Danmark har brug for en ny fortælling

Danmarks valg i 2011 handler ikke kun om et folketingsvalg, men om at vælge fremtidens Danmark.

Ved starten af et nyt årti befinder Danmark sig i en kritisk situation. En række udfordringer har nået et omfang, hvor afgørende strategiske valg skal træffes, hvis Danmark skal have nogen chance for i fremtiden at kunne regnes blandt verdens mest konkurrencedygtige, teknologisk avancerede og innovative nationer.

Nok er Danmark umiddelbart kommet bedre igennem den internationale økonomiske krise end mange andre nationer og har et relativt godt udgangspunkt for at tackle de kommende års problemstillinger. Men Danmarks udfordringer stikker langt dybere end evnen til at afbøde akutte kriser. At forveksle den evne med en stærk global konkurrencekraft vil kun forstærke den danske krise.

Danmark har brug for en langt mere nuanceret og tilbundsgående analyse af såvel styrker som svagheder.

Igennem 15 år har vi drøftet spørgsmålet “Hvad skal Danmark leve af?” uden at politikere, økonomer og erhvervsledere har formået at løse udfordringerne. Allerede tilbage i 1995 rejste Mandag Morgen spørgsmålet om, hvad Danmark skal leve af, og det har siden da været overskriften for en række debatter, konferencer m.v. Men der har manglet en fælles politisk forståelse af, hvad vi har levet af hidtil. Hvad er den grundlæggende årsag til, at Danmark som et af verdens mindste lande på få årtier udviklede sig til et af verdens rigeste og mest konkurrencedygtige? Antagelserne har været mange, men indtil nu har der manglet et stærkt politisk lederskab til at styrke Danmarks internationale konkurrenceevne og gøre Danmark til en af verdens førende innovative nationer i det 21. århundrede

Derfor står Danmark i dag både som en uopklaret succes og en potentiel uopklaret fiasko.

En første betingelse for at løse Danmarks akutte økonomiske problemer er at gennemføre en grundig opdateret SWOT-analyse af nationens styrke og svagheder – en analyse, der på den ene side kortlægger, hvad Danmark har været/er specielt god til, og på den anden side, hvad der repræsenterer vores største barrierer, vurderet i en national og global sammenhæng.

Et skævt billede af Danmark netop nu

Netop nu fokuserer vi udelukkende på vores svagheder. Senest har regeringens Vækstforum stillet en dyster diagnose over Danmarks ti største udfordringer. De er alle forbundne og tegner billedet af en meget trængt nation – en nation, der har mistet udviklings- og konkurrencekraften.

Diagnoserne er umiddelbart behæftet med tre svagheder:

• For det første tegner de et ensidigt billede af nationens sande tilstand. Vi er blevet så problemfikserede, at vi helt overser de kompetencer, der indtil for blot få år siden gjorde den danske model verdenskendt som både robust og bæredygtig, og måske dybest set er en medvirkende årsag til, at vi stadig holder os økonomisk flydende. Den første betingelse for, at en trængt virksomhed kan gennemføre et turn around, er at foretage netop den SWOT-analyse, der røntgenfotograferer såvel trusler som muligheder. I den situation er der ikke stor forskel på private virksomheder og nationer.
• For det andet er vi stadig alt for optaget af at sammenligne os med andre lande på andre landes præmisser. I den stadig mere vildtvoksende jungle af internationale indeks, redegørelser, målinger og benchmarks er Pisa-undersøgelsen blot det seneste skud på stammen. Den er et wake up call til Danmark om, at de danske skoleelever leverer middelmådige resultater inden for læsning, matematik, naturfag og problemløsning. Danmark kan uden tvivl lære meget af de succesfulde resultater, som bl.a. Finland har leveret i en længere årrække. Men samtidig skal vi udvikle en unik dansk uddannelsesmodel, der kombinerer stærke faglige færdigheder med et stærkt fokus på unikke danske kompetencer inden for innovation, samarbejdsevne og nye kreative løsninger. Danmark har altid været og bør fortsat være en aparte nation. Vi kan og skal ikke efterligne kinesiske eller finske uddannelsessystemer. Vi kan hente relevant inspiration og efterfølgende tilpasse den til den kultur og de værdier, Danmark skal udvikles efter. Ellers ender vi som en mainstream-nation. Det kan et af verdens mindste lande i hvert fald ikke leve af.
• For det tredje mangler diagnoserne en samlet begejstrende vision. Bag de mange økonomiske nøgletal mangler vi stadig at besvare de grundlæggende spørgsmål om, hvilket samfund vi ønsker, at fremtidens Danmark skal være, og hvilken rolle vi vil spille i en fundamentalt ændret verdensorden. Da Martin Luther King i 1963 holdt sin mest berømte tale på trapperne til Lincoln Memorial, sagde han af gode grunde ikke ’I have a nightmare’, men ’I have a dream’. Danmark har mere end nogensinde behov for en ny vision og drøm om fremtidens samfund. En vision, som ikke kun adresserer, hvad vil skal leve af, men også hvad vi skal leve for.

