Valget den 11. marts kan blive et historisk vendepunkt og indvarsle en vidtrækkende ændring af hele det danske politiske mønster. Det vurderer Mandag Morgen i en analyse med fokus på de borgerlige partiers strategiske muligheder. Omdrejningspunktet bliver forholdet mellem regeringen og partiet Venstre. Partiets nye leder, Anders Fogh Rasmussen, kan forventes at lægge en helt ny strategi for partiet Han er kendt som finansminister Mogens Lykketofts eneste jævnbyrdige modstander i Folketinget, og hans erklærede strategiske mål er at genvinde en alliance med de Radikale. Vejen til det bliver en politisk infight om et ambitiøst reformprogram. Venstre vil vise samarbejdsvilje og genvinde midterpartiernes gunst ved at præstere troværdige bud på velfærdssamfundets fornyelse. Strategien er at levere de reformer, som Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft er indforstået med, men ikke kan få igennem i det socialdemokratiske bagland. Gevinsten skal være en ny alliance med de Radikale. Dermed er der også lagt op til et opgør med to-parti-strategien og de kunstigt opblæste politiske uenigheder. I en ledende artikel sætter Ugebrevet de nye politiske tanker i perspektiv. Danmark er på vej til at introducere et nyt begreb i det politiske arbejde: Netværks-politik.