Når statsminister Helle Thorning-Schmidt i morgen holder sin åbningstale i Folketinget, vil hun være presset af høj arbejdsløshed, svag vækst og lave meningsmålinger. Men hun har også udsigt til at få en kærkommen gave i løbet af den kommende folketingssamling: Et begyndende europæisk opsving – måske i foråret 2013. Alligevel kommer Europa kun til at fylde minimalt i statsministerens tale.

De gode nyheder fra Europa kommer nemlig ikke uden torne. Først og fremmest er regeringen i vildrede over, hvordan man skal forholde sig til den kommende bankunion, der er første skridt i den hastige integration, der er på vej i eurozonen.

Embedsmænd i fire ministerier arbejder i øjeblikket på højtryk med at opstille alle tænkelige scenarier og mulige politiske valg i forhold til bankunionen. Og samtidig har man reelt ikke noget overblik over, om Danmark overhovedet vil kunne tilslutte sig bankunionen uden at udløse en folkeafstemning – en løsning, der absolut ikke er appetit på i regeringens inderkreds.

Under alle omstændigheder står det klart, at statsministeren på grund af de aktuelle forandringer i EU meget snart får brug for at mobilisere det europapolitiske flertal i Folketinget. De heftige integrationsplaner i eurozonen truer nemlig med at marginalisere Danmark i et sådant omfang, at det på længere sigt vil skade både økonomien og Danmarks politiske indflydelse i Europa.

Thorning har beskrevet Danmarks position som ikke-euroland med fastkurspolitik over for euroen som ‘komfortabel’. Men dette drejede sig om den situation, hvor euroen var i akut krise, og hvor Danmark slap for at skulle bidrage til eurozonens redningspakker.

Skal Danmark bevare sin politiske indflydelse og danske virksomheder fortsat være ligestillet med deres europæiske kolleger i eurozonen, er Thorning reelt nødt til at mobilisere det europapolitiske flertal i Folketinget og gøre op med de seneste to årtiers største tabu i dansk politik: Forholdet til EU.

Det viser Mandags Morgens analyse, der bygger på samtaler med danske EU-eksperter, Europa-parlamentarikere og tre af de centrale danske toppolitikere bag udarbejdelsen og implementeringen af Det Nationale Kompromis fra 1992.

Reelt står dansk EU-politik ved en korsvej: Enten indleder regeringen og de øvrige EU-positive partier et opgør med de sidste 20 års forbeholdne kurs. Eller også accepterer vi – i større eller mindre grad – en fremtid på den økonomiske og politiske sidelinje i fremtidens Europa. Grundlæggende kan man opstille fire udviklingsspor for Danmarks fremtidige position i EU – spændende fra det fuldtonede opgør med “udenforskabet” til en reel afkobling fra det politiske og økonomiske samarbejde. Se også tekstboks.

Kilderne er, med en enkelt undtagelse, enige om, at Danmarks stilling i EU i dag er svækket af de 20 år gamle forbehold, og at der er brug for at indlede forhandlinger om en ny og bred EU-konsensus i Folketinget.

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen mener, at det europapolitiske flertal i Folketinget bør gå efter at afskaffe samtlige EU-forbehold ved en folkeafstemning. Ellemann-Jensen sammenligner situationen med debatten om efterlønnen. Alle var enige om, at Danmark ikke havde råd til reelt at sende arbejdsduelige danskere på pension som 60-årige. Men da først daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen gjorde det klart, at Venstre var klar til at afskaffe efterlønnen, kom der hurtigt skred i sagerne.

“Der kræves i øjeblikket politisk lederskab og mod i hele Europa. Og det gælder så sandelig også i Danmark,” siger Ellemann-Jensen, som understreger, at også hans ‘gamle venner’ lurepasser i EU-debatten i øjeblikket.

Turbo på integrationen

Nu, hvor det ser ud til, at eurozonens ledere og Den Europæiske Centralbank har tæmmet de finansielle markeders spekulation mod statsgæld i Spanien og Italien, indledes en ny fase i europæisk politik. I denne fase taler man ikke længere om eurolande og ikke-eurolande, men slet og ret om  ‘inde-lande’ og ‘ude-lande’. Og for Danmark truer en meget ukomfortabel situation, hvor man kommer til at betale en høj pris for at stå uden for euroen.