En fastlåst situation

Sjældent har udfordringerne været så mange og svarene så få. Desværre tyder intet på, at 2011 giver noget gennembrud. I år vil den politiske debat udelukkende handle om ny magt i stedet for ny vækst og nye politiske visioner. Det er de indre magtpolitiske balancer – såvel inden for som mellem den røde og blå blok – der dominerer overskrifterne, og ikke, hvad vi egentlig skal leve af og for. Og så har vi kun set begyndelsen.

Statsministerens forslag om en gradvis afvikling af efterlønnen vil yderligere trække fronterne op og antagelig fortrænge en række andre væsentlige temaer. Indtil videre tyder debatten på, at det danske valgslag i 2011 primært kommer til at handle om fordelingen af velfærdsgoder og mindre om den vækst og de initiativer, der skal sikre, at vi har råd til velfærden. Igennem 2011 risikerer vi derfor at befinde os i en politisk fastlåst situation og taber dermed endnu et vigtigt år.

Realiteten er, at Danmark udviklingsmæssigt har tabt et helt tiår. Et godt mål for nationens udvikling er væksten i produktiviteten. Her dokumenterer analyserne over de sidste ti år, at Danmark sammen med Italien ligger i bunden blandt de lande, vi normalt sammenligner os med. Den placering har kostet os et velstandstab på 20 pct. siden år 2000. De dybere årsager kendes ikke præcist, men antagelserne peger i samme retning: Danmark er innovativt gået i stå.

Det er nemt udelukkende at placere ansvaret hos den regering, der har styret Danmark igennem denne periode. Helt så enkelt er det ikke. Om end den må påtage sig et stort medansvar for højvækst i offentligt forbrug og lavvækst i produktiviteten, er problemerne lige så meget et generelt udtryk for en indavlet og indadskuende politisk kultur. Det forgangne tiår blev en kamp om midten i dansk politik, og den blev af begge fløje ført på en offentlig overbudspolitik – mere velfærd til flere. Intet i den hidtidige politiske debat tyder på, at et regeringsskift vil skabe de store forandringer. Oppositionen satser tilsvarende på et stort offentligt forbrug som en mærkesag. Det handler stadig om at tilfredsstille og berolige midten, og velfærden betragtes som en sikker vinderstrategi.

Til gengæld taber samfundsøkonomien og konkurrencekraften, og har nu gjort det igennem et tiår.

Det offentlige overforbrug skabte ikke bedre velfærd. Tværtimod opleves nu en fremadskridende nedslidning af en række velfærdsydelser. Vi forsømte produktiviteten og har måttet notere et betydeligt tab af velstand. Vi har ikke direkte tabt velstand målt som BNP eller offentlig og privat forbrug pr. indbygger. Men vi har tabt relativt i forhold til de fleste andre lande, og udbuddet på flere velfærdsområder er steget mindre end efterspørgslen. Og hvad der især er kritisk: Der er slækket på reformpolitikken.

Det store reformefterslæb

I flere årtier har Danmark løbende tilpasset samfundet til nye udfordringer igennem en offensiv reformstrategi. Den er ofret til fordel for de tilsyneladende store fejlinvesteringer i velfærdsgoder. Vi har investeret stadig mere i den samme velfærdsmodel og herigennem øget offentlige udgifter til velfærd, men borgerne oplever alligevel udviklingen som et fald. Det gælder bl.a. inden for ældreforsorgen. Modellen er nedslidt, og flere penge hjælper ikke.

Derfor konfronteres Danmark de kommende år med et voldsomt reformefterslæb, det være sig uddannelsesreformer, efterlønsreformer, reformer af såvel den fysiske som den kommunikative infrastruktur som højhastighedsforbindelser m.v. De traditionelle velfærdsydelser, som sundhed, pleje og indkomstoverførsler har været som en gøgeunge, der har presset investeringerne i fremtidens infrastruktur ud af de offentlige budgetter.

