Der er ufred i verden. Et historisk højt antal mennesker er på flugt fra krig, forfølgelse og fattigdom.

Alene borgerkrigen i Syrien skønnes at have kostet 200.000 mennesker livet, og over halvdelen af landets befolkning på ca. 20 millioner mennesker er på flugt. Heraf er godt 3 millioner flygtet ud af landet.

Hver uge kan vi se nye gruopvækkende billeder af primitive både i Middelhavet fyldt til bristepunktet med desperate flygtninge, der sætter livet på spil for at nå til Europa for at søge asyl. Det berører også Danmark.

[quote align="right" author=""]Det er desværre nok urealistisk på denne side af et valg. Men uanset om statsministeren hedder Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen efter næste valg, bør Danmarks kommende regering forsøge at samle partierne til en bred aftale om integration.[/quote]

Selvfølgelig skal også Danmark påtage sig sin del af ansvaret og sørge for at integrere de udlændinge, der får asyl her i landet, bliver familiesammenført eller kommer hertil for at arbejde. Men desværre har Danmarks integrationsindsats slået fejl.

Alt for mange flygtninge og indvandrere bliver efterladt på samfundets sidelinje. Mere end hver anden ikke-vestlige indvandrer i den erhvervsaktive alder er uden arbejde. Skiftende regeringers forsøg på permanent at øge beskæftigelsesfrekvensen har slået fejl. Og oven i det har den økonomiske krise været særlig hård for denne gruppe.

Selvom vi ofte hører om unge indvandrerpiger, der i stadig stigende antal tager en videregående uddannelse, og flere indvandrere og efterkommere i dag består folkeskolens afgangsprøve, er det ikke et dækkende billede af den generelle integrationsindsats på uddannelsesområdet. Næsten halvdelen af førstegenerationsindvandrerne forlader stadig folkeskolen i dag uden tilstrækkelige matematikkompetencer og vil få svært ved at begå sig på arbejdsmarkedet.

Der er også fortsat store problemer i de belastede boligområder, og skiftende regeringers hårde kurs over for kriminelle indvandrere og efterkommere har heller ikke knækket kurven. Specielt mandlige efterkommere er markant overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne.

De massive udfordringer skriger på handling. Danmark har brug for en gennemgribende integrationsreform, der for alvor tager fat på de massive udfordringer.

Desværre viste sidste uge med al tydelighed, at det næppe lader sig gøre på denne side af et folketingsvalg. Regeringen valgte højst overraskende at sende sit store integrationsudspil, der over de næste to år skal sende 30.000 flere flygtninge og indvandrere ud på arbejdsmarkedet i særlige forløb, direkte til førstebehandling i folketingssalen uden at have et flertal bag sig.

Dermed kan flygtninge og indvandrere ende som gidsler i en dramatisk valgkamp mellem rød og blå blok. Det vil være dybt tragisk.

ALT TYDER PÅ, at udlændinge bliver et af valgkampens helt store temaer. En stribe målinger har de senere måneder vist, at vælgerne placerer dette tema i top3 over de vigtigste valgtemaer.

Skal man på forhånd skrive en drejebog over valgkampens udlændingetemaer, vil den med stor sandsynlighed komme til at handle om indhegning af Danmark, og om at folk fra nogle lande skal have lettere ved at komme til landet for at arbejde, end andre.

Vi slipper næppe heller for den evige debat om familiesammenføringer, 24-årsreglen og tilknytningskrav, som nærmest er blevet kernen i den danske udlændingepolitik. Og det til trods for at antallet af familiesammenføringer af ægtefæller og faste samlevende fra muslimske lande efterhånden kun udgør 2-3 pct. af samtlige opholdstilladelser i Danmark.

De borgerlige partier vil i valgkampen anklage regeringen for dens 31 lempelser af udlændingelovgivningen, som de hævder har ført til det stigende antal flygtninge i Danmark. Det sker, selvom den eneste af de 31 lempelser, der teoretisk kan have en betydning for antallet af asylsøgere, er afskaffelsen af starthjælpen. Hverken rød eller blå blok er herre over hovedårsagen til det stigende antal asylansøgere: krigen i Syrien.