Dette vil i første omgang kunne mærkes i forhold til den bankunion, som i disse uger er blandt regeringens største hovedpiner. Men det er blot begyndelsen. I løbet af de kommende 18 måneder venter endnu mere dybtgående reformer i EU.

Herman Van Rompuy, den faste formand for EU’s Ministerråd, har således på baggrund af en bred og dyb politisk konsensus i eurozonen og EU’s institutioner fremlagt planer om at styrke den fælles finanspolitik, arbejdsmarkedspolitik og skattepolitik i eurozonen. Disse skridt vil yderligere marginalisere Danmark.

Van Rompuy arbejder også tæt sammen med Tysklands kansler, Angela Merkel, der længe har ønsket, at EU skal have et nyt traktatgrundlag. Og hendes nærmeste europapolitiske rådgiver har i Bruxelles gjort Tysklands opfattelse klar: Allerede efter topmødet 13.-14. december skal EU i gang med at forberede en ny EU-traktat i et såkaldt konvent. I danske regeringskredse tror man ikke, at hverken bankunionen eller Merkels traktatændringer kommer på hurtigt, som man ønsker sig i Bruxelles og Berlin. Men man erkender, at momentet i forandringerne i hele det europæiske setup er betydeligt.

Frem til sommeren og efteråret 2014, hvor der er skiftedag i EU-Parlamentet og i EU-Kommissionen, ventes samarbejdet at undergå omfattende forandringer, der truer med at presse Danmark og andre ‘ude-lande’ ud i en politisk marginalisering. Den har allerede ramt Storbritannien, efter at premierminister David Cameron har gjort det klart, at landet ikke ønsker at deltage i yderligere europæisk integration.

Ny optimisme

Siden Francois Hollandes sejr ved det franske præsidentvalg i maj 2012 har Europas politiske ledere truffet en række beslutninger, som betyder, at det for første gang er til at se enden på den europæiske statsgældskrise.

Nu er renten på vej ned i de hårdest ramte lande. Det har fået statsministeren til at udtrykke optimisme på Europas og Danmarks vegne. Ved en tale i Kina i september sagde Thorning, at europæiske ledere har truffet beslutninger, som ville have været utænkelige for et år siden: “Når Europa viser de første tegn på et opsving, hvilket vi vil se til næste år, bør resten af verden støtte denne udvikling. Det vil ikke kun være til Europas fordel, men til fordel for hele verden,” sagde hun.

De mildere vinde fra Europa fyldte imidlertid ikke meget ved S-kongressen i Aalborg i forrige weekend. Dog indeholdt Helle Thornings tale en bemærkelsesværdig gestus over for det store oppositionsparti Venstre.

“Jeg har stor respekt for Venstre. Både Henning Christoffersen og Uffe Ellemann-Jensen forstod før de fleste, at Danmark har mere brug for Europa end omvendt. Anders Fogh Rasmussen var skarp, og han gør Danmark ære som NATO’s generalsekretær,” sagde statsministeren.

Hvor meget man skal lægge i statsministerens udmelding, er svært at afgøre. Men måske er den udtryk for en erkendelse af, at der er brug for et dybtgående opgør med de sidste 20 års europapolitik. Og en erkendelse af, at dét opgør kræver fælles fodslag mellem partierne i Folketingets europapolitiske flertal.

Danmark på sidelinjen

Danmarks problem er, at afgørende ændringer i EU-politikken har været tabu i nu 20 år. Derfor hviler den de facto på de ideer, der blev defineret i Det Nationale Kompromis, som blev underskrevet 27. oktober 1992.

For at holde Danmark inde i det europæiske samarbejde efter nejet til Maastricht-traktaten sommeren 1992, vedtog Socialdemokraterne, SF, De Radikale, Kristendemokraterne, CD og de daværende regeringspartier, Venstre og De Konservative, det kompromis, der kom til at danne grundlaget for de fire danske EU-forbehold.

