Danmark i Europas udkant

Med et solidt nej ved folkeafstemningen i torsdags placerede et flertal af vælgerne Danmark i udkanten af EU-samarbejdet.

Afstemningen er den tredje, hvor et vælgerflertal har afvist yderligere dansk deltagelse i den politiske union, som langsomt er under opbygning. Det første nej faldt i 1992, det andet 8 år senere i 2000, og efter endnu 15 år faldt så det tredje, torsdag den 3. december 2015. Gennem en periode på mere end 20 år er det ikke lykkedes for Folketingets ja-partier at overbevise vælgerne om fordelene ved dansk deltagelse i udviklingen af EU’s politiske union.

Ja-siden kan stadig vinde en folkeafstemning om dansk deltagelse i et begrænset emne, som afstemningen om EU’s patentdomstol viste sidste år.

[quote align="right" author=""]Hvis ikke man taler ærligt med vælgerne om EU og Europa, føler de sig fremmedgjorte, bliver skeptiske og ender med at sige nej.[/quote]

Men selv om der i den afstemning var tale om en meget begrænset afgivelse af suverænitet, sagde 37,5 pct. af vælgerne alligevel nej. Skepsissen over for EU er dybt forankret i det danske vælgerkorps.

Venstre, Socialdemokraterne og Det Konservative Folkeparti ligger, som de har redt i forholdet til resten Europa, fordi ingen af disse partiers ledende skikkelser i de seneste år – af angst for Dansk Folkeparti – har villet eller turdet tale varmt om de utallige fordele, Danmark som land har ud af at være medlem af EU. Hvis ikke man taler ærligt med vælgerne om EU og Europa, føler de sig fremmedgjorte, bliver skeptiske og ender med at sige nej.

Skal ja-siden vinde folkeafstemninger om emner med en helt anden rækkevidde, hvad end det er deltagelse i euroen eller et ja til det retspolitiske samarbejde i EU, bliver den nødt til at vise lederskab og aktivt rykke ved den udbredte EU-skepsis.

Det kan kun ske ved at italesætte EU som et aktiv for Danmark. Og det er ja-partierne ikke ret gode til. De omtaler nærmest kun EU-samarbejde som et plus, når de virkelig er nødt til det, typisk i perioden lige op til en folkeafstemning.

Det bedste eksempel er statsminister Lars Løkke Rasmussen selv.

I en tale fra den 11. november sagde han i anledning af Tænketanken Europas årsmøde, at ”modstanderne – både til højre og til venstre – præsenterer EU som problemet”, mens han selv havde det lige omvendt:

[quote align="left" author=""]Det er svært at mene, at EU har skabt flygtningekrisen, men omvendt helt indlysende, at et enkelt land, og det gælder også Danmark, ikke kan løse flygtningekrisen alene.[/quote]

”Uden EU ville udfordringerne være større,” sagde han og henviste til flygtningekrisen som et eksempel.

Det er svært at mene, at EU har skabt flygtningekrisen, men omvendt helt indlysende, at et enkelt land, og det gælder også Danmark, ikke kan løse flygtningekrisen alene. Derfor efterlyser Lars Løkke Rasmussen fælles europæiske løsninger og taler varmt om en fælles grænsekontrol.

Det er bare sådan, at EU-landene ikke kan opbygge en fælles grænsekontrol og samtidig holde fast i det nuværende princip om, at asylansøgere skal sendes tilbage til det land, hvor de er kommet ind i EU, som det hedder i Dublin-forordningen. Fastholder man det princip, vil et land som Grækenland ikke have den store interesse i den fælles grænsekontrol, fordi tusindvis af asylansøgere så ville blive sendt retur til dem.

Derfor arbejder EU-kommissionen lige nu på et forslag, der kombinerer en fælles grænsekontrol med en fordeling af asylansøgerne mellem EU-landene. Det er noget-for-noget. De nordeuropæiske EU-lande får den grænsekontrol, de ønsker. Og de sydeuropæiske lande ved, at de ikke står alene med problemerne med det store antal asylansøgere.

[quote align="right" author=""]Man vil samarbejdet, så længe man kan nyde. Ikke når man selv skal yde for fællesskabet.[/quote]

Alligevel sagde Lars Løkke Rasmussen i sin tale ved Folketingets åbning, at EU ikke skal ”bestemme, hvor mange asylansøgere Danmark tager imod”. Løkke siger ja til EU, når det kan afhjælpe et dansk problem, men ikke, når det koster noget. Man vil samarbejdet, så længe man kan nyde. Ikke når man selv skal yde for fællesskabet.

Og det er tilsyneladende et gennemgående træk ved statsministerens måde at håndtere EU på. Tænk bare på diskussionen af velfærdsturismen, som for alvor slog igennem sidste år, hvor Løkke bl.a. sagde, at man ikke skal kunne få børnepenge, bare fordi ”man planter sine træsko i en jordbærmark én dag”.

I diskussionens hede forsvinder fokus fra fordelene ved, at danske virksomheder kan trække på et europæisk og ikke bare på et dansk arbejdsmarked, når de skal rekruttere den arbejdskraft, de har behov for.