Efterslæbet bliver ikke nemt at indhente. De reformer, der kunne lette samfundsøkonomien, f.eks. en efterlønsreform, er der indtil videre ikke politisk opbakning til, og de reformer, der kunne modernisere infrastrukturen, er der ikke længere råd til. Her er tiden forpasset. Det skyldes den internationale økonomiske krise. Den er ikke årsagen til Danmarks største problemer, men har klart forværret dem. Krisen indtraf først i 2008, og under de forudgående otte års højkonjunktur havde Danmark alle muligheder for at tage de store innovative spring og konsolidere sin position som et af verdens mest konkurrencedygtige lande. Det gik stik modsat.

Danmark kan imidlertid ikke tillade sig at tabe endnu et år – tillade en valgkamp, der kun handler om at overbyde hinandens løfter og nedgøre hinandens motiver i jagten på at fastholde eller erobre den politiske magt. Derfor bør Danmarks valg 2011 handle om andet og mere end statsministerposten, eller om vi skal afskaffe eller bevare efterlønnen.

Ny dagsorden – nyt mindset – ny vision

Erkendelserne ovenfor er baggrunden for “Fremtidens Danmark”. Det primære formål er at formulere en ny offensiv vision og strategi for, hvad Danmark skal leve af – og leve for. Kravet om at nytænke nationens samlede risici og muligheder er akut. Indadtil konfronteres Danmark med en alvorlig krise og måske en økonomisk afgrund. Udadtil presses alle nationer af en række forbundne globale kriser, der tilsvarende kræver hurtige og forbundne svar.

Verden står over for mindst syv fælles udfordringer, som fordrer fælles svar og løsninger. Vi er konfronteret med en fælles vækstkrise, en klimakrise, en fødevarekrise, en ressourcekrise, en demografikrise, en sundhedskrise og en sikkerhedskrise. Udfordringerne ændrer fundamentalt fremtidens globale spilleregler. De unddrager sig enkeltstående aktørers kontrol og nationers kontrol. De overskrider traditionelle sektorskel og ressorter.

Kombinationen af nationale og globale udfordringer presser nationer overalt i verden til at nyvurdere deres værdier, deres ambitioner og visioner. Det gælder også Danmark. Vi gennemlever et kolossalt opbrud, som også er et internationalt udskilningsløb mellem regioner og lande, et udskilningsløb, der skaber nye vindere og nye tabere. Alt afhænger af omstillingsevne og innovationskraft. Det vil sige, hvor hurtigt det enkelte land tilpasser sig de ændrede vilkår, og hvor effektivt de udnyttes til at skabe ny vækst.

Hermed være også understreget, at de nationale og globale kriser repræsenterer historiens største samlede vækst- og innovationsdriver. Aldrig har behovet for nye løsninger været så stort.

Det er grunden til, at Danmark netop nu skal træffe et valg med en langtrækkende eksistentiel betydning. Det valg forudsætter en bred dialog og debat i samfundet, og en dyb forståelse af de optioner, vi har. Danmark kan – forenklet udtrykt – føre en defensiv tilpasningspolitik eller en offensiv udviklingsstrategi.

Danmark kunne f.eks. vælge at opfatte enhver krise som afsæt for ny udvikling og dermed benytte kriserne til at udforme en ny vækstformel. Visionen for 2020 kunne være at blive det land i verden, som bedst forvandlede nationale og globale udfordringer til ny vækst og velstand, netop ved at identificere innovative løsninger på de risici, der truer befolkningers livskvalitet. Det vil sige være et internationalt foregangsland for udviklingen og implementeringen af nye samfunds- og konkurrencemodeller. Og dermed bevise, at man både kan være bedst i verden og bedst for verden.

Aldrig har Danmarks muligheder været så mange. At udnytte dem handler udelukkende om det mindset, vi bekender os til, og den rolle, vi ønsker at spille i verden.

“Fremtidens Danmark” har valgt at være katalysator og eksponent for en offensiv strategi –  for at Danmark inden 2020 kan gennemføre et afgørende turn around.

Fremtidens Danmark kan bedst beskrives som et “fripartiforsøg” – et politisk eksperiment, et laboratorium, med den mission at levere en ny fortælling om Danmark. Et bud på, hvad Danmark kunne udvikle sig til inden for det kommende tiår. Ambitionen er ikke politisk magt, en statsministerpost eller at opstille et nyt parti ud fra de gængse præmisser. “Partiet” er fra starten begunstiget af den frihed, der ligger i, at det hverken skal vælges eller genvælges men blot bidrage til, at valgslaget i 2011 ikke udelukkende domineres af de forudsigelige temaer, der følger af magtopgøret mellem de to store politiske blokke.

Derfor kan Fremtidens Danmark opfattes som et korrektiv til den brede politiske debat i det kommende år. “Partiet” er fra starten bestemt til at være en engangsforeteelse, og succesen kan bl.a. måles på den effekt, det måtte have på de andres dagsordener.