De danske EU-forbehold har i udpræget grad virket. De har trukket Danmark længere og længere væk fra det forsvarspolitiske, det retspolitiske og ikke mindst det økonomiske og pengepolitiske samarbejde i EU. Det var netop målet hos SF – det centrale parti, som med kompromiset meldte sig ind i Folketingets europapolitiske flertal.

Men i den mellemliggende periode er EU vokset fra 12 til 27 medlemslande, og Danmark er blevet overhalet af lande som Finland og Estland, der i 1992 stadig var bundfrosne nationer efter den kolde krig. I dag sidder den finske og estiske statsminister, finansminister og nationalbankchef med som fuldgyldige medlemmer, når der træffes beslutninger om EU’s bankunion og andre banebrydende initiativer i eurozonen.

Danmark er derimod henvist til sidelinjen i en sådan grad, at økonomiminister Margrethe Vestager end ikke fandt det nødvendigt at deltage i debatten om bankunionen, da temaet var på dagsordenen blandt EU27’s finansministre på Cypern i september. Efter at have deltaget i et formøde med de ni andre ‘udelande’ fredag 14. september rejste Vestager hjem for at tale ved Det Radikale Venstres landsmøde lørdag 15. september.

Netop bankunionen får store konsekvenser for Danmark. Nationalbanken har ligesom storbankerne Nordea og Danske Bank gjort det klart, at bankunionens første skridt, oprettelsen af det europæiske banktilsyn, vil få afgørende betydning for alle Europas banker og virksomheder. Hvis Danmark ender med at stå uden for bankunionen, risikerer det at blive sværere og dyrere for danske banker og virksomheder at skaffe finansiering på de internationale lånemarkeder. Det vil forringe konkurrenceevnen og i sidste ende koste arbejdspladser.

I regeringen har man hidtil hældt til at stå uden for bankunionen. Både økonomiminister Margrethe Vestager og erhvervsminister Ole Sohn udtalte sig skeptisk i slutningen af juni, hvor bankunionen blev skudt i gang med ekspresfart ved EU-topmødet i Bruxelles. Statsminister Helle Thorning-Schmidt har sagt i et interview med BBC, at danske skatteydere ikke skal være med til at betale for gæld, som de ikke har været med til at stifte. Men hun gik ikke i detaljer med, om Danmark kan være med i dele af bankunionen.

Forud for næste uges finansministermøde i EU og det vigtige topmøde 18.-19. oktober kan man konstatere, at tonen er skiftet. Vestager taler nu om, at Danmark gerne vil være med i bankunionen, hvis man får indflydelse på beslutningerne. Det er der imidlertid ikke udsigt til, da bankunionens besluttende organer bliver styrelsesrådet i Den Europæiske Centralbank (ECB) samt stats- og finansministermøderne i eurozonen. Danmark sidder ikke med nogen af stederne. Samtidig spekuleres der i regeringskontorerne i København over en mængde andre detaljer vedrørende bankunionen. Vil det være muligt at oprette en ESM Plus-fond for ikke-eurolande på linje med den ESM-krisefond på op til 700 milliarder euro, der reelt kommer til at fungere som bagstopper for bankerne i eurozonen? Og er det overhovedet muligt med de aktuelle traktater at lave en model, hvorefter nationalbankdirektører fra ikke-eurolande kan få adgang til at deltage i beslutning i ECB’s styrelsesråd?

Forbeholdene har virket

I det nationale kompromis fra 1992 står, at “Danmark ikke skal isoleres, men spille en aktiv rolle i Europas fortsatte udvikling”.

Professor i europæisk politik ved Københavns Universitet Marlene Wind er ikke i tvivl om, at Danmark netop er blevet mere og mere isoleret: “Mange embedsmænd har gennem årene kæmpet for at fastholde Danmark centralt i beslutningsprocessen. Men der er simpelthen et udskilningsløb i gang,” siger hun.

Før Lissabon-traktaten kunne små lande som Danmark leve højt på, at der var krav om enstemmighed på mange områder. Dermed kunne man som lille skeptisk nation lukrere på, at konvojen var forpligtet til at vente på det langsomste skib. Men den tid er forbi, fordi stemmesystemet og EU’s traktatgrundlag er ændret. Det har ifølge Marlene Wind betydet, at Danmark ikke som i 1992 kan stille krav til de øvrige EU-lande. I dag kan eurolandene ufortrødent gå videre med integrationen i henhold til de regler om forstærket samarbejde, som eksempelvis blev brug i forbindelse med finanspagten.

“Samarbejdet har ændret karakter. Vi har fået et Europa i to hastigheder. Og Danmark fører en tilpasningsstrategi, som ikke på noget plan er proaktiv i forhold til at præge udviklingen,” siger hun.

EU-professor Peter Nedergaard, der også har sin daglige gang på Københavns Universitet, mener derimod godt, at Danmark kan føre en “selektiv” europapolitik. “Som et lidt forbeholdent og kritisk land, men med en professionel og aktivistisk holdning, er det den rigtige måde at gøre det på,” siger Peter Nedergaard. “Det kætterske spørgsmål er, om den danske europapolitik i virkeligheden ikke har det meget godt, hvor den ligger, og om de fire forbehold i virkeligheden ikke vil blive ved med at være der i en overskuelig fremtid,” siger han.

Nationalbankens direktør, Nils Bernstein, forholder sig ikke til de danske EU-forbehold eller Danmarks overordnede placering i Europa. Men han advarer helt konkret mod, at Danmark ender uden for bankunionen.

“Hvis konstruktionen etableres, kan den meget vel medføre en styrkelse af tilliden til euro-landenes banksektor, som kan gøre det vanskeligt for Danmark at stå udenfor. Med det perspektiv er det vigtigt, at vi fra dansk side engagerer os konstruktivt i forhandlingerne om forslaget med sigte på etablering af en sund og effektiv konstruktion og ligebehandling af de deltagende lande,” pointerede Bernstein i en pressemeddelelse 12. september.

En uholdbar position

Jens Rohde, der er leder af Venstres gruppe i Europa-Parlamentet, mener ikke, at den aktuelle danske EU-tilgang er holdbar i længden.

“Da finanspagten blev vedtaget, og man indførte automatiske sanktioner, gik statsministeren ud og sagde, at vi gerne ville være med i finanspagten, men vi vil ikke være med i de automatiske sanktioner. Dermed føjer hun jo reelt set et nyt forbehold til vores eksisterende forbehold,” siger Jens Rohde.

Han peger på, at Tysklands kansler, Angela Merkel, allerede nu taler om behovet for traktatændringer i EU – et arbejde, som formentlig vil blive indledt i begyndelsen af 2013.

“Spørgsmålet er, hvad vi skal gøre, når der kommer nye traktatændringer, som også kommer til at berøre hele den finanspolitiske verden. Skal vi så igen sidde og botanisere med lidt forbehold her og lidt forbehold der? Til sidst er der jo ikke nogen, der kan hitte rede i, præcis hvad vi er en del af,” siger Jens Rohde.

Dan Jørgensen, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne, erkender, at der i øjeblikket træffes vigtige beslutninger om euroen.

“Dér er vi udenfor. Det skal vi bare forholde os til som præmis. Spørgsmålet er, om det betyder, at vi er fuldstændig uden for indflydelse og slet ikke kan komme ind senere. Det mener jeg ikke, at det gør. I processen omkring finanspagten blev vi under formandskabet taget med på råd om de beslutninger, der blev truffet af eurolandene og for eurolandene. Så jeg synes, at der i indercirklen har været en vilje til at have alle lande med, bortset fra Storbritannien, som kørte sig selv ud på et sidespor,” siger Dan Jørgensen.

Behov for debat og beslutninger

En af hovedaktørerne bag kompromiset i 1992, daværende udenrigsminister og Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen, mener, at det “absolut” er på tide, at man tager forbeholdene fra 1992 op til revision.

“Situationen dengang var, at det var noget, der var formuleret af et flertal uden om os i den daværende regering,” siger Uffe Ellemann-Jensen, som ærgrer sig over, at dansk europapolitik siden 1992 reelt har været præget af lurepasseri.

“Det er ikke kun regeringen, men også mine egne gamle venner, der gør det. Og det hænger sammen med, at der bliver så meget ballade, hver gang nogen går ud og diskuterer EU. Så lader man hellere være,” siger han.