Danmark fulgte terroristernes opskrift

To drab og fem sårede. Det er nok til at forvandle et samfund, sætte det i chok og udløse en dyb national frygt. Det er terrorens enkle opskrift. De dramatiske begivenheder forrige weekend illustrerer terrorens uhyggelige effektivitet og samfundenes store skrøbelighed. Terror handler om at skabe frygt, og hvis det har været drabsmandens hensigt, har han til fulde opnået sit mål. Det er nemlig ikke antallet af dræbte, der tæller, men måden og omstændighederne, drabene udføres på. Det er især demonstreret af den islamiske stats offentlige halshugninger af udvalgte gidsler. Ét enkelt drab kan sende nationer i krig.

[quote align="right" author=""]Kampen mod terroren øger frygten og reducerer vores frihed. Frygtens pris er også frihedens pris. Jo mere et land optrapper indsatsen mod terroristerne, des mere begrunder de befolkningens frygt for terroren.[/quote]

Nu blev Danmark ramt og det er blevet et lærestykke i terrorens nye væsen, nemlig hvordan enkeltpersoner med få ofre kan kortslutte livet og hverdagen i selv de mest velfungerende samfund. Internationale opgørelser dokumenterer, at stadig flere terroraktioner udføres af enkeltpersoner og stadig færre af organiserede grupper. Men de opnår stor offentlig gennemslagskraft. Siden 2001 har terroren i Europa "kun" kostet 460 menneskeliv, hvilket er væsentligt færre end i andre verdensdele. Men drabene har alligevel formået at sætte terroren højt på alle politiske og sikkerhedspolitiske dagsordener og skabt frygtbølger på tværs af landegrænser – nu også i Danmark.

Og Danmark har reageret fuldt ud efter terroristernes formodede hensigt: at skabe maksimal frygt og utryghed og udfordre de grundlæggende demokratiske værdier, nemlig et frit og åbent samfund. Reaktionerne i den forløbne uge har været forståelige, men alligevel voldsomme, antallet af ofre taget i betragtning. En enkelt mands ugerning har næppe forhøjet terrortruslen mod Danmark og gjort os mere udsatte, end før skuddene faldt foran Krudttønden og synagogen. Alligevel har begivenheden udløst en alarmtilstand – sikkerhedspolitisk og mentalt. Vi har desværre vist, hvor lette ofre vi er for terrorens våben: frygten.

[graph title="" caption=" " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/7f442-forside_umm07_15_0.jpg" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/abc88-forside_umm07_15_0.jpg" text=""] [/graph]

Få øjeblikke efter det første drab var begået og tre personer var såret, blev Danmark forvandlet. TV, radio og alle medier ryddede alle flader og forstærkede igennem den intensive dækning fyldt med ekspertudtalelser, utallige spekulationer og konspirationsteorier et billede af en nation under belejring af terrorister. Blot et par timer senere indløb bekymrede hilsner fra udenlandske kontakter og bekendte, der ville forvisse sig om, at danskerne var i sikkerhed. Mediernes voldsomme eksponering af begivenheden blev akkompagneret af politiets og regeringens konstateringer af, at vi var blevet ofre for terrorhandlinger. På det tidspunkt vidste vi dog kun, at det antagelig var én mands værk, og kendte hverken motiv eller identitet.
 

BEKYMRINGERNE BLEV SELVSAGT FORSTÆRKET af drabet ved synagogen, men tilføjet lettelsen over at den formodede drabsmand var blevet skudt. Det aflivede dog ikke frygten. Det lykkedes at fastholde indtrykket af en stærkt forhøjet terrortrussel mod Danmark. Ugen igennem har medier, eksperter, politikere, religiøse ledere m.fl. næret overbevisningen om den forværrede terrortrussel. Og det kan vel næppe skyldes, at de forskellige interessenter har set fordele i at holde truslen i live?

De gennemgående synspunkter har været mere overvågning og mere politi. Det jødiske samfund har krævet politibevogtning ved alle jødiske institutioner døgnet rundt, og de politiske partier har konkurreret om at komme først med de mest restriktive indgreb. Og torsdag i sidste uge præsenterede regeringen så sit forslag til at bekæmpe terroren og aflive frygten. Initiativerne er klassiske, forudsigelige og alligevel bekymrende: mere politi og mere overvågning. Behovet for at styrke politiets muligheder for at foregribe terror kan have sin naturlige berettigelse, men at tillade efterretningstjenesterne at overvåge mistænkte uden dommerkendelse er et eklatant brud på de eksisterende retstilstande og er helt forståeligt blevet skarpt kritiseret af eksperter.