Partiet går til valg på de fem temaer, der tilsammen favner de vigtigste udfordringer og muligheder, Danmark står over for det næste tiår. Nemlig hvordan vi udvikler:

• Ny vækst
• Ny velfærd
• Ny viden
• Nye værdier
• Nyt verdenssyn

Målet er at koble de fem V’er til ét samlende perspektiv for fremtidens Danmark – et mindset og en strategi, der kan forme et kulturelt, socialt og økonomisk bæredygtigt samfund. Fremtidens Danmark forudser behovet for såvel store reformer som en lang række innovative tiltag. Her opfattes reformer som bredt anlagte og centralt styrede top down-satsninger med langsigtet effekt, mens innovationsstrategier ses som decentrale bottom up-initiativer, der leverer relativt hurtige resultater – bl.a. fordi de sigter mod at forstærke eksisterende spidskompetencer:

• En kompetencereform, der skal sikre en optimal anvendelse af de menneskelige ressourcer. Den demografiske udvikling kræver en radikal nyvurdering af, hvordan vi uddanner, udvikler og motiverer arbejdskraften – herunder hvordan vi gør det attraktivt for ældre at blive på arbejdsmarkedet. Her er der ikke mindst brug for nye begreber og nye incitamenter.
• En infrastrukturreform, der sikrer en fornyelse og effektivisering af den samlede danske infrastruktur, ikke bare højhastighedsforbindelser, trafiknet mv., men også skoler og plejehjem. Det kunne ske igennem et tæt strategisk partnerskab mellem pensionsselskaber og regeringen, baseret på klare attraktive rammebetingelser. Men med den ambition, at moderniseringen af infrastrukturen baseres på høje innovative krav for dermed at bidrage til udviklingen af nye avancerede industrier.
• Innovationsstrategier, der sikrer en optimal udnyttelse af eksisterende potentialer, f.eks. hvordan vi inden for de eksisterende rammer kan udvikle nye og bedre velfærdsydelser, sikre et tættere samspil mellem private og offentlige projekter, styrke samspillet mellem erhvervsliv og vidensinstitutioner etc. Med andre ord skabe en langt mere åben og innovativ deling af viden og erfaringer på tværs i samfundet og hermed udløse et stort uudnyttet vækstpotentiale.

Betingelsen for at sikre fuldt udbytte af såvel reformer som innovationsstrategier er først og fremmest det mindset og de holdninger, de udfoldes med. Danmark må skabe en samarbejds- og samværskultur, der bryder afgørende med den silo-og institutionstænkning, der hidtil har præget udviklingen. De forskellige sektorer må nødvendigvis indgå i nye åbne alliancer, det være sig i form af offentlig-private partnerskaber eller andre sektoroverskridende initiativer.

De temaer, Fremtidens Danmark står for, og det mindset, der skal sikre en ny samarbejdskultur, udfoldes af “partiets”14 ordførere. De har det til fælles:

• at de repræsenterer et nysyn på Danmarks muligheder.
• at de har stor erfaring inden for deres respektive interesse- og fagområder.
• at de er uafhængige af parti- og erhvervspolitiske særinteresser.
• at de deler behovet for at sætte en ny politisk dagsorden for fremtidens Danmark.

Etableringen af Fremtidens Danmark er også eksponent for en ny måde at udvikle dagsordener på. Partiet lægger ikke ud med et færdigt program. Målet et at involvere en bred kreds af interessenter og nøglepersoner i udformningen af nye ideer og initiativer, der over et antal uger kan sammenfattes til en sammenhængende vision og strategi.

Her skal Danmark nytænke

Nedenfor beskrives kort udvalgte eksempler på, hvordan Danmark kunne nytænke sine muligheder de næste ti år.

Ny vækst

Danmark skal leve af det, Danmark er bedst til, og satse målrettet på at skabe unikke globale positioner. Det handler ikke om picking the winners men supporting the winners – de vindere som udviklingen og markedet allerede har identificeret, og som repræsenterer et stort fremtidigt vækstpotentiale. Derfor er Danmark tvunget til at træffe strategiske valg og prioritere sine ressourcer. Internationale undersøgelser bekræfter også, at lande med en høj grad af specialisering, bygget op omkring stærke erhvervsklynger, har den højeste produktivitet og velstand.

Som udgangspunkt bør Danmark afdække de fremtidens styrkepositioner og dermed identificere nye sektorer og initiativer, der kan bidrage til et afgørende vækst- og produktivitetsspring.