Det samme var tilfældet, da Løkke og de andre partiledere i blå blok under folketingsvalgkampen i juni måned fastholdt kritikken af den påståede velfærdsturisme og markerede sig som skeptikere i medierne med den fælles aftale ved navn ”Dansk velfærd i Europa”, hvor de blå partier lover at støtte Storbritanniens kamp mod EU’s sociale union. Et sådant budskab lyder godt, og det er uden tvivl i overensstemmelse med ønsket hos et vælgerflertal. Men det viser også, at der i det magtpolitiske spil kun er plads til EU-samarbejdet, når det giver Danmark fordele.

[quote align="left" author=""]Vælgerne har placeret Danmark i en ukomfortabel situation i udkanten af EU-samarbejdet på et tidspunkt, hvor Danmarks relationer til både Tyskland og Sverige er anstrengte.[/quote]

I den forstand går der en lige linje fra velfærdsturismen over Venstres regeringsgrundlag til folkeafstemningen i torsdags. Danmark skal deltage i Europol, fordi det ”er vigtigt for vores sikkerhed og tryghed”. Danmark skal tilvælge EU på de områder, hvor det er i dansk interesse at deltage. Ellers skal vi holde os væk.

Med torsdagens resultat har vælgerne placeret Danmark i en ukomfortabel situation i udkanten af EU-samarbejdet på et tidspunkt, hvor Danmarks relationer til både Tyskland og Sverige er anstrengte – hvis ikke ligefrem dårlige – på grund af uenigheden om håndteringen af flygtningepresset.

Problemet for statsministeren er, at netop Storbritannien og Tyskland er som to store isflager, der i øjeblikket flyder væk fra hinanden. Tyskland ønsker hurtig og dyb integration i eurozonen på en lang række områder. Storbritannien, derimod, vil ikke være med i eurozonen, og landet kan sågar være på vej til helt at forlade EU ved en folkeafstemning senest i 2017.

Der er brug for en helt anden tilgang. For EU er ikke bare et samarbejde, der byder på fordele for Danmark. Al europæisk lovgivning afstemmes, så den kan fungere i 28 meget forskellige lande. Derfor må enkeltlande leve med nogle ulemper ved en lovgivning, der ellers byder på en lang række fordele. Men hvis politikerne herhjemme alene fokuserer på ulemperne, er det klart, at vælgerne ikke kan se fornuften i pludselige argumenter for at integrere Danmark lidt mere i de fælles beslutninger.

Diskussionen om flygtningekrisen og velfærdsturismen er et eksempel på, at EU-samarbejdet både byder på store fordele for Danmark og på store dilemmaer. Og Danmark kan ikke få adgang til de store fordele uden også at betale regningen.

[quote align="right" author=""]Det er for let for de danske politikere altid at skyde skylden på Bruxelles, når fælles beslutninger også har negative bivirkninger.[/quote]

Man kan selvfølgelig diskutere, om balancen mellem fordele og ulemper er den rette. Og det er den langtfra altid.

Men det er for let for de danske politikere altid at skyde skylden på Bruxelles, når fælles beslutninger også har negative bivirkninger. Først hvis man tør tale EU op som klodens mest ambitiøse og solidariske samarbejdsprojekt mellem 28 suveræne stater, der tilsammen er førende i verden, når det gælder velfærd, lighed, ligestilling, frihandel, miljøpolitik og fremsynet erhvervspolitik, kan man gøre sig forhåbninger om at vinde befolkningsopbakning til det unikke europæiske projekt.

Hvis den næste folkeafstemning skal vindes, må især Venstre og Socialdemokraternes finde en helt anden måde vedholdende og konstant at italesætte fordelene ved EU på – også uden for de politiske højsæsoner. Det var Mette Frederiksen inde på i partilederdebatten, efter valgresultatet forelå torsdag aften. Det bliver spændende at se, om hun kan trække ja-siden til – endelig – at formulere en positiv vision for Danmarks tilknytning til EU.

Og hvordan er det så med nej-siden? Deres væsentligste indsats har været at stille spørgsmål og udtrykke mistillid til ja-politikerne, til EU og til Folketinget.

Hvad er det lige for et internationalt samarbejde, der ikke rummer EU, som Enhedslisten taler om? Det er komplet urealistisk at forestille sig, at FN eller bilaterale aftaler skulle kunne give samme fordele som EU.

Men heller ikke Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance har endnu formuleret en sammenhængende vision for EU-politikken. De fører sig frem på, at de ikke vil have mere EU, og at bureaukraterne i Bruxelles ikke skal bestemme. Men de undlader at tale om, at Danmark også er en del af EU, og at samarbejde kun fungerer, hvis man både tager og giver. Efter det tredje nej til yderligere dansk deltagelse i den politiske union er det nu, vi skal høre, hvad deres alternativ går ud på.

Man kan med rette frygte, at Danmark så først for alvor bliver et udkantsland i Europa.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu