Knap 77 år efter afslutningen på Anden Verdenskrig står det klart for Europas politiske ledere, at USA ikke i al evighed vil garantere kontinentets sikkerhed. Europa skal med andre ord til at tage ansvaret for sin egen militære sikkerhed.

Den erkendelse er også statsminister Mette Frederiksen nået frem til. Og derfor er det nu regeringens politik, at EU i fremtiden skal spille en større rolle i europæisk sikkerhedspolitik. EU skal ikke afløse NATO, men EU-søjlen i NATO skal styrkes.

Det er et af de centrale nybrud i Danmarks udenrigspolitik, der står tilbage, efter at regeringen netop har offentliggjort Udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi 2022.

Det 31 sider lange strategipapir, der oprindeligt skulle have været publiceret i august 2021, men som blev forsinket på grund af Vestens kaotiske tilbagetrækning fra Afghanistan, kommer, efter at statsministeren i de seneste måneder flere gange har slået fast, at Danmark skal være ”i hjertet af EU og NATO”.

Mette Frederiksen har dermed gjort op med det årtier gamle mantra i dansk sikkerhedspolitik om, at Europas sikkerhed er en sag for NATO, og at EU ikke skal spille nogen militær rolle. Dette nye syn på Europas sikkerhedsarkitektur deles af Venstre og Radikale Venstre. 

Mette Frederiksen har dermed gjort op med det årtier gamle mantra i dansk sikkerhedspolitik om, at Europas sikkerhed er en sag for NATO, og at EU ikke skal spille nogen militær rolle.

Omvendt står det også klart, at dette nybrud ikke vil blive fulgt op af en folkeafstemning om Danmarks forbehold over for deltagelse EU’s forsvarspolitik.

Mette Frederiksen frygter formentlig, at en folkeafstemning om dansk deltagelse i EU’s forsvarspolitik vil udvikle sig til en uforudsigelig for-eller-imod-afstemning om medlemskabet af EU, hvor hun ikke kan vide sig sikker på, at oppositionen vil arbejde hårdt og reelt for at få afskaffet forsvarsforbeholdet, selvom det er, hvad i hvert fald Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, siger, at han vil.

Udenrigsminister Jeppe Kofod slog forleden fast, at man ikke mener, at forsvarsforbeholdet i dag forhindrer Danmark i at føre den forsvars- og sikkerhedspolitik, der tjener Danmark bedst. Derfor er det endnu ikke nødvendigt at forsøge at slippe af med forbeholdet, mener regeringen.

Denne vurdering deles dog ikke i forsvarsindustrielle kredse i Danmark, hvor man meget gerne vil af med forbeholdet, fordi det svækker danske virksomheder i forhold til den forsvarsindustrielle udvikling i EU, som der er sat turbo på, siden Storbritannien meddelte, at man ville forlade Unionen.

Mens der således næppe kommer nogen folkeafstemning om Danmarks forsvarsforhold i en overskuelig fremtid, har statsministeren annonceret, at hun vil indkalde til forhandlinger om en ny europapolitisk aftale. Hvornår disse forhandlinger skal finde sted, kan man ikke oplyse noget om i Udenrigsministeriet.

Den røde tråd

I Danmark anno 2022 er der reelt enighed hen over midten i Folketinget om, at EU skal kunne spille en større, mere selvstændig og ikke nødvendigvis NATO-dirigeret militær rolle i Europas nærområder.

Det er dybest set det, Danmark allerede gør ved at forsøge at støtte Frankrigs forsøg på at stabilisere den strategisk vigtige Sahel-region i Afrika.

Uanset om det for tiden går rigtig skidt med de franske og danske bestræbelser på at sikre Europas interesser i Mali, er Danmarks velvilje over for Frankrig symptomatisk for det, man kan kalde den røde tråd i den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

Danmark lægger sig tæt op ad de vestlige lande, der er toneangivende i de internationale fora, der bliver stadigt vigtigere for Danmark.

I NATO og FN holder Danmark sig tæt på USA, som regeringen sværger troskab til i strategien, hvor det også understreges, at det amerikanske marked udgør et stadigt vigtigere marked for danske virksomheder.

I EU ligger man i værdipolitisk henseende tæt på lande som Frankrig og Holland, mens man i økonomisk-politisk forstand holder sig tæt på Tyskland, Holland og de to nordiske lande Sverige og Finland.