Måske viser det sig, at velfærd kan skabe ny vækst og omvendt. Danmark har i hvert fald gode forudsætninger for at udvikle to stærke klynger, der både fremmer livskvaliteten og sundheden. Det vil sige blive et foregangsland inden for udviklingen af såvel grøn vækst som sund vækst. Betingelserne er så gode og realistiske, at der allerede planlægges initiativer, der skal forfølge ambitionen. De handler dels om at skabe et “grønt Silicon Valley” i Danmark, dels om at gøre Danmark til centrum for udvikling af nye avancerede sundhedsløsninger, baseret på anvendelsen af moderne teknologi. Det aktuelle afsæt for en sund vækststrategi er beslutningen om at investere 41 milliarder i moderniseringen af det danske sygehusvæsen. Den internationale interesse for begge projekter er til stede. Succesen afhænger udelukkende af det commitment og den innovationskraft, der sættes bag initiativerne.

Eksemplerne viser mulighederne i at tænke på tværs og skabe nye typer løsninger på komplekse samfundsproblemer. Danmark kunne måske have som ambition at være et førende internationalt laboratorium for løsninger, der fremmer menneskers livskvalitet – og således indirekte sikre en vigtig medfinansiering af velfærdssamfundets fornyelse.

• Fremtidens Danmark har som målsætning at identificere de nye potentielle vækstmuligheder og prioritere de optimale rammebetingelser.

Ny velfærd

Et effektivt velfærdssystem er en forudsætning for en stærk konkurrencekraft. Vækst og velfærd, privat og offentligt er hinandens fundamentale forudsætninger, ikke modsætninger. Sådan har det været i Danmark igennem en årrække.

Men de seneste år har situationen ændret sig. Kombinationen af et rekordstort offentligt forbrug og en stadig mere nedslidt velfærdssektor hæmmer nu den danske konkurrenceevne. Derfor er der et akut behov for at revitalisere sektoren og den måde, ydelserne udvikles og forvaltes på.

Der er – fra bruger til direktør – behov for at revitalisere og italesætte følelsen af medansvar, medejerskab og samfundssind blandt samtlige sektorens aktører. Det er et samfundsanliggende at udvikle og fremtidssikre det offentlige ved at mobilisere såvel frontlinjens som kommandocentrenes iboende innovationskraft – udefra, nedefra og indefra. I dag udgør velfærdens innovative ildsjæle en fragmenteret størrelse, der er spredt tilfældigt i sektoren. Der er behov for en samlet bevægelse og platform, hvorfra både finansieringen, organiseringen og leveringen af borgernær service og ydelser kan nytænkes. Også borgernes ressourcer, lokalsamfundets organisationer og det bedste fra den tredje sektor skal styrke vores fælles velfærdssamfund. Fire forhold er interessante at fokusere på:

1. Det innovative velfærdssamfund. Danmark er tvunget til at innovere, snarere end at investere sig til bedre velfærd. Det handler bl.a. om udvikling af nye organisations-, styrings- og ledelsesformer, om nye incitamentsstrukturer, om at støtte sociale iværksættere og entreprenører, og om at forebygge frem for at behandle. Der ligger f.eks. et stort uforløst potentiale i udviklingen og implementeringen af nye modeller for innovativ offentlig efterspørgsel og intelligent offentlig regulering. Vi stiller sjældent spørgsmålstegn ved det, men hvorfor er det egentlig i Danmarks langsigtede interesse at indkøbe de billigste frem for de mest innovative kuglepenne, kontorstole og kopimaskiner? Hvorfor opfattes regulering, høje standarder og kvalitetskrav som barrierer og ikke som en katalysator for vækst? Meget taler for, at Danmarks energieffektivitet netop skyldes, at vi tidligt har reguleret på området, og at Danmarks konkurrenceevne faktisk styrkes, i takt med at naturressourcerne svinder og priserne stiger.
2. Det åbne velfærdssamfund. Velfærdssamfundets udfordringer kan ikke løses alene i offentligt regi. Det er en samfundsopgave. Og en vigtig del af løsningen handler om partnerskaber med private foretagender og det civile samfunds aktører (f.eks. frivillige organisationer), om en åben innovationsproces med omverdenen og om offentlig-private laboratorieprojekter, som f.eks. at udvikle nye social- og sundhedsløsninger.
3. Det sammenhængende velfærdssamfund. Set fra brugernes synspunkt bliver det stadig vigtigere, at velfærds­ydelserne er koordinerede og overskuelige. Det gælder især inden for sundhedssektoren, der hidtil har været kendetegnet ved at være ekstremt fragmenteret med store ressourcespild til følge. En første betingelse for at knække sundhedsudgifterne bliver implementeringen af effektive sammenhængende behandlingsforløb, med et stærkt øget fokus på forebyggelse.
4. Det fleksible velfærdssamfund. Der forestår et opgør med den generelle solidaritet, til fordel for en fleksibel solidaritet. Der er ikke fortsat råd til, at alle skal have lige adgang til alle velfærdsgoder. Derfor kan der være behov for en reform, der afspejler en solidaritet med forskelligheden, frem for en lighed, der i stigende grad er ude af balance med udviklingen i samfundet. Der er brug for en erkendelse af, at borgerne har forskellige behov, forskellige prioriteringer og forskellige ressourcer. Den nuværende debat om afskaffelse eller bevarelse af efterlønnen overser fuldstændig dette aspekt. Ingen har med gennemslagskraft rejst spørgsmålet, om ikke langt mere fleksible efterløns- og velfærdsordninger, der er graduerede og skræddersyede til det enkelte individs evner og behov, er at foretrække frem for de universelle og generelle rettigheder, som inviterer til en omsiggribende freerider-adfærd.

