ja, for Stauning gik meget op i at sige, at formålet med politik handler om at gøre danskerne lykkelige. Og med den måde, han gjorde det på, lagde han jo grundstenene til den universelle velfærdsstat, som vi stadig har i dag, selv om der er faresignaler om, at velfærdsstaten, som vi kender den, er truet. Uligheden stiger, utrygheden stiger. Og det kan virkelig gå galt, hvis ikke vi passer på.”