Men hermed rammer vi udfordringen og dilemmaet i terrorbekæmpelsen: at kampen mod terroren øger frygten og reducerer vores frihed. Frygtens pris er også frihedens pris. Jo mere et land optrapper indsatsen mod terroristerne, des mere begrunder de befolkningens frygt for terroren. Hvilket igen øger kravet om mere politi, mere overvågning og færre frihedsgrader. Med andre ord: en ond cirkel. De kommende uger og måneder – ja resten af valgkampen – risikerer at blive et overbud om, hvem der kan skabe størst tryghed ved at styrke det sikkerhedspolitiske beredskab mest.
 

HERMED STØTTER VI UFRIVILLIGT TERRORENS inderste mission og udstiller demokratiernes sårbarhed. I forsøget på at beskytte demokratiet, risikerer vi at underminere det med nye restriktioner. Risikoen er, at vi i sidste ende indsnævrer den bevægelses- og ytringsfrihed, der er grundstenen i alle demokratier. Dertil er vi måske ikke nået, men retningen tegner sig. Problemet er, at vi ikke kender fjenden, ikke kan give den et ansigt og forudsige dens metoder. Vi ved blot at den kan slå til hvor som helst og når som helst. I mindre grad sker det som en koordineret aktion og mere som nålestiksaktioner. Med henvisning til, at sammenlagt 460 mennesker er dræbt ved terror i Europa siden 2001, er det tankevækkende, hvor få personer der er i stand til at udbrede så megen frygt i så mange lande til så store befolkningsgrupper.

Indrømmet: Der er ingen lette løsninger på så kompleks en udfordring. Problemet blev i sidste uge illustreret af det internationale topmøde om terror, som den amerikanske præsident var vært for i Det Hvide Hus. Det var netop indkaldt for at finde effektive svar på en situation, de demokratiske samfund ikke er forberedte på, og hvor klassiske indgreb tilsyneladende ikke har den ønskede virkning. Dog var der tilsyneladende bred enighed om at begrænse risikoen gennem en ambitiøs og velkoordineret forebyggende social indsats. Men det bliver i høj grad op til nationale regeringer og myndigheder at finde de midler, der ud fra en individuel vurdering kan give de bedste resultater.
 

DER ER SAT STORE SPØRGSMÅLSTEGN ved den danske terrorpakke. Den skal ikke anmeldes på denne plads, men der skal udtrykkes tre bekymringer: at den skaber en falsk tryghed i en overdreven tro på mere politi, at den udfordrer retssikkerheden igennem ny overvågning samt undervurderer betydningen af den forebyggende sociale indsats. Indgrebet er hastet igennem i et misforstået forsøg på at demonstrere handlekraft og skabe tryghed. I stedet har vi udstillet vores afmagt.

Dermed bliver de politiske udspil endnu en brik i den mosaik, der beskriver, hvor uforberedte vi er på en ny terrortrussel, og hvor sårbare vi er som nation – og hvordan vi ufrivilligt kommer til at spille terrorristernes spil. I bagklogskabens lys burde regering og myndigheder fra starten have nedtonet trusler og frygt og ikke straks fremmanet den store terrortrussel, og medierne burde have udvist en tilsvarende ansvarsfølelse og skruet ned for retorikken og spekulationerne. Ofte giver den dybe tanke bedre resultater end den hurtige handlingForeløbig må vi konstatere, at frygten har aflejret sig i befolkningen. Ifølge en opinionsanalyse fra Megafon, offentliggjort i Politiken, forudser 63 pct. af danskerne ny terror. Under Muhammedkrisen i 2006 var det kun 39 pct.                     

Det er fint og forståeligt, at man mindes uskyldige ofre. Men den måde, vi har reageret på i den forløbne uge, forekommer uigennemtænkt og langt fra fremmende for bekæmpelsen af den frygt, der kan vise sig at blive demokratiernes helt store udfordring de kommende år. Rent bortset fra at vi sender et signal til alle potentielle terrorister om, hvor megen skade de er i stand til at anrette på et samfund med blot få skud. Vi har givet Omar og hans ligesindede god reklame.

Derfor er der flere grunde til aldrig at gentage en uge 8 fra 2015.

Forrige artikel Familiechefer prioriterer fritid over arbejde Næste artikel EU’s energiunion kan give historisk gennembrud for danske løsninger