• Fremtidens Danmark har som målsætning at udvikle en velfærdsmodel, der både skaber mere velfærd for færre penge og samtidig styrker den danske konkurrenceevne og økonomiske vækst.

Ny viden

Danmark tærer på sin videnskapital. Vi udvikler den ikke i samme takt som de lande, vi normalt sammenligner os med, og slet ikke i forhold til fremstormende udviklingsøkonomier som Kina, Indien og Brasilien. Dermed risikerer vi at sakke agterud i den globale talentkonkurrence.

Det skyldes en række problemstillinger:

1. En fragmenteret vidensstruktur. Vi har ikke samme veludviklede relationer mellem universiteter og erhvervsliv, som findes i en række andre industrilande. Relationerne er ofte baseret på private netværk frem for på formelle, strukturerede partnerskaber. Hermed mister vi muligheden for at skabe den kritiske forsknings- og udviklingsmasse, som er så attraktiv for den nye verdens talenter.
2. Den generelle indstilling til uddannelse og udvikling. Flertallet af såvel unge som ældre, der gennemfører en uddannelse i Danmark, er ikke drevet af den grundlæggende sult efter at skabe en bedre levestandard end forældregenerationens, hvilket kendetegner enhver ung kineser, inder og brasilianer. Den danske uddannelsessektor har for længe været præget af en indgroet silotænkning og er udviklet til et samfund, der var engang, og ikke til det, der kommer.
3. Manglende forskningsambitioner. Ikke alene har vi på grundforskningsfronten valgt en mainstream-strategi, hvor vi kun matcher vores konkurrenters investeringer, i stedet for at være et foregangsland og i det hele taget give grundforskningen bedre vilkår. Den anvendelsesorienterede universitetsgenerede viden rammer ikke i tilstrækkelig grad erhvervslivets og samfundets behov. Derved spildes store ressourcer. For et lille land som Danmark er det afgørende at mestre en højeffektiv videns- og forskningsproduktion.
4. Politiske afvisninger af ny viden. Der opleves en stigende tendens til, at politikerne ikke længere lytter til og lader forskningsresultater og eksperters vurderinger indgå i de politiske beslutningsprocesser. Utallige gange er gennemarbejdede kommissionsrapporter blevet fejet af bordet. Det er ikke blot spild af skatteyderpenge, men en grundlæggende politisk misforståelse af, hvad det vil sige at føre politik i et videnssamfund præget af komplekse globale problemstillinger.

Dette er blot eksempler på, at Danmark har behov for en grundig analyse af den måde, vi genererer og implementerer viden på, herunder hvad vi skal prioritere. Hvilke vidensmiljøer skal vi satse på? Hvem skal vi samarbejde med, og hvordan skaber vi en unik position i det internationale vidensunivers? Hvorfor skal udenlandske talenter søge til Danmark – et land med mindre universiteter og færre i verdensklasse end en række andre lande? Hvordan kan danske studerende genvinde ambitionen om at blive talenter i verdensklasse?

Hvis der kunne skabes en direkte kobling mellem de ovenfor skitserede vækst- og velfærdsambitioner og den fremtidige uddannelses- og forskningsindsats, kunne Danmark opbygge en stærk international position. Et tæt samspil mellem vækst, velfærd og viden kunne forme en enestående udviklingsklynge, der ikke alene ville befordre en stærk økonomisk vækst, men også blive et globalt trækplaster. Netop løsningen af store nationale og globale udfordringer er i sig selv et stort og voksende marked, der kræver nye strategier og nye kompetencer.

