Hvis dansk landbrug skal ud af sin dybe gældskrise, og sektoren samtidig skal le­vere større reduktioner i ud­ledninger af klimaskadelige drivhusgasser, forudsætter det et bredt nationalt kompromis af et omfang, der kan måle sig med det historiske Kansler­gadeforlig i 1933.

Ligesom dengang befinder landbruget sig i en dyb økonomisk krise, og ligesom dengang har hele Danmarks befolkning interesse i, at landbruget atter bliver bæ­redygtigt. Det er det i dag hverken i øko­nomisk eller klimamæssig forstand.

I løbet af det seneste tiår har landbru­get hverken været i stand til at arbejde sig ud af en historisk høj gæld på over 300 mia. kr. eller at indlede den nødvendige reduktion af et samlet udslip af drivhus­gasser svarende til godt 10 mio. ton CO₂ om året.

Årtiers skænderier mellem landmæn­dene og miljøforkæmpere i byer er for første gang i mange år ved at erstattes af konstruktiv dialog. By og land, bønder og arbejdere og blå og rød blok på Chri­stiansborg begynder at indse, at dansk landbrugs klimamæssige og økonomi­ske udfordringer er så store, at de ikke kan løses gennem smalle politiske forlig og snæver interessevaretagelse, sådan som det skete med vedtagelsen af land­brugspakken i 2015. Der skal brede og langvarige forlig til.

Sådan lyder analyserne og opfordrin­gerne fra en række af de kilder, Mandag Morgen har talt med i forbindelse med denne uges kortlægning af de økonomi­ske og klimamæssige udfordringer, som dansk landbrug står over for.

Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, for­mulerer det sådan her:

"Vi har ikke tid til at skændes. Tiden er ved at rinde ud for at få løst de sam­fundsmæssige problemer, vi har med natur og klima," siger Reumert Gjerding, der kommer med en indtrængende op­fordring til Danmarks bybefolkninger.

"Vi bliver som borgere nødt til at bak­ke landbruget op på en helt anden måde, end vi gør det i dag. Helt konkret skal vi støtte de landbrug, som gerne vil gå for­an. Hvis man mener, at landbruget skal være klimaneutralt, kan man ikke sam­tidig vælge det billigste i køledisken. Vi bliver nødt til som fællesskab at tage an­svar for landbrugets grønne omstilling," siger Reumert Gjerding, der i april 2018 gik fra Enhedslistens folketingsgruppe til posten som formand for Danmarks Naturfredningsforening.

Bo Lidegaard, historiker og tidligere leder af Statsministeriets Klimasekre­tariat, mener, at det står klart for langt de fleste på Christiansborg, at man ikke fortsætte med lappeløsninger:

"Landbruget skal være fossilfrit om 30 år. Det er et skarpt mål. Hvis man fort­sat skal have et blomstrende, veldrevet, indtægtsgivende erhverv, som tiltræk­ker nye generationer af landmænd, så skal man have en langsigtet strategi med bred opbakning," siger Lidegaard og fort­sætter:

"Læren fra Kanslergade er, at når man har et stort erhverv, som er kørt sur i for­hold til resten af samfundet, så bliver man på et tidspunkt nødt til at få alle ele­menter på bordet – se på helheden og få lavet et eller andet politisk forlig i en ny samfundskontrakt."

Martin Merrild, formand for Land­brug & Fødevarer, har også accepteret, at landbruget i de kommende år bliver nødt til at levere på klimadagsordenen, men han forventer også en klar accept af, at verdens klima ikke vinder ved, at klimaeffektiv produktion lukkes ned i Danmark på grund af skrappe nationale klimakrav.

"Vi erkender fuldstændig, at vi har en rolle at spille. Men vi anerkender ikke, at vi skal lukke vores produktion for, at den så bare dukker op i andre lande," siger Merrild.

Demokratiets styrkeprøve

Ifølge Bo Lidegaard var der tre væsent­lige grunde til, at Danmarks daværende socialdemokratiske statsminister og de ledende Venstre-folk i oppositionen i 1933 følte sig nødsagede til at indgå det omfattende kompromis, der tilgodeså både arbejdere, bønder og samfundets allerfattigste. Se tekstboks.

"Der var alvorlige problemer på tre områder. Krakket i 1929 havde ført til dyb krise med stor arbejdsløshed. Samtidig stod landbruget i en kolossal krise. Den tredje årsag var nok den mest afgørende for forliget," siger Lidegaard og fortsæt­ter:

"I hele resten af Europa begyndte man at finde ikkedemokratiske løsninger. Det er ikke noget tilfælde, at Kanslergade­forliget blev indgået den nat, hvor Hitler blev udnævnt til kansler i Tyskland. Det, som tvang politikerne i Danmark sam­men og til at kaste ideologien over bord, det var frygten for, hvad der kunne ske, hvis ikke man gjorde det."

"Man ville vise, at parlamentarismen kunne finde løsninger, kunne handle og gennemføre vidtgående reformer. Man talte i resten af Europa om, at man havde brug for en stærk mand. Måske har vi ikke den samme brændende platform i dag, men man har næppe oplevet større mistillid til demokratiet siden Anden Verdenskrig. Over hele Europa ser vi væl­gervandringer fra de gamle midterparti­er ud til begge fløje. Så det er klart, at det er påtrængende vigtigt, at de regerings­bærende partier viser, at de kan træffe beslutninger," siger Lidegaard.

Han fortæller, at politikerne fra Kans­lergade i dagene efter kompromiset blev beskyldt for løftebrud og måtte forsvare sig hårdt.