Omvendt vil regeringen hævde, at den fører en stram udlændingepolitik og for første gang i 12 år har strammet asylreglerne. I virkeligheden har den omdiskuterede lov om et års midlertidig opholdstilladelse til folk fra lande som Syrien næppe den store effekt. Hovedparten af flygtningene fra Syrien kan ikke vende tilbage efter et år. Til gengæld bliver de afskåret fra at få deres familie til Danmark i denne periode og risikerer dermed at blive senere integreret i det danske samfund. Dermed går Danmark glip af deres kompetencer.

Man kan håbe på, at integration får en langt mere dominerende rolle i denne valgkamp end i de foregående. For én ting står fast: Den nuværende integrationsindsats fungerer ikke. En analyse foretaget af DA viser, at efter 10 års ophold som flygtning i Danmark er det kun hver fjerde, der er i beskæftigelse. Det bør få alle alarmklokker til at ringe.

Partier i både rød og blå blok erkender da også, at der er brug for en langt stærkere integration. Men de er uenige om metoderne. Derfor risikerer en reform at ryge på gulvet. Det vil være dybt beklageligt. Ikke kun for de berørte udlændinge, men også for det danske samfund.

Ifølge Finansministeriets egne beregninger ville Danmark få en økonomisk samfundsgevinst på 17 milliarder kr., hvis ikke-vestlige indvandrere havde samme beskæftigelsesmønster, som indvandrere fra vestlige lande som Norge, Sverige og USA, på grund af lavere udgifter til forsørgelse og højere skatteindtægter.

Det er også tankevækkende, at så mange udlændinge fortsat er parkeret på sidelinjen, nu hvor Danmark har taget hul på offentlige megabyggerier for ca. 200 milliarder kr. i form af nye byggerier af sygehuse, letbaner, metro, havvindmølleparker og motorveje. Byggerier, som vi allerede nu kan se kommer udenlandske jord- og betonarbejdere og andre håndværkere til gode. Med den nødvendige omskoling og efteruddannelse vil mange af disse job kunne klares af herboende udlændinge, og det vil mindske risikoen for flaskehalse på arbejdsmarkedet.

Derfor er integration et langt vigtigere emne, end spørgsmålet om familiesammenføring, tilknytningskrav samt ændringer af diverse erhvervsordninger for udlændinge som greencard og beløbsordningen.

NÅR REGERINGEN HAR VALGT at sende sit integrationsudspil direkte til førstebehandling, smider Thorning reelt håndklædet i ringen i forsøget på at lande en bred integrationsaftale. Og dermed er det endnu en gang blevet understreget, at integration er for vigtig en sag til at blive overladt til politikerne alene.

Mandag Morgen opfordrer Folketingets partier til at gå sammen om et bredt, nationalt kompromis om integration. Det er desværre nok urealistisk på denne side af et valg. Men uanset om statsministeren hedder Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen efter næste valg, bør Danmarks kommende regering forsøge at samle partierne til en bred aftale om integration, hvor også kommuner og arbejdsmarkedets parter bliver inddraget. Formålet er ikke kun at få flere udlændinge i job og uddannelse, men også at styrke integrationen i daginstitutioner, skoler og boligområder.

En ny regering bør også overveje at genetablere et integrationsministerium for at styrke det politiske fokus på området. Nedlæggelsen af Integrationsministeriet i 2011 har betydet, at ministeriets kompetencer er spredt for alle vinde, og ansvaret for integration er spredt på forskellige ministre. Regeringen forsøg på at mainstreame udlændingeområdet kan derfor ikke betegnes som særlig vellykket.

Integration er et fælles ansvar. Den sker på arbejdspladsen, i skoler, i fodboldklubben og i boligområdet. I betragtning af de enorme integrationsudfordringer, som Danmark kæmper med, og som ingen regeringer hidtil har været i stand til at løse, er der brug for at samle kræfterne om en ny vision.