Dette er et eksempel på Danmarks muligheder for at finde en global udviklingsniche. Rendyrkede man potentialet, kunne Danmark blive et arnested for opbygningen af en ny innovativ klasse – en generation af innovatører, der ud fra et stærkt samfundsengagement og klare værdier var med til at etablere de vidensplatforme, fremtidens samfundsmodeller skal bygges på. Det vil samtidig demonstrere, hvordan såvel udfordringer som løsninger er tæt forbundne og skal anskues i integrerede sammenhænge.

• Fremtidens Danmark har som målsætning at arbejde for, at Danmark kan blive en krumtap i udviklingen af nye internationale vidensmiljøer og herigennem opfostre fremtidens innovative klasse.

Nye værdier

To forhold er unikke for enhver nation: Den geografiske beliggenheden samt de værdier og den kultur, man har bygget samfundet på. Og netop værdier og kultur kan forudses at få en stadig større betydning i udviklingen af den fremtidige konkurrencekraft. Stærke makro- og mikroøkonomiske forudsætninger bliver i stigende grad mainstream blandt de udviklede nationer. De er en betingelse for ikke at tabe, men garanterer ikke en førerposition. De vindende forudsætninger handler om det mindset og de værdier, vi udnytter rammebetingelserne med.
Fremtidens konkurrencekraft bestemmes især af en nations kultur- og værdikraft. Den er bl.a. nøglen til en forståelse af den kinesiske rekordvækst, og den vil på samme måde afgøre andre landes, herunder Danmarks, innovationsevne.

Jo mindre synlig man er på verdenskortet, des større bliver kravene til værdier og kultur. Ud fra den betragtning burde Danmark være en af værdiernes stormagter. Danmark bygger også på stolte og flotte værdier, der bl.a. har rod i andels-, højskole- og arbejderbevægelsen. Bevægelser, der blev grundlagt på samarbejde, sammenhængskraft og ikke mindst tillid.

Netop tilliden er måske en af Danmarks skjulte, men mest effektive konkurrenceparametre. Tillid avler åbenhed, skaber relationer og optimale vilkår for vidensdeling m.v. Vi er også i internationale undersøgelser fremhævet som verdens mest tillidsfulde folk. Få andre folkeslag har f.eks. samme grad af tillid til staten og offentlige myndigheder som danskerne, og få lande – hvis nogen – er så rene og lidet korrupte som Danmark. Det er måske også forklaringen på, at vi accepterer og næsten forsvarer at betale verdens højeste personskatter. Vi har tillid til, at de investeres til alles bedste.

Danmark er i udstrakt grad en værdidrevet nation med den gensidige tillid som omdrejningspunkt. Spørgsmålet er, om vi forstår og erkender den styrkeposition, og om vi forvalter den i overensstemmelse med betydningen.

Især Danmarks rolle i den globale verden udfordrer vores værdier, men kan også styrke dem – afhængigt af, hvordan vi forholder os til andre kulturer i verden, og om vi kan udstrække vores tillid til andre end os selv. Kan vi ikke, er værdien skrøbelig og ikke bæredygtig i en verden, der bliver stadig mere internationalt forbundet og gensidigt afhængig. Behovet for at udvikle og udvise et nationalt og globalt samfundssind har aldrig været større.

Den danske udlændingedebat har med rette givet anledning til bekymring over, hvor rodfæstede de danske værdier egentlig er. I debatten om pointsystemer m.v. spores en udtalt undertone af fjendtlighed over for udlændinge. De skal ikke tro, de kan nasse på det danske velfærdsamfund. De skal først gøre sig fortjente til danske velfærdsydelser over en årrække. Denne indstilling afspejler en grundlæggende indad- og tilbageskuende politisk kultur, hvor man i mødet med fremtidens udfordringer søger tilbage og vender sig indad med de nationale værdier – Gud, konge og fædreland – som engang holdt landet sammen, i stedet for at række ud, omfavne og invitere til nye bekendtskaber med globaliseringen.

Hvad hvis man tænkte omvendt? Det er begrænset, hvad en lille skatteplaget nation som Danmark kan lokke kvalificerede udlændige med. Et af trækplastrene kunne f.eks. være de danske velfærdsgoder, den høje grad af tillid og det stærke danske sammenhold. Hvis de er så unikke , så lad os bruge dem offensivt som et tilbud i stedet for at afmontere, hvad der måske er et af vores bedste våben i den globale talentkamp.