Fem slags diplomati

Disse overordnede positioneringer ses tydeligt i de fem hovedoverskrifter i den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Når det gælder værdier, tryghed og migration udtrykker regeringen holdninger, der flugter fint med den fransk-tyske konsensus – i hvert fald som den lå før den nye tyske regeringstiltrædelse. På klimaområdet og det økonomiske område er positioneringerne meget lig dem, man finder i Tyskland og Sverige.

• Værdidiplomati
• Tryghedsdiplomati
• Klimadiplomati
• Migrationsdiplomati
• Økonomisk diplomati

Dette fokus på værdier, tryghed, klima, migration og økonomi er så at sige den partipolitiske fernis, regeringen har valgt at give sin udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og denne framing har væsentlig større betydning i debatterne i Folketinget og i danske medier, end den har i Danmarks relationer med andre regeringer i Europa, i USA og i resten af verden.

I det værdipolitiske afsnit hedder det, at Danmark skal kaste sig stærkere ind i kampen for fælles spilleregler, demokratiske værdier og respekt for menneskerettighederne, og at USA’s og EU’s værdipolitiske lederskab er afgørende.

Når det gælder tryghedsdiplomati, handler det om at beskytte Danmark og hele rigsfællesskabet ’mod de strømninger, der truer vores værdier, frihed og sammenhængskraft’. Regeringen vil fremme en fredelig udvikling i Arktis, ’der i stigende grad udgør en geopolitisk kampplads’. Og Danmark skal ’sætte ind mod formørket militant islamisme’ ved at slå hårdt ned på terrorgrupper og arbejde for at fremme en bæredygtig og demokratisk udvikling i vores sydlige nærområder. Danmark vil sammen med EU, NATO og ligesindede forsvare borgerne mod cyberspionage og pandemier, og man vil styrke forsyningssikkerheden.

Klimadiplomati er også vigtigt, konstaterer regeringen, der kalder klimakampen ’en generationskontrakt’ og en ’kollektiv solidarisk forpligtelse for verdenssamfundet’. Man understreger, at Danmark har erklæret krig mod kul og presser på for en grøn omstilling, og at Danmark mobiliserer grønne strategiske partnerskaber med nogle af klodens store udledere og viser vejen igennem myndighedssamarbejde og partnerskaber med dansk erhvervsliv for en socialt retfærdig grøn omstilling.

Grøn eksport skal sikre velfærd

Under afsnittet om ’migrationsdiplomati’ skriver regeringen, at ’mennesker ikke skal sætte livet på spil i jagten på en bedre fremtid i Europa og Danmark’, og at regeringen vil kæmpe for et retfærdigt og humant asylsystem, der hjælper flere, hurtigere og bedre, i nærområderne. De aktuelle bestræbelser på at etablere dansk asylbehandling og fængsler til pirater i Afrika nævnes ikke – formentlig fordi de så at sige er ’varme kartofler’ i internationale diplomatiske kredse.

Hvad angår Danmarks økonomiske diplomati, skriver regeringen, at man ’vil give en mere bæredygtig verden videre til vores børn’. Og at det forudsætter en stærk dansk økonomi. Regeringen vil derfor arbejde med en tredobbelt bundlinje, hvor Danmark skubber på for en global bæredygtig omstilling med danske løsninger som løftestang. Læs: Klimapolitikken skal ikke alene løse klimaproblemet. Den skal også styrke dansk eksport.

Når det gælder Danmarks brug af penge på at omsætte den udenrigspolitiske strategi til virkelighed, skriver regeringen, at man ’har gjort op med mange års grønthøsterbesparelser i udenrigstjenesten’.

”Der er derudover sat en omfattende omlægning af dansk diplomati i gang, så der frem mod 2025 mobiliseres mest muligt kampkraft bag strategiens prioriteter og giver Danmark de diplomatiske muskler, der skal til for at løfte vores globale ansvar.”

Alt i alt står det klart, at Danmark under regeringen Mette Frederiksen I (romertal) har en udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi, som stort set alle Folketingets partier burde kunne tilslutte sig, selvom de langt fra vil elske den. Når de alligevel ikke vil tilslutte sig den, handler det mere om partipolitik end om udenrigspolitik.