Skal Danmark gøre sig håb om at udvikle den nye innovative klasse og blive et laboratorium for løsninger, der fremmer menneskers livskvalitet, er stærke værdier en afgørende forudsætning. Danmark og danskerne skal ikke kun være eksponenter for kreativitet og nysyn. Vi skal kendetegnes som et åbent, nysgerrigt kompetenceland, et land og et folk, der bygger bro mellem kulturer, skaber innovative relationer og formidler interkulturel læring og vidensdeling. Vi skal udvikle og nære et helt nyt og langt mere involverende og inkluderende, men også krævende værdi- og mindset. F.eks. bør vi også have en helt ny indstilling til en stadigt voksende gruppe af borgere i samfundet: de ældre. I et nyt involverende perspektiv udgør den ældre del af befolkningen ikke en grå bombe, tsunami eller ældrebyrde. Vi bør vænne os til at betragte den som Ældrestyrken.

Kan vi det, kan vi vokse os til en nation, der internationalt opleves som mange gange større end 5 millioner indbyggere. Så kan vi med udgangen af dette årti med rette omtales som en af værdiernes nye stormagter.

• Fremtidens Danmark har som målsætning at dokumentere kulturens og værdiernes betydning for den danske innovationsevne og for Danmarks rolle i verden.

Nyt verdenssyn

Danmarks muligheder for global indflydelse bestemmes af det ansvar, vi ønsker at påtage os i internationale institutioner, og det verdenssyn, vi repræsenterer og forfægter. Danmark har en mangeårig tradition for at engagere sig i multinationale fora. Det være sig i EU, FN, NATO, udviklings- eller hjælpeorganisationer. Det engagement er også et tveægget sværd og har gjort os til en krigsførende nation – senest som et meget aktivt medlem af den internationale NATO-styrke i Afghanistan. Vi skal være langt mere bevidste om de valg, vi træffer, og de konsekvenser, de har. Og vi skal med udgangspunkt i et nyt positivt verdenssyn nyvurdere, hvordan Danmark i international politik kan gøre en forskel – i balance med de værdier, vi i øvrigt gerne vil identificere os med.

Som udgangspunkt må vi gøre op med vores ofte ambivalente forhold til internationale relationer. Danmark har langt mere at vinde end at tabe ved at styrke sin indflydelse i internationale institutioner og åbne for en massiv import af udenlandske kompetencer på alle niveauer.

Derfor bør Danmark have som ambition at nytænke og styrke vores rolle i globalt samarbejde. Danmark er en lille åben økonomi i et stadig mere globaliseret samfund, og det er i Danmarks egeninteresse at skabe stærke europæiske og globale institutioner, der kan garantere fred og sikkerhed, regulere de internationale relationer og skabe et veludviklet globalt indre marked i EU og WTO. Danmark forsvarer bedst sine interesser ved at udvise et proaktivt europæisk og globalt engagement. Det vil derimod svække de danske interesser at melde sig ud af det forpligtende internationale samfund, at opretholde de danske EU-forbehold eller at modsætte sig internationale retskonventioner.

Danmark har brug for en række nye offensive delmål og pejlemærker for den globale indflydelse, vi vil forfølge de næste ti år. Ikke bare inden for EU, NATO, FN og andre multinationale fora, men også i form af nye udspil, som Danmark har en interesse i at udvikle, og som kunne bidrage til at positionere Danmark som en ny type global spiller.

Danmark overtager i 2012 EU-formandskabet, og det er en glimrende anledning til at vise et aktivt lederskab. EU-politikken må igen gøres til en central del af dansk indenrigspolitik, da størsteparten af danske love afhænger af beslutninger i det europæiske fællesskab. Danmark kan igen begynde at vise sig som en værdipolitisk stormagt, også i EU-sammenhæng. Danmark kunne f.eks. specialisere sig i politiske og økonomiske udspil, der havde til formål at udvikle fremtidens bæredygtige samfund, og f.eks. være vært ved begivenheder og konferencer, der satte de nye dagsordener på området.

Danmark kan som et laboratorium, der finder innovative løsninger på tidens største og mest brændende globale spørgsmål, blive et foregangseksempel for andre nationer i de internationale organisationer. Det kunne yderligere styrke de initiativer, som Danmark fremover tager i EU, FN, NATO, WTO og andre internationale organisationer. Men det forudsætter, at såvel det officielle Danmark (ministerier m.v.) samt interesse- og erhvervsorganisationer optrapper deres internationale engagement.

Dette er blot eksempler på de muligheder, selv en lille nation kan udvikle, så den globale integration ikke ses som en trussel, men netop forstås som en enestående mulighed.

• Fremtidens Danmark har som målsætning, at Danmark i de kommende år optræder som en værdipolitisk stormagt, der gennem et aktivt europæisk og globalt engagement sætter nye internationale dagsordener og positionerer sig som en ny, offensiv global spiller.